Karen Blixen

Karen Blixen– (1885 - 1962)

Biografi på Wikipedia

Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons

Baronesse Karen von Blixen-Finecke (døbt Karen Christentze Dinesen) (født 17. april 1885 på Rungstedlund, Rungsted - død 7. september 1962, samme sted) var en dansk, højtbeundret digter, forfatter og storyteller, som - foruden eget navn - skrev under pseudonymerne Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel. Karen Blixen betragtede sig selv som storyteller og har sammenlignet sig med Scheherazade, der i Tusind og en Nats eventyr fortæller kaliffen Shahryar eventyr. Hendes fortællinger og eventyr følger traditionen af storytelling, og de fleste finder sted i det 19. århundrede eller tidligere. I Danmark, USA og England er Karen Blixen mest berømt for værkerne Syv fantastiske Fortællinger, Vinter-Eventyr og Den afrikanske Farm. Som kulturpersonlighed havde Karen Blixen udpræget talent for brevskrivning og var ofte brevskrivende i lyset af selskabelighedens cirkler.

Citater

Syv fantastiske Fortællinger (1935)

Vejene omkring Pisa

Sandheden er vist, ligesom tiden, et begreb, der er blevet til gennem menneskeligt samvær, og endnu beror derpå.

Derinde [i det store spejlkabinet i København] ser man sig selv afspejlet til alle sider, ja, i loftet og gulvet, i mange hundrede spejle, hvoraf hvert eneste forvrænger og fordrejer beskuerens ansigt og skikkelse, forkorter og forlænger og vrider dem i de underligste kurver, mens det dog altid bevarer noget af hans [eller hendes] virkelige udseende. Nu [kan det fornemmes og føles således], at denne uhyggelige sal [med sine spejle er et sindbillede på] selve livet. Således bliver jo vort væsen genspejlet i ethvert menneskes bevidsthed, som vi møder, og således bliver det bestandig fordrejet til en karikatur, som dog aldrig er helt uden lighed med vort virkelige jeg, og som foregiver at være sandheden om os selv.

[Kærligheden] burde være, på alle vort livs veje, en sjæls [inderlighed], et væsens nærhed, som i sig kunne afspejle vor sande natur, vor lykke og ulykke, og give os sikkerhed for, at det hele [ikke skulle være] en drøm.

Jeg [den ældre grevinde Carlotta di Gampocorta] klynger mig ikke til [verden], thi erfaringen har lært mig, at de, som vi klynger os til her i livet, ufravigeligt ender med enten at blive kede af os, eller at protegere os. Derfor klynger jeg mig ikke engang til Gud. - De skal ikke beklage mig, fordi jeg skal dø, jeg er med alderen kommet til forståelse af, at det i grunden er mere "comme il faut" at være død end at leve.

En kvindes skønhed er [Gud] den almægtiges ypperste værk og skal [i verdens øjne] holdes højt i ære og pris.

Poesien er en stor og lykkelig magt i livet og hjælper os til at bære hverdagens genvordigheder.

Hvis vi i noget enkelt øjeblik af vort liv, selv i sådanne øjeblikke, som vi kalder livets lykkeligste, fik at vide for sikkert, at dette nu skulle vare evigt, da ville vi med forfærdelse føle, at vi var viede, ikke til evig salighed, men til evig fordømmelse.

Da den gamle mand levede, ønskede vi ham død, men nu, da han er borte, er det tomt, og vi ville gerne have ham tilbage. Det tjener til at lære os, at der for ethvert menneske, som vi møder i livet, dog burde findes en plads i vor egen tankeverden, - som for et træ, som vi planter i vor have, eller et møbel, som vi stiller op i vore stuer. Det er dog vist bedre at bevare dem og søge at gøre brug af dem der, end at kaste dem alle fra os, og ende med at stå i en nøgen have og et tomt hus.

Vort liv er et mosaikværk, som Skaberen fylder ud stykke for stykke.

Den gamle vandrende ridder

Lønner det sig at forsage en tilbøjelighed for at gøre det, der for os står som det rette?

Hvor det drejer sig om helt unge mennesker, har kærligheden kun lidet med hjertet at gøre. Vi drikker, i den alder, af tørst, eller for at få en rus, og vinens eget væsen beskæftiger os ikke synderligt. En forelsket ung mand er først og fremmest henrevet og betaget af de kræfter, der rører sig i ham selv.

Det har altid syntes mig, at der er blevet gjort stor uret imod kvinden derved, at hun ikke nogensinde har været alene i verden. Adam havde jo dog en tid, om den var lang eller kort, hvor han kunne vandre omkring på en frisk og fredelig Jord, og se på dyrene i sine egne tanker. Vi har nok alle, fra fødslen af, en erindring om den periode. Men stakkels Eva kom lige ind i en verden, hvor hun fandt sin mand etableret, med alle hans fordringer på hende. Dette er da også et klagemål, som kvinden længe har haft imod sin Skaber: Hun føler, at hun har et krav på ham, en ret til for en tid at have Paradiset for sig alene.

Allerede dr. Faust, ved De nok, har forklaret, at kvinden, på vej til Satan, alle tider er hundrede skridt forud for os andre. Men kappestriden imellem mand og kvinde, med den særegne skinsyge, som den fører med sig, den var efter den nye katekismus af ædel art, og blev lyst i kuld og køn i heksekredse.

Intet er et sandt mysterium, førend det bliver et symbol.

Der er en teori, som går ud på, at en helt ung mand ikke skal være en uskyldig piges elsker, men se at finde sig en mere erfaren elskerinde. Det er ikke rigtigt, det er det andet, der er naturens mening og vilje.

Vi siger, når vi gribes af en pludselig kuldegysen, at nogen går over vor grav: Fremtiden bringer sig i erindring. Og ligesom l'on meurt en plein bonheur de ses malheurs passés, således giver vi slip på den lykke, vi har, for kommende ulykkers skyld.

Aben

Hvis Adams og Evas børn havde forstået at benytte deres forældres erfaring, ville verden have båret sig fornuftigt ad for 6000 år siden.

Af alle livets veje leder én kun os ind til lykken, og dens navn er pligt.

Den egentlige forskel mellem Gud og mennesker, tænkte han [hr. Boris], er, at Gud kan ikke udholde varighed. Aldrig så snart har han skabt en årstid eller en særlig time på døgnet, før han får lyst til noget andet og tilintetgør det. Aldrig så snart var man en ung mand og godt tilfreds dermed, før verdensordenen slyngede en ind i ægteskabet, døden eller alderdommen. Og mennesket klynger sig til øjeblikket. Hele sit liv kæmper det for at fastholde nuet og står hele livet igennem over for en force majeure. Kunsten, den er jo intet andet end et forsøg på frem for alt at fange og fastholde det enkelte øjeblik, dets stemning og dets betydning, det øjeblikkelige trylleri ved en enkelt kvinde eller en enkelt blomst, og at gøre dette uforgængeligt. Det er helt fejlagtigt, tænkte han, når vi forestiller os Paradiset som en uomskiftelig salighedstilstand. Det vil uden tvivl vise sig at være det stik modsatte, et ustandseligt op og ned, en malstrøm af omskiftelighed i Guds egen ånd. Men til den tid skulle man jo være blevet ét med Gud og må antages at have fået samme smag.

Vand er visselig engang blevet forvandlet til vin, og dette er en herlig drik.

Intet ægtefødt barn kan se lige mod Solen, det kan kun bastarder.

Der er intet, som man kan længes efter som efter havet. Menneskets kærlighed til havet er uselvisk. Vi kan ikke dyrke det, dets vand kan vi ikke drikke, i dets favn dør vi. Og dog, når vi er borte fra havet, føler vi, at noget af vor egen sjæl tørrer i os, forsvinder som en opskyllet gople i det tørre sand.

Alle storvildtjægere ved, at jagten på vildsvin og bøffel, hvor farlige dyr de end kan være, ikke bliver det samme som jagten på de store carnivora, der, hvis de får held til det, æder en, når striden er endt.

Syndfloden over Norderney

I ungdommen er tanken om død eller nederlag os uudholdelig, vi kan ikke engang tåle at blive til latter. Men vi har på samme tid en uovervindelig tillid til vor egen lykkestjerne, og vi kan ikke for alvor tænke os, at noget skulle vove at komme os på tværs. Efterhånden som vi ældes, vænner vi os langsomt til tanken om, at alt kommer til at gå skævt for os, og at nederlaget er det naturlige i livet, men det er da heller ikke længere af altovervejende betydning, hvordan det kommer til at gå os. På denne vis kommer der balance i tingene.

Visse mennesker nærer en ubetvingelig lidenskab for gåder. De kan have lejlighed til at lytte til sund fornuft, eller til den visdom, som forklarer os tilværelsen, men nej, de må nødvendigvis af sted og bryde deres hjerne med den allerkunstigste gåde, de kan finde, ene og alene, fordi den ikke er til at forstå. At løsningen i sig selv, når de endelig finder den, rimeligvis er helt hen i vejret, det betyder ikke noget for dem, som denne passion virkelig har besat.

Ingen pige gør et så glimrende parti som den, der formæler sig med himlen.

Det er tvivlsomt, om noget skuespil kan nydes ligeligt af mennesker, der kan blive udsat for at agere med deri, og andre, som af forholdene er afskårne fra enhver sådan mulighed. Det kunne vel hænde kejser Nero selv efter en særlig spændende gladiatorkamp at se treforken og nettet i et mareridt. Men vestalindeme kunne ligge på deres marmorbænke og med den sande kenders nydelse gennemgå enhver detalje i kampen og leve sig ind i deres yndlingsgladiatorers følelser. Det er heller ikke rimeligt, at selv den frommeste gamle dame kunne overvære en hekseproces og en heks' bålfærd med ganske samme sindsro som de mandlige tilskuere omkring retterstedet.

Herren kender jo i forvejen sandheden, og hvis han har gabet en smule over den, skal jeg [frk. Malin] ikke sige noget til det. Sandheden er for skomagere og skræddere, Deres Højærværdighed [kardinal Hamilcar von Sehested].

Det er de ringest begavede kvinder, der i karnevallet ser en lejlighed til at blotte, hvad de i almindelighed skjuler.

Har man først spist af Kundskabens træ og set sig selv, lukker alle haver sig. Man bliver en person på moden, som Adam og Eva blev det, da de gav sig til at beskæftige sig med deres udseende.

Kvindens skønhed bliver til i mandens øje.

Mange vande kan ikke udslukke kærligheden, ej heller stormflod overskylle den.

Frygt ikke det utrolige! Vig ikke tilbage for det fantastiske! Når du er i tvivl, vælg da den farligste, den mest uhørte løsning. De l'audace! De l'audace! Et encore de l'audace!

Endnu lever, sagde han [kardinal Hamilcar von Sehested], traditionerne fra solkongens dage og det store århundrede. Men intet menneske med sans for storhed kan dog tro, at den Gud, som har skabt stjernerne, havet, ørkenen, digteren Homer og giraffen, er den samme Gud, som nu har skabt og opholder kongen af Belgien, den schwabiske digterskole og tidens moralske begreber. Lad os engang få talt ud derom. Vi tjener en himmelsk Louis Philippe, en menneskelig Gud, på samme vis, som kongen af Frankrig er en borgerlig monark.

Ja, selv om kejser Nero ynder at have folket til vidne, når han formæler sig, kan det så dog ikke tænkes, at Pythagoras kan have haft nogen blufærdighed i behold?

Efter vort spil skal vor ærgerrighed bedømmes.

Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig.

Et familieselskab i Helsingør

De var fødte melankolikere, sådanne mennesker, som gør andre lykkelige, og sig selv håbløst ulykkelige, som synes at være skabte af leg, ynde og salte tårer, af kommers og evig ensomhed.

Man kan spørge sit eget køn til råds, når det drejer sig om kurs og takkelage, om tjenestepiger og håndarbejder, men gælder det om at få at vide, hvad man egentlig selv er værd i verden, og i handel og vandel, da er det det modsatte køn, hvis ord gør udslaget.

Hvad skal man gribe til, når kærligheden overmander en?

Hvem kan finde på at spørge en kvinde, om hun elsker eller ej? sagde Morten, det, man skal spørge om, er: Hvad er prisen på hende? Og kan man og vil man betale det forlangte? - hvad enten det er rede penge, kærlighed, ægteskab eller liv og ære, de forlanger af os. Hvis vi er fattige folk og ikke kan betale, så må vi tage hatten af for kvinderne, og lade den mand, der er rigere, hjemføre dem. Det har siden verdens skabelse været god moralsk latin mellem mænd og kvinder. Og hvad det angår, om de elsker os, ja, så må man da først spørge: "Kan de elske os?"

Drømmerne

Hvad er livet andet end en fuldendt, nøjagtigt indstillet, umådelig indviklet maskine, der forvandler muntre hundehvalpe til gamle skabede, blinde hunde, og stolte stridshingste til magre øg, og unge drenge ved godt huld, klædt i silke, for hvem verden er fuld af både henrykkelse og rædsel, til gamle, svage mænd med rindende øjne, som må drikke knust rhinoceroshorn?

Hvis du, idet du planter et kaffetræ, bøjer pæleroden, så vil træet efter en kort stund begynde at udsende en mængde små, fine rødder nær overfladen. Det træ vil aldrig komme til at trives eller bære frugt, men det blomstrer stærkere end de andre. Disse små rødder er træets drømme. Når det udsender dem, behøver det ikke mere at tænke på sin bøjede pælerod, det holder sig i live ved hjælp af dem, - en kort tid, ikke længe. Eller man kan også sige, at det dør ved hjælp af dem, - for det at drømme, det er i virkeligheden velopdragne menneskers form for selvmord.

Det er ikke nogen dårlig egenskab ved en fortælling, at man kun forstår halvdelen af den.

Universet, og jeg selv dermed, tænkte jeg [Lincoln Forsner], var på vingerne og på vej til den syvende himmel. Nu ved jeg godt nok, hvad denne fornemmelse virkelig betyder. Det er begyndelsen til et uigenkaldeligt farvel, det er hanen, der galer. Siden har jeg oplevet på mine rejser, at et land eller en kreds af venner har begyndt at antage det samme tyngdefri udseende, det er, når man snart skal til at skilles fra dem. Og på en måde havde jeg så dog alligevel dengang ret. Verden omkring mig var i sandhed på vingerne, løftedes og svævede opad. Det var kun mig selv, der var for tung til at flyve, og som blev efterladt aldeles ensom, i den frygteligste ørken.

Pøbelens trøsteord er bitre i et kongeligt øre. Lad apotekere og bagere, og tjenere i de mægtiges huse, dømmes efter, hvad de har gjort, ja, endogså efter, hvad de har villet gøre. De mægtige selv vil dømmes, og må dømmes, efter, hvad de er. Det er blevet mig [Lincoln Forsner] fortalt, at fangne løver i deres bure lider langt mere af skam end af sorg.

Digteren

Det er en stor ting at have stået ansigt til ansigt med det højeste i verden [geheimeråd Johann Wolfgang von Goethe], og det er en af livets love, at én eneste ting blandt dem alle, vi har mødt, må sætte det dybeste mærke i vore hjerter.

Ulykkelig kærlighed er en mægtig beåndende følelse, den har før inspireret unge mænd til historiens største digterværker.

Det, som folk i almindelighed kalder døden, det er jo ikke af mere gennemgribende betydning end en fornyet usynlighed og udstødthed, og det smerter mindre.

Der var, tænkte han [Anders Kube] efter moden overvejelse, en særlig kvindelig proces, en "code de femme" til brug i det praktiske liv, som er blevet udviklet og bragt til fuldkommenhed gennem utalte generationer. Kvinderne, tænkte han videre, har så ofte set sig vejen til lykke afskåret af en overmagt. Det er undskyldeligt, ja, i grunden anerkendelsesværdigt, om de da resolut har bestemt sig til at skyde en genvej dertil ved én gang for alle at erklære virkeligheden for at være, hvad de gerne ville, at den skulle være, og så at sige lyse den i kuld og køn som selve idealet. Denne taktik er gennem tiderne blevet dem et uundværligt husmiddel i livets husholdning. Enhver erfaren kvinde kan vist fortælle os, tænkte han, at uden den er det en umulighed at føre hus.

Det er ikke i den gamle vin alene, at bouquet'en findes, den kræver også en gammel gane.

Dåren kun ved ej, hvor meget det halve er mere end det hele.

Der sker noget, selv hvor man ikke er. Det er det, du [madam Fransine] ikke ved. Hanerne galer, selv når du ikke hører dem.

Det er måske den store kunsts kendemærke, at man skal kunne tænke sig dens skikkelser i omgang med de gamle, store digteres skikkelser, og på selve skuepladsen for verdens mesterværker.

Den afrikanske Farm (1937)

At ride, at skyde med bue og at tale sandhed.

Kamante og Lullu

Den vigtigste bestanddel i landskabet, og i livet herude, var luften selv.

Menneskehjertet elsker og længes efter geometriske figurer.

Europæerne, der i lang tid eller i flere generationer bor på et og samme sted, har svært ved at vænne sig til den fuldkomne ligegyldighed for deres hjems nære omgivelser, som de nomadiske folkeslag viser.

Lejrpladser sætter sig på en egen måde fast i erindringen, som om man havde levet der i lange tider, og man husker undertiden længe en enkelt kurve af sine vognspor i græsset på sletten, som om det var et tegn, der havde haft betydning i ens liv.

Intet tamt dyr kan forholde sig så fuldkommen stille som et vildt dyr.

Vi civiliserede folkeslag har mistet evnen til at være stille, og må tage timer i tavshed fra det vilde liv, førend det vil optage os i sig.

Jægere kan ikke følge deres eget hoved, men må lære landskabets farver, lugt og vind at kende, og falde ind med det store orkesters eget tempo. Det kan ske, at det gentager en takt om og om igen, og man må så følge med i den.

Når man på jagt har fået Afrikas rytme i sig, forstår man, at den går igen i enhver form for liv derude.

Kærlighed til kvinder og kvindelighed er en mandlig egenskab, og kærlighed til mænd og mandighed en kvindelig egenskab, og der er også en forelskelse i Syden og de sydlige folkeslag, som er nordboernes kendemærke. Normannerne må have forelsket sig i de fremmede lande, først i Frankrig og senere i England. De gamle milords, som optræder i det attende århundredes historie og romanlitteratur, på evige rejser i Italien, Grækenland og Spanien, havde ikke et eneste af sydlændingenes træk i deres personlighed, men de blev tiltrukket og fortryllet af en natur, der i et og alt var væsensforskellig fra deres egen.

Som det er næsten umuligt for en kvinde virkelig at ærgre en rigtig mand, og som for kvinderne en mand aldrig er helt foragtelig, aldrig helt ubrugelig, sålænge han forbliver en mand, sådan var de hårde, herskesyge, let opbragte nordiske mænd sagtmodige, hvor de stod overfor Sydens og sydboernes natur.

De indfødte har i langt mindre grad end hvide folk følelsen af risiko i livet.

At Gud og Djævelen er én, deres herlighed er lige stor, deres majestæt lige evig, så at der ikke er to, som er uskabte, men én som er uskabt, ikke to umålelige, men én umålelig, - og de afrikanske indfødte ærer dobbeltheden i enheden og enheden i dobbeltheden.

De [indfødte] var aldrig pålidelige, men de var på en storslået måde oprigtige.

De indfødte folk, det var Afrika i kød og blod.

Negeren står på en venskabelig og fortrolig fod med skæbnen, for han har været i dens hænder hele sit liv, og den er for ham så at sige hjemmet, det velkendte tusmørke i hytten, dyb muld for hans rødder. Han tager imod livets omskiftelser med stor ro og fatning. Mellem de egenskaber, som han søger og venter hos sin herre eller sin doktor, eller hos Gud, kommer fantasien højt oppe på listen. Det skyldes måske dette træk hos de sorte folk, at det er lykkedes kalifen Harun al Raschid i Afrikas og Arabiens hjerte at bevare stillingen som den ideale regent.

Når afrikanerne taler om Guds væsen, så dvæler de, som vi i Jobs Bog, især ved tanken om hans vældige indbildningskraft.

Hvad de mørke folk dybest i deres hjerter frygtede af os hvide var pedanteri.

Der er grænser for alting.

Alle indfødte har sans for dramatisk effekt.

Ægteskabet er en dyr historie for en kikuyu.

Alle negre har i deres natur et dybt, ukueligt drag af skadefryd, en virkelig glæde ved at se noget gå galt, som ikke kan andet end at forarge og såre en europæer.

Europæerne siger om kikuyuerne, at de ikke kender til taknemlighed.

Negrene har i almindelighed kun lidt følelse for dyr.

Hvis man kunne bevise den teologiske veltalenheds tilværelse, kunne man bevise teologiens eksistens som naturforeteelse og derigennem til syvende og sidst Guds egen tilværelse.

Der er en særegen tilfredsstillelse ved at give en mand, som man holder meget af, god mad, som man selv har lavet.

Alle indfødte har høje tanker om konger og vil gerne tale om dem.

Børnene [de små kikuyu-vogterdrenge] har stor kærlighed til og begejstring for civilisationen.

Alle indfødte er mestre i den kunst at gøre pauser og giver derved perspektiv til en konversation.

Alle drenge på sletten er bange engang imellem.

De indfødtes fordomsfrihed er en overraskende ting, for man venter at finde mere end en mørk taboo hos de primitive folk.

Næsten enhver indfødt, lige ned til vogterdrengene på sletten, havde i sin tid stået overfor en hel række nationer, der var så forskellige fra hinanden og fra ham selv som en italiener fra en eskimo: Englændere, boere, arabere, somalier, indere, swahelier, masaier og kavirondoer.

Hvad modtagelighed for nye idéer, og bevægelighed i sjælen, angik, var den indfødte langt mere af en verdensmand end de nybyggere og missionærer, som var vokset op i en forstad eller en provinsby, i et lille stillestående samfund med fastslåede begreber om verden. Mange af de misforståelser, der opstod mellem hvide og farvede folk, havde deres årsag i dette forhold.

Det er en foruroligende erfaring personlig at repræsentere kristendommen overfor et helt folk.

Muhamedanerne vil ikke spise kød af noget dyr, som ikke har fået halsen skåret over af en muhamedaner på lovbefalet måde.

Denne dame [baronesse Blixen] er en discipel af Jesus Kristus.

Kristendommens anseelse i Afrika lider under den ufordragelighed, som den ene kristne mission viser overfor den anden.

Statuer gør næsten altid indtryk på de indfødte, mens de har svært ved at samle og opfatte billeder.

Kikuyuerne, som personlig føler megen ringe frygt for døden, er så bange for at røre en død, mens de hvide folk, der er bange for at dø, ikke betænker sig på at håndtere de døde.

De [indfødte] vil virkelig hellere dø end forandre deres skik.

En kristen, når han vil, kan sætte hælen på den største slanges hoved og knuse det.

Den afrikanske, jomfruelige skov er en mystisk region. Man rider lige ind i et gammelt stykke grønt gobelin, der på nogle steder er falmet og på nogle steder mørknet med alderen, men som har bevaret en uendelig rigdom af grønne farvetoner. Man kan slet ikke se himlen herinde, men sollyset, som falder gennem løvet, spiller og leger på mange måder i skoven.

Bushbucks er måske de smukkeste af alle antilope-arter i Afrika.

Heroppe i højlandet var det som om det vide, sparsomme landskab med sletter, bjerge og floder var ufærdigt, indtil mine skotske hunde [de såkaldte Deerhounds] også var i det.

Guder og Gudinder blinker aldrig.

I Afrika er der en gøg, der kukker midt på de varmeste dage og midt inde i skoven. Det er, som om man endelig hørte lyden af hele Afrikas hjerteslag.

Disse år, da [Bushbucks-antilopen] Lullu og hendes slægt kom og gik omkring huset, var de lykkeligste år af mit liv i Afrika.

Jeg kan en sang om Afrika, tænkte jeg, om girafferne og om den afrikanske nymåne, som ligger på ryggen, om plovene i marken og om kaffeplukkernes svedte ansigter. Kan Afrika også en sang om mig? Dirrer luften over sletten nogensinde med en farve, som jeg har haft på, leger børnene en leg, hvori mit navn forekommer, kaster fuldmånen en skygge over gruset på indkørslen til huset, som ligner min? Ser ørnene på Ngong ud efter mig?

En hvid mand, som ville sige os [europæere] noget smukt, ville skrive: "Jeg kan aldrig glemme Dem." Men afrikaneren siger: "Vi tror ikke om dig, at du nogensinde kan glemme os."

Et vådeskuds historie

Stjernehimlen over ækvator er rigere end den nordlige stjernehimmel.

De tropiske nætter er i forhold til nætterne i Norden selskabelige som de katolske kirker i forhold til de protestantiske, hvor man kun slipper ind, når man har forretninger der.

I Afrika og Arabien, hvor middagssolen kan slå folk ihjel, er natten den rette tid at våge og rejse.

Man går ud på safari ved nymåne for at have den hele lange række af månenætter foran sig. Når en europæer, der har boet længe i troperne, er hjemme på besøg i Europa, slår det ham som højst mærkeligt, hvor lidt folk derhjemme har føling med månens bevægelser.

Til allersidst ser nybyggeren mod nord, for vi vender alle tilbage til Norden engang.

De mennesker, der drømmer, når de sover, kender til en egen slags dyb tilfredshed, som ikke hører dagens verden til, en ganske passiv henrevethed og lethed om hjertet, der er som honning på tungen. Drømmens egentlige henrykkelse ligger i den følelse af ubegrænset frihed, som den bringer med sig. Det er ikke en tyrans frihed, som påtvinger verden sin egen vilje, men en kunstners frihed, der ingen vilje har selv, som er fri for at ville. Drømmerens særlige glæde ligger ikke i, hvad han drømmer, men deri at i drømme sker alt uden nogen anstrengelse fra hans egen side, og uden at han selv kan gøre til eller fra.

Tanken om flugt og forfølgelse vender bestandig tilbage i drømme, og begge er lige henrykkende.

Det er sandt, at når man undertiden husker dem [sine drømme] om dagen, er de falmede og har tabt deres mening, fordi de hører ind i et andet plan. Men så snart som man næste nat lægger sig ned, bliver strømmen sluttet og deres fortræffelighed fornyes.

Drømmeren er den udvalgte, en højt benådet person, den der slet ikke har noget at gøre med hvad der sker, men til hvis berigelse og glæde alle ting fremkommer.

Det, som i den vågne verden kommer en drøm nærmest er natten i en stor by, hvor ingen kender os, eller nætterne i Afrika. Der er også ubegrænset frihed. Der foregår der bestandig i nærheden store begivenheder, skæbner bliver afgjort rundt omkring, der er vældig bevægelse til alle sider, og det hele kommer os slet ikke ved.

Der er noget mærkeligt skæbnesvangert og afgjort ved et enkelt skud om natten, det er som om nogen har råbt et budskab til os i et eneste ord og ikke vil gentage det.

Hvis man i Afrika træffer til at finde en bog, der overhovedet er værd at læse, i de frygtelige sendinger af bøger, som man lader gode skibe bringe os ud hele vejen fra Europa, så læser man den, sådan som en forfatter helst vil læses. Man beder til Gud, at forfatteren må kunne blive ved så godt, som han er begyndt. Tanken løber henrykt på et nyt dybt, friskt spor.

Når man pludselig står overfor en så gruelig ulykke og elendighed [som et vådeskud], kan man kun tænke sig en eneste udvej, den som man griber til på jagtmarkerne og i staldene: At slå ihjel med det samme og få en ende på det. Men man forstår et øjeblik efter, at her kan den ikke anvendes, og tankerne standser af angst og sorg.

De [indfødte] forstår i reglen at holde deres gæld, og da især deres gæld til hvide folk.

Når jeg nu ser tilbage på mit liv i Afrika synes jeg at man kunne beskrive det som et menneskes liv, der er kommet ud af en larmende og urolig verden ind i et stille land.

De [vældige og fredelige Eland-antiloper] så ud, som om de kom ud af en gammel ægyptisk gravskrift.

I den første måned efter regntiderne var der en vild, hvid Fjer-Nellike, som blomstrede så rigt herude, at det i afstand så ud, som om store strækninger af sletten var dækkede af sne.

For Europas og Afrikas retfærdighedsbegreber er vidt forskellige, og den ene verdensdel har svært ved at finde sig i den andens synspunkter. Afrikanerne kan kun tænke sig en eneste måde, hvorpå der kan bringes balance i tilværelsens evige omskiftelser. Der må ydes erstatning. Ligesom vand, der strømmer til det sted, hvor vandstanden er sunket, søger de at udjævne de huller skæbnen slår, og motivet til en handling spiller slet ikke ind for dem.

Afrikaneren beskæftiger sig ikke med tanken om skyld eller fortjeneste, enten fordi han mener, at det er et alt for langvarigt arbejde at indlade sig på, eller fordi han ræsonnerer som så, at det ikke kommer ham ved. Men han fordyber sig med lidenskab i svære beregninger af, hvordan en forbrydelse eller ulykke skal omsættes i et vist antal får eller geder. Her spiller tiden ingen rolle for ham, han arbejder sig langsomt og gravalvorligt ind i en labyrint af sofisteri. Da jeg først kom til Afrika, gik denne tankegang helt på tværs af mine egne begreber om ret og uret.

Man kan næsten altid gøre indtryk på de indfødte ved at spilde mere tid på et anliggende, end de selv gør, men det er en vanskelig ting at gennemføre.

Vi europæere har mistet evnen til at skabe myter og må holde os til, hvad fortiden har samlet sammen og efterladt os. Men afrikanernes tanker løber naturligt og let på de gamle dunkle stier. Deres evner og gaver i denne retning kommer især frem i deres omgang med hvide folk.

Der er magi i ord. Et menneske, som mange år igennem af alle sine omgivelser er blevet betegnet med et dyrenavn, kommer tilsidst til at føle sig i familie med det dyr, han er opkaldt efter, han genkender sig selv i det. Når han kommer tilbage til Europa, føler han det som en tomhed, at han har mistet forbindelsen med sin broder i dyreriget, og at ingen ved noget om, at de to hører sammen.

De indfødtes tanker går ad sære veje. Der er lighed mellem dem og de forsvundne slægter, for hvem det faldt naturligt at tænke sig, at Odin for at kunne gennemskue hele verden måtte give sit ene øje bort, og som forestillede sig kærlighedsguden som et barn, der ikke selv kunne kende til kærlighed.

Der er den særlige egenskab ved magi, at når den en gang har været anvendt på én, kan man aldrig senere helt frigøre sig fra den.

Tanken om selvmord ligger alle indfødte, og selv børnene, nær.

Gribbene hænger altid i luften over et lig på sletten, og om morgenen angiver de jægeren hvor løverne om natten har dræbt.

Kikuyuerne kender ikke noget til luksus; så snart man er kommet over det punkt hvor folk sulter, lever de rige imellem dem som de fattige.

Masaierne har i gamle dage fundet det under deres værdighed at gifte sig med kikuyuer. Men i den sidste menneskealder har den døende nation lært, at hvis den ville forhale sin udslettelse, måtte den slå af på sin stolthed.

De [samvittighedsløse masaier] er fnysende krigere og har ord for at være store mageløse elskere.

Et tal er en afgjort ting, som de indfødte ikke gerne giver fra sig.

Meget enkelt anlagte mennesker har en særlig, storsindet evne til at tage andre folks børn til sig og at komme til at føle for dem, som om det var deres egne. Man kan se det samme forhold mellem jævne folk i Europa.

Et sådant [dybt og roligt] blik gav Adam Gud, da Herren havde dannet ham af støv og blæst livets ånde i hans næse, og mennesket blev til en levende sjæl.

Det skrevne ords verden blev just for første gang åbnet for afrikanske indfødte på den tid, da jeg boede i Afrika. Jeg havde da lejlighed til at fange fortiden ved halen og til at leve et stykke af vor egen historie med; den tid da skriftsproget på samme måde åbenbarede sig for den store jævne befolkning i Europa. Jeg tror, at folkets reaktion overfor bogens verden må have været næsten nøjagtig den samme i begge tilfælde. Mennesker kan kun ved ganske enkelte lejligheder have vist en så ydmyg og henrykt tilslutning til princippet l'art pour l'art.

Der var kun ganske få af de indfødte, som kunne læse.

Hvordan den [lille oliegren, som Noahs due bragte hjem] end så ud, så var den dog mere betydningsfuld end hele arken med alle dyrene i den. Den bar på en ny, grøn verden.

Swahili-sproget har ikke haft noget skriftsprog, indtil de hvide folk satte sig for at lave et. Det bliver omhyggelig stavet som det bliver udtalt, og har ingen forældet ortografi, der kan forvirre en læser.

En nyheds virkning bliver mange gange forhøjet, når den bliver meddelt skriftlig.

Alle indfødte er store skeptikere.

De indfødte er bange for hospitaler.

Når de indfødte ikke bliver ganske lammede og stive af rædsel for det ukendte, knurrer de og ynker sig i hospitalerne, og udtænker forskellige måder at undslippe på. Døden er en af dem, for den er de ikke bange. Europæerne, som har bygget og udstyret hospitalerne, som arbejder der, eller som har haft besvær med at slæbe de syge indfødte derind, beklager sig med bitterhed over, at negrene ikke kender til taknemlighed, og at det er lige meget, hvad man gør for dem. Der er for hvide folk noget ydmygende og oprørende i denne mentalitet hos de indfødte. For det er, i virkeligheden, det samme, hvad man gør for dem, eller man kan sige, at man egentlig ikke kan gøre noget for dem. De takker os ikke, og de bærer ikke nag, og selv om man vil, kan man ikke gøre godt igen, hvad uret man kan have gjort dem. Det er uvant og foruroligende for os, det ophæver på en måde vor eksistens som mennesker og påtvinger os en rolle, som vi på ingen måde selv ville have valgt, som om vi var naturfænomener, som om vi var vejret.

En velgerning er, som en fornærmelse, skrevet i sten i deres [de indvandrede somaliers] hjerter.

I omgang med somalier kan man skabe, eller ødelægge, sit navn ved en enkelt handling.

De [indfødte] dømmer ikke, men de er skarpe iagttagere. Summen af deres iagttagelser er da, hvad man går og gælder for imellem dem, vort gode eller dårlige navn, i den indfødte verden. Meget fattige samfundslag i Europa ligner i denne retning de afrikanske indfødte, de dømmer ikke, men de opsummerer.

Hvis de indfødte har nogen som helst kærlighed eller agtelse for os [hvide folk], så er det på samme måde, som den hvorpå mennesker elsker Gud: Ikke for hvad vi gør for dem, nej slet ikke for hvad vi gør for dem, men for hvad vi er.

Man finder aldrig en indfødt uforberedt på et spørgsmål, hvad det så siden er.

En masaikriger er et pragtfuldt syn. Disse unge mænd har i fuldeste mål den særlige form for intelligens, som vi kalder chic, og så vildt dristige og fantastiske, som de er, er de dog lydige mod deres egen natur og mod et ideal. Deres særegne stil er ikke påtaget og er heller ikke nogen efterligning af fremmed væsen, den er vokset ud indvendig fra og er udtryk for selve deres race og dens historie. Deres våben og smykker er i ligeså høj grad del af bæreren selv som løvens manke og bøflens horn.

Når en ung masai skyder med pil og bue og slipper buestrengen, synes man at høre senerne i hans lange håndled synge i luften, som buestrengen selv.

De indfødte kvinder rager deres hoveder ganske glatte, og det er underligt, hvor hurtigt man selv vænner sig til at opfatte disse små, nette, runde hovedskaller, der ligner mørke nødder, med deres besætning af store ørenringe og pandebånd, som det eneste udtryk for sand kvindelighed, og til at finde, at hårvækst på en kvindes hoved er ligeså ukvindeligt at se på som et skæg ville være.

De indfødte vil i almindelighed altid helst føre deres forhandlinger udendørs.

Der er så mange ting ude om natten i Afrika.

Slavehandlen i de afrikanske højlande gik ikke på Amerika, men på Østen, Tyrkiet, Levanten og Middelhavslandene, og måske kom nogle folk fra mine [baronesse Blixens] egne stammer her så langt som til at vifte og opvarte de blonde damer i Venedig.

Det er rimeligt, at de arabiske købmænd, efterhånden som de tjente godt og blev rige, lod deres husstand og haremmer komme til sig i villaerne midt mellem de lange brændinger og de store blomstrende flammerøde Akacietræer, mens de sendte deres ekspeditioner op i højlandene.

De store og de mindre rovfugle samler sig i højlandene.

For somalierne spiller deres bruds jomfruelighed den allerstørste rolle i verden, men de unge masai-piger tager sig dyden let.

Man kan ikke gøre dem [masaierne] til slaver, man kan ikke engang sætte dem i fængsel. De dør i fængsel efter tre måneders forløb. Den engelske regering anvender ikke fængselsstraf overfor masaier, den straffer dem med bøder.

Alle de vilde rovfugle holder deres brændende øjne fæstet på landets egne stilfærdige gnavere.

Somaliernes forhold til de indfødte er næsten nøjagtig det samme som fårehundens til fårene.

Somalierne forstår sig på penge og penges værdi, de har nok givet afkald på mad og søvn for at passe på de store levende værdier, som var dem betroet, og er mange gange kommet tilbage fra deres ekspeditioner som skind og ben.

Fårene selv, det fredelige folk [eller den fredelige art i dyreriget], som ikke havde hverken næb eller kløer, kun ringe styrke og ikke nogen beskytter på Jorden, de klarede sig i de gamle dage gennem deres skæbne, som de gør det nu, på deres uendelige evne til resignation. De døde ikke under åget som masaierne, og stormede ikke mod skæbnen, som somalierne gør, når de tror sig krænkede eller bedragne af den. De var venner med Gud i fjerne fremmede lande, og i lænker. De bevarede også en egen selvfølelse i deres forhold til de folk, der gjorde dem uret og forfulgte dem. De vidste jo, at det var på dem deres forfølgeres fortjeneste og anseelse beroede. De var i al deres elendighed midtpunktet i hele jagten og handlen, de var varerne. På deres lange, blodige, tornefulde veje havde de dybt nede i deres mørke stumme hjerter til eget brug lavet sig en stumprumpet filosofi, og de havde ikke høje tanker hverken om prangerne eller om fårehundene.

Jerri er et kikuyu-pigenavn, farmens gamle koner tiltalte mig [baronesse Blixen] med det og nogle af de små børn anvendte det også, men hverken de unge folk eller de gamle mænd kaldte mig Jerri.

Der er intet i verden, der for kikuyuer har den samme interesse og betydning som en ko med sin kalv. Blodsudgydelse, hekseri, elskov, eller de hvide mænds sælsomme opfindelser, alt henvejres og forsvinder i luerne fra deres lidenskab for kvæg, der er som en flammende ildovn, og som lugter af stenalderen, som når man slår ild med en flintesten.

Ingen af dem [iblandt farmens befolkning] havde kraft til at forblive tavse, når en ko med sin kalv var under debat.

Somalierne er selv kvægfolk og kvæghandlere.

Det er en neger-egenskab således i et øjeblik at kunne forvandle sig til livløst stof.

Gæster på farmen

Mellem nybyggere i ensomme egne bliver gæstfrihed en livsfornødenhed, ikke alene for de vejfarende men for de bosiddende. En gæst er der altid velkommen, han ved jo nyt, og enten det er godt eller dårligt er det brød for sjælen for folk, der lever en ensformig tilværelse i afsides huse. En ven, som kommer på besøg, er et himmelsk sendebud og bringer selve Panem Angelorum med sig.

Hvide folk, der lever længe alene sammen med indfødte, vænner sig til at sige ligeud hvad de tænker, fordi der ikke er nogen grund for dem til at forstille sig, og de beholder denne vane, når de igen taler med folk af deres egen race.

Når man i det fjerne i landskabet får øje på en gruppe rødkridtede kikuyuer på vandring, ved man, at der foregår store ting i nærheden, og føler selve luften dirre af festivitas.

En dans i det frie om dagen har malerisk set en svaghed i sin ubegrænsethed.

Måneskinnet i de afrikanske højlande er strålende klart og hvidt.

De indfødte overdriver næsten aldrig en effekt.

De indfødte har ikke nogen sans for kontraster, navlestrengen mellem dem og naturen er ikke helt overklippet.

Det var meget smukt i natteluften at høre den enlige blide røst [af de Ngoma-dansendes hurtige og opmærksomme kor] hæve sig og de mange stemmer følge med i regelmæssige gentagelser.

Det var imod loven, at masaierne kom til en kikuyu-Ngoma; det havde før i tiden afstedkommet alt for mange uroligheder.

Der er nogle ting som ikke kan lade sig gennemføre, selv om alle parter har den bedste vilje.

Det falder nok en masai hårdt at blive såret, og kureret, af en kikuyu.

Der er tider, da de mørke folk ikke kan gøre sig forståelige for os [hvide folk], om det så gjaldt deres liv.

Det må til syvende og sidst blive det samme, om der ikke eksisterer giftslanger i verden, eller om man ved bestandig stærkere indsprøjtninger af giftdoser har nået at blive immun overfor deres gift.

Gamle verdensdamer, der har set og gennemlevet alt, har tit det samme ansigtsudtryk [som Jesus-barnet fra en gammel mesters billede].

I Somaliland bliver ægteskaberne ordnet af familiens ældste efter de unge folks byrd og formue, og i de bedste familier ser brud og brudgom ikke hinanden før på bryllupsdagen. Men somalierne er en ridderlig nation og svigter ikke deres unge piger. Det ses helst at en nygift mand efter brylluppet bor et halvt års tid i sin kones landsby, så at hun så længe kan hævde sin stilling som værtinde og som en person med lokalkendskab og indflydelse. Men hvis dette ikke kan lade sig gøre, og bruden straks efter brylluppet må rejse fra sit hjem, så betænker hendes kvindelige slægtninge sig ikke på at følge hende på vej et stykke ind i ægteskabet, om også det fører med sig, at de selv må lette, og drage med hende til fjerne lande.

De små somali-piger har håret raget af med undtagelse af en ring af mørke krøller rundt om hovedet og en lang lok på toppen af issen. Det er en nydelig mode, og det giver den lille pige udseende af en forfløjen, skælmsk ung munk.

Alle somali-piger bliver gift, de behøver ikke at være bange for at komme til at sidde over i konkurrencen, og det er rimeligt nok, at når man virkelig bogstavelig talt er på markedet, og ens pris bliver åbent og frit diskuteret, antager al kappestrid en åbenhjertig og ærlig karakter.

Alle de [afrikanske og arabiske] unge kvinder har høje tanker om deres eget værd. En muhamedansk jomfru må ikke gifte sig under sin stand, det ville være en stor skam for hendes familie. En mand kan gifte sig under sin stand, han er ikke bedre værd, og man har før i tiden set unge somalier tage masai-koner. Men mens en somali-pige kan gifte sig ind i en arabisk stamme, kan en arabisk pige ikke giftes bort til Somaliland, for araberne er det udvalgte folk, Profeten [Muhammed] var araber. En ung pige, der tilhører Profetens stamme, kan heller ikke, blandt araberne selv, gifte sig ud af stammen. I kraft af selve deres køn har racens unge kvinder fordring på en karriere i samfundet. I al uskyldighed sammenligner de princippet med det, som gælder på et stutteri for ædle heste, for somalierne har høje tanker om hopper.

Nutildags har vi ikke i Europa lejlighed til at sætte os ind i den teknik, som hørte sammen med det jomfruelige ideal og dets dyrkelse, og igennem de gamle bøger har jeg [baronesse Blixen] ikke fået øjnene op for dens særegne fortryllelse.

Somalierne er en sej nation, hærdede og tørrede i ørkenerne og på søen, og der må have ligget et svært tryk på dem og være gået høje bølger over dem, før deres kvinder er blevet til så hård, skinnende rav.

Røgelse er for dem [somalierne] en vigtig bestanddel af et hjem.

De unge somaliere, deres ægtemænd og bejlere, er afholdende af naturen, hævet over mad og drikke og over deres personlige velvære, og hårde og nøjsomme som det land, de kommer fra. Kvinder er deres lyst. Deres begær efter kvinder er umætteligt, de er for dem uden nogen tvivl livets højeste værdi. Heste, kameler og kvæg kan vel også være gode at have, men de kommer dog aldrig op mod hustruerne. Somaliernes kvinder støtter og styrker deres mænd i begge de forskellige tilbøjeligheder i deres natur. De foragter blødhed hos en mand, og har ikke den mindste overbærenhed med hans svaghed, og de holder med store personlige ofre deres egen pris oppe.

De unge [somali-piger], som endnu ikke havde nogen mand at presse, og var beskedent klædt, gjorde så meget som muligt ud af deres smukke hår og så frem til den tid, da de selv skulle besejre sejrherrerne og udsuge udsugerne. De lånte tjenstvilligt hverandre deres stads, og morede sig i samdrægtighed med at pynte den yngste pige, som blev anset for at være skønheden imellem dem, med den gifte søsters tøj. De gav hende også under megen latter og spøg det gyldne hovedtøj på, som jomfruer ikke har lov at gå med.

Alle somalier er procesmagere.

Somalierne har været slavehandlere og slaveejere i mange hundrede år, og deres kvinder havde forstand på at omgås de indfødte, og et jævnt, ubekymret væsen overfor dem. Det er ikke så svært for negre at være i tjeneste hos somalier eller arabere som hos hvide folk, for livets tempo er omtrent det samme hos alle farvede racer.

De franske fædres hellige Jomfru er helt i hvidt og himmelblåt, og holder en lilje i hånden.

At brænde trækul er et dejligt arbejde. Der er ingen tvivl om, at der er noget berusende ved det, og det er velbekendt, at kulsviere ser anderledes på tingene end andre folk, - de har hang til fantasier og fabuleren, og skovånder kommer og holder dem med selskab. Trækul er en herlig ting at have frembragt, når milen er udbrændt og åbnet op, og indholdet spredt på Jorden. Det er så glat som silke, stof, der er blevet renset, befriet for vægt og udødeliggjort, selve skovens lille, mørke, erfarne mumie.

I den afrikanske skovs stilhed og skygge dufter det frisk afhuggede træ som gule stikkelsbær, og den gennemtrængende, ramme, syrlige lugt fra de brændende miler er så befriende og styrkende som en kuling fra søen.

Hvor underskoven er blevet ryddet i en afrikansk skov, holder altid en mængde store sommerfugle til, de sætter sig i klynger på de afhuggede træstubbe. Det hele er hemmelighedsfuldt og uskyldigt.

De afrikanske træer har ganske fint løv, for det meste fingerformet, og når man har ryddet den tykke underskov bort, og så at sige udhulet skoven, er lyset derinde meget nær det samme som i en bøgeskov i maj hjemme i Danmark, når skoven lige er sprunget ud, eller knap nok sprunget ud endnu.

Ingen mennesker i verden kan brænde trækul, hvor de ikke har rigelig med sne ved hånden.

Man har altid for lidt vand i Afrika.

Svømmefugle har en målbevidst flugt, der er forskellig fra andre fugles.

En hvid mand i Afrika kan ikke tage konkurrencen op med de indfødte, som arbejder for så meget lavere løn.

Et eller andet menneske må jo være værst stillet af alle mennesker.

Det virkelige aristokrati i verden, og det virkelige proletariat, de er begge i forståelse med tragedien og dens idé. Den er for dem selve Guds plan med verden, og livets toneart. Heri adskiller de sig fra det bourgeoisi af alle klasser, som fornægter tragedien og grumme nødig finder sig i den, og for hvem det tragiske er ensbetydende med det triste i verden eller med dens ubehageligheder. Mange misforståelser imellem de hvide nybyggere af middelstanden og de indfødte kom af dette forhold. De mørke tvære masaier var både aristokrati og proletariat.

Hvorvidt ville man, hvis man fik tilbudt et par vinger, som man aldrig kunne lægge af, modtage eller afslå gaven?

Når spøgen bliver drevet vidt nok, får den et skær af tragik.

Den særegne, umiddelbare hengivenhed, som de indfødte følte overfor Berkeley og Denys og overfor enkelte andre folk af deres slags, fik mig [baronesse Blixen] til at tænke over, om ikke de [benævnte] hvide mænd fra fortiden, fra en hvilken som helst fortid, ville have været i bedre forståelse med de farvede racer, end vi kan være det i vor mekaniske tidsalder. Da den første dampmaskine blev sat i gang, tænkte jeg, da skiltes de forskellige racers vej ad, og vi har ikke mødt hinanden siden.

I disse sager [om somaliernes uudryddelige og uforanderlige klan-følelser] er somalierne aldeles uden enten frygt eller sund fornuft, og de bliver holdt tilbage fra blodsudgydelse ene og alene af deres pligtfølelse eller hengivenhed.

De [masaierne] hader i dybet af deres hjerter frem for alt i verden [den europæiske civilisation].

En medalje er en ubekvem ting at give en nøgen mand.

Den kunst at høre efter en historie er gået tabt i Europa.

De hvide folk kan ikke, selv om de aldrig så meget føler, at de burde, høre efter en historie, som man fortæller dem. Hvis de ikke bliver urolige og kommer i tanker om noget, som må gøres straks med det samme, falder de i søvn. De samme mennesker kan da godt bede om at få noget at læse, og kan sidde en hel aften fordybet i en eller anden tryksag, de kan da endogså, på tryk, komme igennem en tale. De har vænnet sig til at få deres indtryk gennem øjnene.

Denys lærte mig [baronesse Blixen] latin og at læse Biblen og de græske digtere. Han kunne selv næsten hele det gamle testamente udenad og førte Biblen med sig på alle sine ekspeditioner, hvilket forskaffede ham anseelse hos muhammedanerne.

Sjælen i en lund er nattergalen.

Den tidlige morgenluft i de afrikanske højlande er så håndgribelig frisk og kold, at den samme forestilling bestandig får tag i os [under den afrikanske himmel]: Vi er ikke på Jorden, men i mørkt, dybt vand, vi går frem langs bunden af havet. Det er ikke engang givet, at vi overhovedet selv bevæger os, det kolde pres mod ansigtet, det er dybvands-strømninger, og automobilen selv sidder måske ganske stille på havbunden som en dorsk elektrisk rokke, glor frem for sig med sine to store, klare lamper og lader undervands-verdenen passere revy for sig. Stjernerne højt oppe er så store, fordi det ikke er de virkelige stjerner, men genspejlinger af dem, som hænger og blinker på havets overflade. Langs vejene kommer levende ting frem, mørkere end omgivelserne, springer op og glider igen ind i det lange græs, på samme måde som krabber og tanglopper borer sig ind i sandet. Luften bliver klarere og klarere; når Solen står op, da er det havbunden der hæver sig højere op, stiger over havfladen og ligger som en nyskabt ø i verden.

Hvis vort liv har nogen værdi, så er det den, at det ingen værdi har. Frei lebt wer sterben kann.

Der var intet menneske i Afrika, som havde større erfaring med løver end Denys.

Derude, hvor der er få eller ingen veje, og hvor man kan lande hvor man vil på sletten, bliver flyvning en levende, betydningsfyld funktion i ens liv, den åbner en hel verden.

Man har vældige udsigter, når man kommer op over de afrikanske højlande.

Sproget mangler ord for de indtryk, man får under flyvning, og man kommer med tiden til at finde på nye ord for dem.

Det er ikke de ting, man ser [under flyvning], men handlingen, som henrykker, og flyvningens lykke og storhed ligger i selve flugten.

Det er dog en hård skæbne og en trældom for folk, der lever i byer, at de altid må bevæge sig i en dimension, de går fremad langs med linjen, som om de blev ført i en snor. Overgangen fra linjen til fladen, til de to dimensioner, idet man går ud af vejen, og tværs over en mark eller igennem en skov, er i sig selv en befrielse og henrykkelse for slaverne, som kommer op imod den franske revolution. Men i luften bliver man optaget i de tre dimensioners herlighed, og efter utalte menneskealdres forvisning og drømme kaster hjertet sig i rummets arme. Man føler, i en flyvemaskine, hvordan tyngdeloven, og tiden selv på livets sletter som tamme, skønne dyr nu tumler let og leger.

Masaierne regner ikke med afstande.

Når man i en flyvemaskine sidder foran sin pilot med det tomme rum foran sig, kan man ikke lade være at føle som om han bar en på sine udstrakte håndflader, sådan som Djinnen bar Prins Ah gennem luften, og som om de vinger, som holder en oppe og fører en svimlende hurtigt frem, er hans.

Sorte folk har modvilje mod stærk fart som vi [europæere] har mod stærk støj, den er dem i bedste fald svær at udholde. De står desuden på en venskabelig fod med tiden og finder aldrig af sig selv på at fordrive den eller slå den ihjel, de er tværtimod glade for den, og jo mere de kan få af den, jo gladere er de. Hvis man giver en kikuyu sin hest at holde, mens man selv er på besøg i et hus, kan man straks se på hans ansigt, at han ønsker, man ville blive derinde i lang tid. Han prøver da ikke på at få tiden til at gå, men sætter sig ned og lever.

De indfødte har i det hele taget ingen videre sympati for maskiner.

Af civilisationens goder overhovedet værdsætter de indfødte virkelig af hjertet især tændstikker, en cykel, og en riffel, - men selv dem vender de sig fra i det øjeblik, der er tale om en ko.

Mennesker vender sig fra tanken om hekseri som fra noget usømmeligt. De kan blive tvunget til at beskæftige sig med tanken om trolddommens virkninger, men de vil ikke have noget at gøre med den indre teknik, og ingen har nogensinde prøvet at aftvinge en heks den nøjagtige opskrift på hendes bryg.

Af en emigrants dagbog

Når den lange regntid er forbi, og nætterne i den første uge af juni bliver kølige i højlandene, kommer ildfluerne frem i skovene.

Den mørke, trange vej jeg [baronesse Blixen] løber på, den dybe grube hvori jeg nu ligger, på hvilken fugl kan de vel være kløerne? Når mit livs tegning er fuldført, skal da jeg, skal da andre folk se en stork? Infandum, Regina, jubes renovare dolorem: - Troja i flammer, syv års landflygtighed, tretten gode skibe gået tabt. Hvad der skal komme ud af det? "Uovertruffen elegance, majestætisk værdighed og uforlignelig sødme."

Hvis den franske revolution havde varet fem år længere, så ville kunsten at lave en hønseragout være gået tabt.

Det er hårdt for de indiske brændehandleres okser at skulle spændes for hver eneste dag hele året rundt, og aldrig kunne hvile sig om søndagen.

De indfødte har af naturen kun lidt følelse for dyr.

I denne stilhed [og kanonernes tavshed efter første verdenskrig] var det som om Europa og Afrika var hinanden ganske nær.

De [store firben eller iguaner] er ikke kønne i formen, men man kan ikke forestille sig noget dejligere end deres farver. De stråler og lyser som en dynge ædelstene eller som et stykke rudeglas ud af et gammelt kirkevindue. Når man nærmer sig og de stryger bort, flyver der et helt strålebundt af himmelblåt, grønt og højrødt over stenene bag dem, alle spektrets farver synes et øjeblik at blive stående efter dem i luften, som halen på en komet.

Det er det levende, vældigt pulserende blod i dyret [iguan], der udstråler hele den store farvepragt.

I et fremmed land, og i omgang med fremmede former af liv, skal man tage sine forholdsregler for at blive klar over, hvad der vel vil bevare sin værdi, efter døden.

Alle folk af arabisk blod har stor kærlighed til fortællinger.

Farvede folk tager ikke parti i en fortælling, for dem ligger vægten i selve handlingens sindrighed.

Alle somalier har noget dramatisk i deres holdning og udseende.

Barbaren elsker sin egen stolthed og hader eller nærer mistro til alle andres stolthed.

Stolthed er bevidstheden om, og troen på den tanke, som Gud havde, da han skabte os. For den stolte mand er denne tanke altid nærværende, at det er hans mål at fuldbyrde den. Han stræber ikke efter en lykke eller et velvære, som ikke er i overensstemmelse med Guds plan med ham. Hans succes er Guds tankes succes, og han er forelsket i sin skæbne. Ligesom den gode borger finder lykken i opfyldelsen af sin pligt mod samfundet, sådan finder den stolte mand sin lykke i fuldbyrdelsen af sin skæbne. Han kræver en skæbne af Gud.

Mennesker uden stolthed er sig ikke bevidst, at Gud har forbundet nogen tanke med at skabe dem, og de kan tit få andre til at tvivle på, at der virkelig var nogen tanke forbunden dermed. Eller også er idéen med dem gået tabt, og hvem skal da finde den igen? Disse mennesker må stole på andre folks opfattelse af hvad der er op og ned, og de må acceptere deres lykke, og selve deres jeg, til dagens notering. De skælver med grund for deres skæbne og løber fra den, når de kan.

Elsk Guds stolthed over alle ting, og din næstes stolthed som din egen. Løvernes stolthed: sæt dem ikke i zoologiske haver. Jeres hundes stolthed: lad dem ikke blive fede. Elsk jeres partifællers stolthed og giv dem ikke lov at føle medlidenhed med sig selv. Elsk de besejrede nationers stolthed og lad dem ære deres fader og deres moder.

Ligesom alle folk i civiliserede lande går med en evig dårlig samvittighed overfor de arbejdsløse, og føler sig ilde tilpas, når de kommer til at tænke på dem, således har man i Afrika en evig dårlig samvittighed og føler stikket af den, når man kommer til at tænke på [de slidsomme] okser.

Okserne i Afrika har trukket det tungeste læs under den europæiske civilisations fremmarch.

Mange indiske og hvide entreprenørers okser arbejder hver eneste dag hele deres liv igennem og kender ikke til nogen sabbat.

På mange måder ligner forholdet mellem den hvide og den sorte race i Afrika forholdet mellem de to køn. Hvis det ene af de to køn fik at vide, at det ikke spillede nogen større rolle i det andet køns liv, end dette andet køn spillede i deres eget liv, så ville det blive dybt rystet og såret. Hvis en elsker eller en ægtemand hørte, at han ikke spillede nogen større rolle i sin elskerindes eller sin kones eksistens, end hun spiller i hans egen eksistens, så ville han blive i højeste grad forbavset og harmfuld, han ville have svært ved at tro det. Hvis en kone eller elskerinde fik at vide, at hun ikke spillede nogen større rolle i sin mands eller sin elskers liv, end han spiller i hendes eget liv, ville hun forfærdes, hun ville aldrig tro på det.

Under den gensidige illusion gik samværet mellem de hvide og de sorte sin jævne gang.

Luften i de afrikanske højlande går [en] til hovedet som vin, og [man bliver] let beruset af den.

Somalierne er en søfarende nation, og var vistnok i gamle dage gruelige sørøvere i det røde hav.

Ethvert levende væsen på Jorden har sin dobbeltudgave på havbunden: Heste, løver, kvinder og giraffer lever også dernede og er fra tid til anden blevet set af søfarende folk.

Hastværk er lastværk på safari mere end noget andet sted.

Når den lange regntid begynder i Afrika efter fire måneders tørke og hede, virker grøden, friskheden og duften til alle sider overvældende.

Det sker midt i regntiden, at stjernerne om aftenen viser sig gennem det tynde skylag.

Det sker, at en kold farveløs, tør dag midt i regntiden med ét kalder erindringen tilbage om landets Marka mbaya, det onde år, tørkeåret.

De hårde tider velsigner os og går bort igen.

Man kan gentage en Arietta, en lille melodi, da capo, men ikke et helt musikstykke, ikke nogen symfoni og heller ikke nogen tragedie i fem akter. Hvis de bliver gentaget, så er det fordi de ikke er gået, som de skulle.

Negrene, som har så stærk rytmisk sans, kender ikke til rim.

Meningen i poesi er af underordnet betydning.

Regn er i Afrika altid længselsfuldt ventet, og velkommen.

Europas retfærdighedsbegreber er forskellige fra Afrikas.

En forbrydelses natur må bedømmes efter hensigten, og ikke efter udfaldet.

Mange [afrikanske] læger vil kunne bekræfte, at når en indfødt virkelig har ønsket at dø, da er han død.

Som bekendt virker sult nedslående.

Vi europæere i Afrika har ikke magt til at sætte afrikaneren ud af tilværelsen. Landet er hans, og hvad man end gør ved ham, så går han, når han går, af egen fri vilje, og fordi han ikke har lyst til at blive længere.

Storkene har andre vaner i Afrika end i Europa, hvor de lever sammen parvis og er symbol på ægteskabslykke, herude ses de sammen i store flokke, som i klubber.

Storkene har en fornøjelig tilværelse i Afrika. Men deres virkelige liv er ikke her. Når forårsvindene bringer tanker om elskov og hjem med sig, da vender deres hjerter sig mod Nord, de husker gamle dage, og gamle steder, og de letter to og to sammen for kort efter at vade i deres eget fødelands kolde moser.

Der er altid en hav-atmosfære over sletterne, den uendelig vide horisont fører tankerne hen på søen, og på lange sandede kyster.

Når græsset er langt, bølger hele landskabet [i den vandrende vind].

Når den hvide nellike blomstrer på sletterne, husker man de korte, krappe, hvidtoppede bølger, som kommer en i møde, når man [med båd eller skib] krydser op gennem sundet.

Når de højbenede fugle [traner] samles i store skarer er det et storartet syn at se dem løfte vingerne og danse.

De [store næsehornsfugle] ser så alvidende ud.

Hvor det gælder elegance, kraft og livfuldhed kan ingen farve måle sig med sort.

Flamingoerne har de smukkeste farver af alle afrikanske fugle. De er rosenrøde og skarlagenrøde, som en flyvende kvist af et blomstrende oleandertræ.

Flamingoerne er ikke skabt for livet til søs.

De skotske mynder har gennem deres hundredårige samliv med menneskene erhvervet sig en menneskelig sans for humor, de kan le. Deres opfattelse af en spøg er den samme som de indfødtes, de morer sig når noget går galt.

Alle indfødte er spillere af naturen, og det falder dem naturligt at tro, at hvis de har held med sig i en enkelt ting, så vil det følge dem i alting.

Den muhamedanske lov [drager] aldrig en kvinde til regnskab.

De folk, som venter, at de indfødte i Afrika skal kunne springe lige fra stenalderen ind i automobilernes århundrede, de tænker ikke på, hvor meget arbejde og bryderi vore egne forfædre har haft med at føre os gennem hele historien op til det standpunkt, vi nu står på.

Den virkelig dybe kærlighed til automobiler kan ikke i menneskers hjerte skabes i en håndevending, det tager mange hundrede år at frembringe den, og det er troligt nok, at Sokrates, korstogene og den franske revolution har været nødvendige bestanddele i fremstillingen.

Vi børn af det tyvende århundrede, der elsker vore maskiner med lidenskab, kan ikke forestille os, hvordan folk i gamle dage kunne leve og være tilfredse uden dem [vore automobiler].

For fem hundrede år siden var der mange forstandige europæere, der satte deres overbevisning angående transsubstantiationen højst af alt i Verden. De blev tilbudt højere løn, avancement og lettere levevilkår, ja undertiden livet selv, hvis de ville give afkald på den, men de ville hellere holde fast ved den.

De fleste hvide folk i Afrika bekender sig til udviklingslæren, og vil ikke tro på nogen pludselig skabende akt.

Himmellegemerne i deres baner har magt til at hensætte mennesker i en særegen salighedstilstand. Vi tænker i almindelighed kun lidt på dem, når de da pludselig bliver nærværende for os åbner de os grænseløs store perspektiver.

Den umådelige lykkefølelse [ved oplevelsen af et jordskælv] ligger hovedsagelig i bevidstheden om, at noget, som man har troet var ubevægeligt, viser sig at kunne røre på sig. Det må være en af de rigeste kilder til glæde og håb i Verden.

Den, som [på lige fod med Gud og englene] kommer ovenfra, er over alle, og det som han har set, vidner han.

Mombasa ser ud som et billede af Paradis, malet af et lille barn.

Havet omkring Mombasa er så blåt som en kornblomst.

Mere end noget andet træ jeg [baronesse Blixen] kender, har det [gamle mangotræ] karakter af et mødested og forsamlingssted for mennesker, det er så selskabeligt som et gadekær.

I Zanzibar er det ikke god tone, at damer viser sig til hest.

Hvad os [hvide folk] angår, da må vi skaffe os nogle gruelige skyldnere at forlade, førend vi med sømmelighed kan bede girafferne om at forlade os vor skyld imod dem.

Som De [grev Schimmelmann] jo ved, er alle hyæner hermafroditter, og i Afrika, hvor de hører hjemme, samler de sig på fuldmånenætter, for at parre sig, i en ring, hvori hvert enkelt dyr spiller såvel hannens som hunnens rolle.

Da vi nu engang alle er fanger her i livet, er vi da lykkeligere, eller ulykkeligere, i forhold til de talenter, vi sidder inde med?

Vilde dyr, der færdes i et vildt landskab [og lever og dør i ubemærkethed], kan i grunden ikke siges virkelig at være til.

Naturen er forbavsende ødsel.

Menneskets afsky for slanger er et sundt instinkt, de folk der har haft det har holdt sig i live. Slangen er menneskets dødeligste fjende. Men hvordan kan vi vide det, undtagen ved hjælp af vort eget instinkt for godt og ondt? Løvens kløer, elefantens størrelse og stødtænder, bøflens horn, alt dette springer os jo straks i øjnene. Men slanger er smukke dyr, runde og glatte, som mange af de ting vi her i livet sætter størst pris på, deres farver er udsøgt skønne, de er yndefulde i alle deres bevægelser. Men for et godt menneske er denne skønhed og ynde i sig selv afskyelig, den lugter af evig fortabelse, og minder ham om Syndefaldet. Et instinkt i ham får ham til at vende sig fra slangen som fra Djævelen selv, - og dette instinkt kaldes samvittighed. Den mand, der kan kæle for en slange, er i stand til hvad som helst.

Deres excellence, man må nødvendigvis holde af slanger. Der er ingen vej udenom. Ud af min egen livserfaring kan jeg [menageriets ejer] sige Dem [grev Schimmelmann] dette, og det er i virkeligheden det bedste råd, jeg kan give Dem her i livet: De må elske slanger. Glem ikke, Deres excellence, hvor ofte, - glem ikke, Deres excellence, at så godt som hver eneste gang, vi beder Gud om en fisk, er det en slange han giver os.

Flyver folk med benene trukket op under sig som spurve, eller strakt bagud som en stork?

Oppe på Mount Elgon fandt jeg [professor Landgreen] det et øjeblik muligt at tro på Guds eksistens.

Det er som om en bueskyttes færdighed også kræver et øre for buestrengens klang.

Det [formbare jern] er det mest fortryllende af alle råmaterialer, og sætter folks fantasi i gang ad lange veje: Ploven, sværdet og hjulet, hele civilisationen på godt og ondt, sover i jernet. Her er menneskets sejr over naturen i en nøddeskal, og udtrykt tydelig nok til at den kan forstås, eller gættes, af de primitive folk.

Den tredobbelte, ensformige og overraskende rytme i smedens arbejde ved ambolten har mystisk kraft i sig. Den er så mandig, at den forfærder og smelter kvindernes hjerter, den er ærlig, usødet og lige til, den taler sandhed og intet andet end sandhed. Den udtrykker sig meget frit. Men den har også et mandigt overmål af kraft og er munter ligesåvel som stærk, den er tjenstvillig og udretter gerne, og som i leg, de svære ting for os, som vi ikke selv magter.

Jeg [baronesse Blixen] har læst, at efter gammel nordisk lov kunne en mand ikke drages til ansvar for, hvad han havde sagt i en smedje. Også i Afrika løsnedes tungerne i smedjen, og talen var fri. Mange dristige indfald blev fremsat til akkompagnement af hammerens sang.

Luften spiller i Afrika en større rolle i landskabet end den gør i Europa. Den er opfyldt af store syner og spejlbilleder, og det er på en måde i luften, at det hele foregår. I middagsheden tindrer luften, og dirrer som strengen på en violin. Den løfter store striber af græslandet med tjørnetræer og høje højt op, og skaber vide sølvlysende vandspejl på det tørre land.

Det er vanskeligt at se i kikkert ude på sletten midt på dagen.

Det er svært at bedømme afstand på sletterne. Det kommer af den vibrerende luft og det ensformige landskab, og også af de spredte tjørnetræers udseende, for de har form som mægtige gamle skovtræer, men er i virkeligheden knap seks meter høje, så at girafferne rager med hals og hoved op over dem. Men lader sig bestandig narre når man ser vildtet på lang afstand, og kan midt på dagen tage en sjakal for en elefant og en struds for en bøffel.

De vilde hunde løber i almindelighed tre eller fire sammen, men det kan ske, at man træffer en flok på et dusin.

Farvel til farmen

En himmelblå blomstrende hørmark er et yndigt syn, som himlen på Jorden, som en brud.

Det er ikke let i en håndevending at sætte kikuyuerne ind i ruskning og skætning.

Det havde jo altid måttet forekomme mig [baronesse Blixen], som alle folk af dansk bondeblod, en gudsbespottelig fremgangsmåde bestandig at tage afgrøde ud af jorden uden at give den noget tilbage.

Træer vokser hurtigt op i Afrika. Efter ti års forløb går man bekvemt i skyggen af høje, blå gummitræer og wattletræer, som man selv engang i regntiden har båret ud fra planteskolen i kasser.

Det er et ædelt arbejde at plante skov, det giver siden, hver gang man tænker på det, stor ro i sindet.

[Squatternes] begreber om tid er anderledes end europæernes.

En farm er en tung byrde at bære på.

Når jeg [baronesse Blixen] ud på aftenen var alene, stod det for mig, som om det ikke var rigtigt eller sømmeligt, at jeg skulle sætte mig roligt ned og læse, men jeg blev drevet ud af huset som et blad for vinden, af selve frygten for at miste det. Farah, som vidste besked med alle mine sorger, havde ingen sympati med mine natlige vandringer på farmen. Han fortalte mig ved middagsbordet historier om leoparder, som var blevet set nær ved huset efter at solen var gået ned, og han blev stående på verandaen, som en hvid skikkelse, der lige netop var synlig i mørket der, til jeg kom tilbage igen. Men jeg var alt for sorgfuld til at få leoparderne ind i min bevidsthed.

Somalier er i almindelighed ulykkesfugle og vil gerne forkynde en katastrofe.

Den menneskelige natur har dog store evner til selvfornyelse.

Mismod er en gruelig last.

Når flugten [af de svirrende og sværmende græshopper] er på sit højeste, er det som en snestorm hjemme i Norden, det skreg, hvirvlede og hvislede om en som en orkan. Små, fine, rasende vinger føg over hovedet på os [folk på jorden] og til alle sider, de skinnede i Solen som tynde knivsblade, men formørkede selv Solen for folk på jorden. Græshopperne holder sig i et bælte fra grunden op til over trætoppene, højere oppe er luften igen klar.

Man svimler under den vilde fart [af de flyvende græshopper] til alle sider og fyldes med en særegen kvalmende lede og afsky, med rædsel for massen.

Kaffetræernes blade er glatte og blanke som laurbærblade.

Der kan jo endnu ske mange ting i verden, den er ikke lavet efter juridiske paragraffer.

Jeg [baronesse Blixen] regnede bestandig med, at jeg skulle komme til at lægge mine ben i Afrika.

Fra det øjeblik af, da jeg [baronesse Blixen] først var begyndt at gå på akkord med skæbnen [og ladet mine modstandere få deres mundtlige og skriftlige vilje], og havde taget forhandlingerne om farmens salg op, forandredes landskabets holdning overfor mig. Indtil da havde jeg udgjort en del af det, og tørken havde været en feber i mit eget blod, og blomstringen på sletten en ny kjole. Nu skilte landet sig ud fra mig, og trak sig lidt tilbage for at betragte mig, og for at jeg skulle se det tydeligt og som en helhed. Højene kan opføre sig på samme måde i de sidste uger inden regntiden. Om aftenen, når man ser på dem, gør de pludselig en stor bevægelse og viser sig, som de er. De bliver så håndgribelige, så tydelige og levende i form og farve, som om de mente at hengive sig til os [folk på farmen] med alt, hvad der hører dem til, som om man kunne gå lige fra huset op ad de grønne skrænter.

Der er et paradoksalt moment i forholdet mellem føreren og dem, der følger ham. På samme tid som de kan se alle hans svagheder og mangler og kan bedømme ham ganske fordomsfrit og med pinlig nøjagtighed, vender de sig dog ufravigelig til ham, som om de ligefrem fysisk ikke kunne komme uden om ham. En flok får føler nok det samme, og opfører sig i hvert fald på samme måde, overfor vogterdrengen: De har langt større kendskab til og indsigt i vejr- og terrænforholdene end han har, og dog går de i hælene på ham, om det så skal være lige ned i afgrunden.

Forståelsen imellem os [kikuyuerne på farmen og baronesse Blixen] lå dybere end al fornuft.

Mange forskellige hensyn gør sig gældende her i den indfødte verden.

Når kikuyuerne får lov til at følge deres egen skik, begraver de ikke deres døde, men lader dem ligge over jorden, og overlader til gribbene og hyænerne at ordne sagen. Denne skik har altid tiltalt mig [baronesse Blixen]. Jeg synes, at det måtte være en god ting at blive lagt frit ud under Solen og stjernerne og at blive så hurtigt, net og åbenlyst renset og pillet, at blive gjort til ét med naturen og selv fra nu af være en del af landskabet, så at man kunne følge med i hvad der foregik [og fra nu af vil foregå i tiden fremover].

Det er et af kirkens gamle kunststykker [at udnytte sin magt].

Han [Denys] selv betragtede Afrika som sit hjem.

Det kunne godt være, at jeg [baronesse Blixen] ville blive lykkeligere i Europa, end jeg nu for tiden kunne blive i Afrika, med den slags civilisation, som var ved at udvikle sig der.

Denne verdensdel Afrika, den har en meget stærkt udviklet sarkastisk sans.

Det tropiske hav har alle de samme farver, som er i Lapis Lazuli, og bliver ikke, som det nordiske hav, blåt, hvor Solen skinner på det, det har en dyb, dristig blå farve i skygge og der hvor det spejler en overtrukket himmel, men i stærkt sollys ligger det gråt, aldeles farveløst.

De strålende, tindrende nætters skønhed er så fuldkommen, at hjertet giver sig under den.

Hvide folk kan ikke bo ved kysten uden megen komfort.

Denys, som regnede sig selv for et udpræget fornuftmenneske, led til tider under en særegen slags stemninger og forudanelser, og når de kom over ham, var han ganske tavs i dagevis. Men han vidste ikke selv af det, og blev forbavset, når jeg [baronesse Blixen] spurgte ham, hvad der var i vejen.

Denys var en dygtig pilot og havde her [i Mombasa], som alle vegne, et stort navn mellem de indfødte.

Den skygge af en kommende skæbne, som Denys selv svagt havde mærket over sig de sidste dage på Ngong [før det dødelige flystyrt], den var blevet fornemmet stærkere af den indfødte [kikuyu], i Mombasa.

Nu forholdt det sig sådan, at når som helst jeg [baronesse Blixen] i Afrika var syg eller havde mange bekymringer, led jeg under en særlig art tvangstanke. Det forekom mig da, at alle mine omgivelser var i fare eller nød, og at midt i ulykken var jeg selv uafvidende kommet på den forkerte side, og blev set på med frygt af alle mennesker.

Jeg [baronesse Blixen] var ikke det mindste tyskvenlig [selvom jeg tidligere var rejst ud til Afrika sammen med General von Lettow-Vorbeck og senere købt ti abessinske følhopper til denne tyske general].

I de sidste måneder af mit [baronesse Blixens] ophold i Afrika, da alt gik galt for mig, faldt det undertiden på mig som et mørke, og jeg var på en måde bange for det, som for en [mulig] sindsforvirring.

Jeg [baronesse Blixen] begyndte at føle mig så ensom i Nairobi som Robinson [Crusoe] på sin øde ø.

Ved sådanne lejligheder [med mangel på samtalepartnere] er kikuyuerne ikke til nogen hjælp, for deres begreber om virkelighed er forskellige fra vore, og selve deres virkelighed er også en anden end vor [europæiske].

Mange år følte kolonien Denys' død som et tab, den ikke kunne komme over.

De [jævne nybyggere] talte dog gerne først og fremmest om ham [Denys] som sportsmand.

Hvad de [jævne nybyggere efter Denys' død] i virkeligheden huskede om ham, var hans fuldkomne mangel på selviskhed eller selvbevidsthed, en ubetinget sanddruhed, som jeg [baronesse Blixen], foruden hos ham, kun har truffet hos idioter.

De indfødte havde kendt Denys bedre end de hvide folk, for dem var hans død et stort tab.

Den udbredte teori, at alle en gang må dø [er også gældende i Afrika].

Morgenluften [kan være] så kold, at den bider i fingrene.

Højenes vældige verden åbnede sig kun modvillig foran mig [baronesse Blixen], og lukkede sig straks igen bag mig [under min og Gustav Mohrs gåtur i højene før solopgang for at træffe bestemmelse om stedet for graven til Denys].

Der var dødsstille her i bjergene [som kunne ses fra farmen].

De [somalierne fra Nairobi] sørgede på somali-vis [under begravelsen af Denys], som om de havde indhyllet deres hoveder og trukket sig ind i sig selv.

Denys, tænkte jeg [baronesse Blixen ved hans begravelse i bjergene], havde iagttaget og fulgt hele de afrikanske højlandes liv og færden, og bedre end nogen anden hvid mand havde han kendt deres jordbund og årstider, plantevækst og dyreliv, vinde og dufte. Han havde holdt øje med vejrforandringerne, og med folkene i højlandene, med skyerne, og med stjernerne om natten. Her i højene havde jeg for ganske nylig set ham stå barhovedet i eftermiddagssolen og stirre ud over landet, han tog sin kikkert op, for at finde ud af alt, hvad der foregik. Han havde tilegnet sig Afrika, og i hans øjne og hans sind var det blevet forandret, stemplet af hans egen personlighed og gjort til en del af ham selv. Nu tog Afrika imod ham og tilegnede sig ham. Det ville forandre ham og gøre ham til ét med sin egen natur.

Jeg [baronesse Blixen] kørte tit ud til Denys' grav.

Et ideal er en underlig ting.

Selvom i døden, ild er blandet med mit [en gammel græsk forfatters] støv, så bekymrer det mig dog ikke. For med mig [og mit liv] står alt nu godt til.

Mellem floden i det gyldne engelske landskab, og den afrikanske bjergkæde løb hans [Denys'] livs sti. Det var et optisk bedrag, at den løb ud og ind, det var omgivelserne, der snoede og vandt sig. Buestrengen blev sluppet på broen ved Eton, pilen beskrev sin bane og ramte Obelisken i Ngong Hills.

Det var rigtigt og sømmeligt, at løverne skulle komme til Denys' grav og være et afrikansk monument for ham.

Jeg [baronesse Blixen] havde en gammel fransk, malet træskærm med figurer af kinesere, sultaner og negre, der førte hunde i bånd. Den havde stået ved kaminen, og når ilden om aftenen brændte klart op, stod skikkelserne tydeligt frem og tjente som illustrationer til de eventyr, jeg fortalte Denys.

Bøger spiller i en koloni en ganske anden rolle end hvad de gør i Europa. Der er en hel side af livet derude, som de alene varetager, og af den grund føler man, alt i forhold til deres kvalitet, mere taknemlighed eller forargelse overfor dem, end man nogensinde kan komme til at føle i civiliserede lande.

Figurerne [og de opdigtede personer] fra mine [baronesse Blixens] gamle bøger på hylderne havde længe været inde i alt på farmen, Blichers landsbydegn så sig om mellem squatternes bistader, og meget sent ud på aftenen kunne det ske at Simon Levi sad i en bestemt gammel lænestol i kontoret. Alle Walter Scotts personer følte sig hjemme i landskabet, og man kunne støde på dem alle vegne ligesom på Odysseus og hans mænd, og mærkeligt nok, på mange af Racines helte og heltinder. Peter Schlemihl har skridtet tværs over højene i sine syvmilestøvler, Clown Agheb, honningbien, holdt til i min have ved floden.

Alle somalier har smag for askese.

Det så ud for mig [baronesse Blixen], som om jeg på en eller anden måde måtte være kommet ud af den regelmæssige menneskelige tilværelse og ind i en malstrøm, hvor jeg aldrig burde have været. Hvor jeg end gik, skred jorden bort under fødderne på mig, og stjernerne faldt fra himlen. Jeg tænkte på digtet om Ragnarok, hvori stjernernes fald er beskrevet, og på verset om dværgene, som høres at sukke dybt i fjeldet, og som dør af skræk. Alt det, der var sket [med farmen og dens konkurs samt Denys og hans dødelige flystyrt], tænkte jeg, kunne ikke være simpelthen et sammentræf af omstændighederne, hvad folk kalder en kæde af uheld, men der måtte ligge et samlende princip under det alt sammen.

Mange mennesker vil mene, at det er en urimelig ting at forlange et tegn af skæbnen. Dermed hænger det sådan sammen, at der kræves en særegen sindstilstand for overhovedet at kunne forlange et tegn, og at ikke alle mennesker nogensinde har befundet sig i denne sindstilstand. Hvis man med denne særlige indstilling beder om et tegn, kan man ikke undgå at få svar, det følger som en naturlig konsekvens af selve forlangendet.

Vældige magter havde leet ad mig [baronesse Blixen], eller til mig, med et ekko fra højene.

[En svensk veninde af baronesse Blixen, Ingrid Lindström] begreb og følte, med stor kraft, med noget af selve elementernes kraft, hvad det virkelig vil sige, når en kvinde, som har haft en farm og drevet den, må opgive den og rejse fra den.

Som begreb udgør denne bog [en klageprotokol over øjeblikkets tab og ulykke] dog en del af alle kvinders aktiver i livet.

[Samvittigheden over sorg og ulykke i et mandligt venskab] er anderledes, når det gælder to veninder, af hvem den ene bevidner den anden sin medfølelse i hendes sorg og ulykke. I deres tilfælde følger det af sig selv, at den, der er heldigt stillet, bestandig i sit hjerte gentager de samme ord: "Gudskelov, at det ikke er mig." Det sætter ikke ondt blod imellem dem, det bringer dem tværtimod nærmere til hinanden, og giver den konventionelle kondolence en personlig tone. Mænd kan vist nok overhovedet ikke så let, eller på harmonisk vis, enten triumfere over eller misunde hverandre. Men det er klart for Gud og hvermand, at bruden triumferer over brudepigerne, og at de damer, der kommer på barselvisit, misunder barselfruen, og ingen af parterne føler sig ringere af den grund.

Mine squatteres skæbne lå mig [baronesse Blixen] tungt på sinde.

De [squatterne på farmen] havde levet fredeligt i den illusion [eller overbevisning], at landet var deres.

De indfødte kan ikke efter loven selv købe land op [og derpå opdyrke jordens frugt og afgrøde].

Det er mere end jorden selv, som man tager fra de indfødte, når man tager deres fædrene jord. Det er deres fortid, deres rødder og vaner, deres sande jeg, deres eksistens.

De fleste embedsmænd har været længe i landet og kender de indfødte godt.

Hele mit liv igennem har jeg [baronesse Blixen] været af den opfattelse, at man kunne bedømme mennesker, eftersom man tænker sig at de ville have opført sig overfor kong Lear. Man kunne ikke ræsonnere med kong Lear, ikke mere end med en gammel kikuyu, og fra første færd af forlangte han urimeligt meget af alle folk. Men han var en konge. Det er jo rigtigt nok, at de indfødte i Afrika ikke har skænket os [hvide folk] deres land i en stor gestus, så i nogle retninger afviger deres tilfælde fra den gamle konges og hans døtre.

Den gamle mørke, klarøjede afrikanske indfødte og den gamle mørke, klarøjede elefant, de ligner hinanden, de står på jorden, tunge af alle de indtryk af verden omkring dem, som langsomt er blevet samlet og ophobet i deres dunkle sjæle, de er selv træk i landskabet. Hvis en af de to, urolig og fortumlet, ved synet af de store forandringer, som er foregået omkring dem til alle kanter, ville spørge os, hvor han dog var, så måtte vi dog svare ham med Kents ord: "I eders eget kongerige, herre."

De indfødte har alle på en særegen, for os [hvide folk] uforståelig måde, tro på skæbnen, - nu da de havde haft held med sig i en enkelt ting, angående hvad der skulle blive af dem [efter salget af farmen], når jeg [baronesse Blixen] var borte, uddrog de deraf straks at skæbnen var med dem, satte deres lid til den i alle forhold, og begyndte at regne med, at jeg nok alligevel ikke kom afsted.

Den [afrikanske fuldmåne] skinnede ind i de tomme værelser [på farmen] og lagde et aftryk af vinduerne på de bare gulve. Jeg [baronesse Blixen] tænkte, at månen måske så ind og undrede sig over, hvor længe det var min mening at blive på et sted, hvorfra alt andet var forsvundet. "Nej, vist ikke," sagde månen, "Tiden har så lidt at sige for mig."

Det var ikke mig [baronesse Blixen], som skulle til at rejse bort. Men det var landet selv, som nu langsomt og alvorligt trak sig tilbage fra mig, ligesom havet under ebbe.

Folket var med mig [baronesse Blixen], og jeg med folket, veltilfreds.

Snustobakken er jo i hvert fald en realitet.

Jeg [baronesse Blixen] tror, at de folk på farmen, som sørgede mest over min afrejse, var de gamle kvinder.

De [gamle kikuyu-kvinder] var vildere end mændene, og de var i endnu højere grad end de blottet for evnen til at beundre. De havde født en mængde børn, og havde set de fleste af dem dø, de frygtede intet i verden. De bar tre hundrede pund brænde på ryggen, med en rem over panden, vaklende under vægten, men ukuelige. De arbejdede i deres shambaers hårde jord, og stod på hovedet der, fra den tidlige morgen til sent om aftenen.

Denne kraft [eller dette forråd af energi hos de gamle kikuyu-kvinder], og [deres] store kærlighed til livet, var for mig [baronesse Blixen], ikke alene højst agtværdig, men storartet og fortryllende.

Det var dem [de gamle kikuyu-kvinder], som kaldte mig [baronesse Blixen] Jerri. Mændene og børnene kaldte mig aldrig ved dette [vanlige og jævne kikuyu-pigenavn].

Når kvinderne [af kikuyu-stammen] bærer dem [de vældige byrder på ryggen] fra det ene sted til det andet, binder de enden på bundtet sammen, og når man ser dem vandre over sletterne, tegner disse lange kegleformede byrder og menneskene under dem en grotesk og gribende figur mod himlen, som et forhistorisk dyr eller en giraf.

Det føltes vistnok for dem [de små vogterdrenge på farmen] både svært og dumdristigt overhovedet at prøve på at forestille sig en verden, hvori jeg [baronesse Blixen] ikke fandtes, det var vel, som om det var blevet bekendtgjort, at selve forsynet havde bestemt sig til at abdicere.

Da tilsidst den dag kom, da jeg [baronesse Blixen] skulle rejse fra farmen, gjorde jeg den erfaring, at ting [eller begivenheder] kan ske, som ligger helt udenfor vor forestillingskreds, både forinden de [måtte] hænde, mens de står på og senere, når vi ser tilbage på dem [og deres underfulde karakter]. Omstændighederne har en vældig drivkraft i sig, og kan fremtvinge begivenheder, der er udenfor menneskers forståelse eller fantasi. Ved sådanne lejligheder bevarer man selv kun føling med, hvad der foregår, ved opmærksomt at følge med fra det ene øjeblik til det næste, som en blind, der ledsages, og som omhyggeligt, men uden egen forståelse, sætter den ene fod foran den anden. Disse ting [eller begivenheder] hænder os, og vi ved, at de hænder os, men med undtagelse af dette ene forhold har vi slet ingen forbindelse med dem og ingen nøgle til forståelse af deres årsag eller betydning.

Jeg [baronesse Blixen] huskede på, hvad en gammel norsk hvalfangerkaptajn, som jeg havde truffet i Durban, havde forklaret for mig: At nordmændene er uforstyrrelige [og] rolige i en hvilken som helst hvirvelstorm, men deres nervesystem kan ikke stå for vindstille.

Mange af mine venner og bekendte var kommet ned til stationen for at sige farvel til mig [baronesse Blixen].

Vinter-Eventyr (1942)

Skibsdrengens fortælling

Hans egne erfaringer havde lært [skibsdrengen] Simon, at enhver må klare sig selv her i verden, og at det kun er børn og fæhoveder, der stoler på, at andre skal hjælpe dem.

Den unge mand med nelliken

Det er ikke smukt at forlade en sovende kvinde, for evigt, uden et afskedsord.

For de folk der sejler for deres fornøjelse, - når søen er rolig og smiler sukkersødt til dem, så blåøjet, som om den måtte fælde tårer bare ved synet af dem, - og som så siger at de elsker havet, de ved slet ikke, hverken hvad søen eller hvad kærligheden, er. Nej, det er rigtige søfolk, der er blevet knubsede, hundsede og gennemtærskede af søen, og som har forbandet den og svoret aldrig at se til dens kant igen, - det er dem, der er havets virkelige elskere. Det forholder sig, efter al rimelighed, ligesådan med ægtemænd og koner.

Er det ikke dejligt at tænke på, at når man blot har tålmodighed, da kommer alt, som engang har været til, atter tilbage til os?

En historie om en perle

Hæleren er lige så god som stjæleren.

Hun [Jensine] huskede, hvad hun [fra sin studietid] havde læst om dybhavsfisk, der er så vante til trykket af de mange hundrede favne vand oven over dem, at de brister i tusind stykker, hvis de bliver hævet til overfladen. Var hun selv, tænkte hun grublende, en sådan dybhavsfisk i tilværelsen, som kun kunne føle sig hjemme, og på sin rette hylde, under et tungt tryk?

De standhaftige slaveejere

Rytmen af salens oprømte konversation sad ham [Axel Leth] endnu i øret, og han tænkte på, at menneskelig tale er en centrifugal funktion, bestandig på flugt fra den talendes eget væsen.

Nogle mennesker holder for, at valsen er en indledning til elskovsakten, - dens hors d'oeuvre, så at sige, - eller at den er et surrogat derfor.

Heloïse

Lamond, så sandt jeg lever!

Den virkelige forsker og sandhedssøger, der ikke for nogen pris giver op, får undertiden i sin søgen en håndsrækning af skæbnen selv.

Der er tider, som er så dejlige, at man ikke straks efter rigtig bør tænke på dem.

En nonne er ikke en kvinde på den [ordinære] måde.

Det drømmende barn

Fra det gamle Danmark

Alkmene

Peter og Rosa

Musikkens verden er utilgængelig for mennesker uden musikalsk sans.

Sorg-Agre

Landevejens tynde grå linje selv, der snoede sig tværs over sletten og op og ned ad bakkerne, var det fæstnede og blivende udtryk for menneskelig længsel og for den menneskelige tro på, at det er bedre at være ét sted end et andet.

En opbyggelig historie

Omne animal post coitum triste.

Alle forhold imellem mennesker indeholder noget forfærdeligt og grumt. Men kunstnerens forhold til hans publikum er et af de forfærdeligste og grummeste. Ja, det er så grufuldt som ægteskabet selv. For vi er, kunstneren og hans publikum, imod vor egen vilje, og på liv og død afhængige af hinanden, ja, afhængige af hinanden hvad selve vor tilværelse angår.

Hvor der ikke er noget kunstværk at se på, der kan der heller ikke være noget [anskuende] publikum.

Kan da et maleri, som ingen betragter, [og] kan en bog, som ingen læser, overhovedet siges at være til [som eksisterende værker]?

Vi [kunstneren og hans publikum] kan ikke vise hinanden barmhjertighed, det lader sig ikke gøre. Publikum kan ikke vise en kunstner barmhjertighed. Hvis de var barmhjertige, var de ikke i virkeligheden publikum, - for der er, gudskelov, grænser for alting. Heller ikke en kunstner [vil kunne] være barmhjertig imod sit publikum, eller det er da i hvert fald til nu aldrig blevet forsøgt.

Alle kunstværker er i sig selv skønne og fuldkomne. Og de er alle, på samme tid hæslige, [ufuldkomne] og [ganske] mislykkede.

Ja i korthed, og i sandhed: Hvert eneste kunstværk er på samme tid sin egen idealisation, og sin egen karikatur, et vrængbillede af sig selv! Og det er publikum, der, hvert øjeblik, afgør, hvilket af de to [anskuelsesmåder], det skal være.

Hvorfor kan vi ikke holde op med at male og skrive, og engang lade publikum få fred? Hvad gavn gør vi [kunstnere] dem [vores publikum], når alt kommer til alt [og når kunstens egentlige formål søges afklaret]? Hvad gavn gør, når alt kommer til alt, kunsten menneskene? Forfængelighed, forfængelighed! - alt er forfængelighed!

Kunstneren kan slet ikke selv afgøre, hvilket af hans værker, der er det ypperste.

Et galleri, hvori hvert enkelt billede er udvalgt af kunstneren selv, som det bedste han nogensinde har malet, må med tiden få en egen interesse, og tiltrække publikum som en virkelig [og værdifuld] kuriositet.

Fortælleren [er en rolle], der hører alle tider til, ja, der er så gammel som selve menneskeheden.

Gengældelsens Veje (1944)

To veninder

Hun [frk. Lucan Bellenden] vidste eller følte, at enhver uskyldig pige for en mand kan betyde hele livets lykke.

Den allerførste betingelse for at bære sig ad som et fornuftigt menneske, det er fantasi.

Deres ungdom og gode hjerte kan bringe troen på lykken tilbage, selv til den der har mistet alt.

Måske går det netop sådan i verden, at skæbnen taber interessen for de mennesker, som selv kan finde på noget, den lader dem ganske roligt opleve det alt sammen i tankerne.

Et bal er for en ung pige ikke alene en oplevelse, men en åbenbaring. Når hun danser, forstår hun, hvorfor hun er til. Ligesom digteren i inspirationens øjeblik, henrykt og svimlende, ser sig selv som verdensaltets fortolker, sådan fatter den unge pige, idet hun danser ud, sit eget og hele verdens væsen. Digteren er i et sådant nu kun ånd. Men en ung pige er i høj grad legeme, og saligheden består for hende i den fuldkomne harmoni mellem ånd og materie. Hendes lemmer beåndes, bevinges og befaler, de himmelske magter selv stiger ned i balsalen og adlyder.

Når man har mere end sit halve liv bag sig, kan man ofte tænke, at man har fyldt sin tid med en stræben, en ærgerrighed, som ingen virkelig værdi har, mens man har forsømt at gøre det, man i sandhed har lyst til.

Kærligheden til det skønne er den drift, der har ført menneskene fremad, på den er hele vort liv lagt an. Den indprentes os, måske noget ubetænksomt, i skolerne og på universiteterne. Man kan ikke uden den være et civiliseret menneske, - og da er det i det hele taget tvivlsomt, om man kan være et civiliseret menneske uden at gøre gæld. Det kræver mange års studier, måske flere generationers fortsatte arbejde, at få os bragt så vidt, at vi virkelig fatter og føler, at kærlighed uden kniplinger er en mådelig affære.

Et menneske ville være lykkeligere, hvis det ikke behøvede penge, men virkelig, som nogle folk forsikrer, kunne leve i idyllisk nøjsomhed.

Kan der virkelig være noget sandt i, hvad gamle folk siger, at ulykken gør mennesker bedre?

Det er så meget stoltere engang at komme hjem og at have stået på sine egne ben uden noget andet menneskes hjælp eller deltagelse.

Sainte-Barbe

Et ægtepar, der lever meget lykkeligt sammen, kommer med tiden til at ligne hinanden.

Unge piger holder af søde sager.

I alvorlige folk [det danske folk under besættelsestiden] skal ikke gå så strengt i rette med et menneske [baronesse Blixen] for, hvad det finder på at more sig med, når det er lukket inde som en fange og ikke en gang har lov til at sige, at det er i fængsel [eller i en fængslende undtagelsestilstand].

Manden er skabt i Guds billede, det står at læse i skriften [Bibelen]. Men kvinden er den hæsligste af alle skabninger. Den nøgne kvinde er så afskyelig, at tanken viger tilbage for hende. Aldrig har jeg [fru Pennhallow] vovet virkelig at tænke på den nøgne kvinde. Hvis det var hændt mig, at jeg havde set mig selv nøgen i et spejl, da måtte jeg have lukket mig inde i et mørkt værelse for resten af mit liv. Kvindernes særlige funktioner er så vederstyggelige, at de selv, imellem sig, kun hviskende kan omtale dem. Det er en rædsom lod for et menneskeligt væsen således at måtte foragte og gyse for sig selv, og at vide, at der ikke findes nogen udvej fra denne foragt og gru. Nogle af os har måske håbet, at manden som den højere skabning skulle vise overbærenhed med vor elendighed, men også disse har sagt til sig selv: "Det er umuligt".

Der er noget friskt og utvungent hos et menneske, der har levet meget i fri luft.

Der er ingen i hele verden så velsignede at få forstand af som just damer.

Det, som man ifølge vor gamle overtro, og så vidt som jeg [pastor Pennhallow] husker den, vinder, idet man indgår en pagt med den høje magt, til hvem du [sir Noël Hartranft] har henvendt dig, det er ikke hverken guld eller ære. Det er heller ikke en skøn brud. Han, om hvem du taler, har mere ånd end som så. Han giver os ikke det, som det ene menneske kan skænke det andet. Den løn, hans tjenere modtager af ham, kan ikke beskrives i ord. Den er en indre lykke, en ganske stille lyksalighed, der ikke kan rokkes af ydre kår, den er sikkerheden ved at vide sig i hans hånd.

De [frk. Lucan Bellenden], som er så ung, kender vist ikke til, at man i fireogtyve timer kan leve inderligere end i et langt år.

Hvordan går det da til, at en mands øjne en dag i et eneste nu åbnes, og at han for første gang fatter en kvindes, en skøn, uskyldig piges, værd og forstår, at det ville være hans højeste lykke at tjene hende hele livet igennem? Ja, at han i dette ene nu med bæven og henrykkelse føler, at hendes egen kærlighed, hvis han nogensinde kunne vinde den, for ham ville betyde saligheden selv?

Musik, digtning og naturens egen skønhed er uløseligt forbundet med kærligheden selv.

Kunne det da forholde sig således, at det at elske i sig selv er en lykke, også når man elsker uden håb?

Javist kan kærligheden gøre mirakler.

Sådanne bøger [som Moll Flanders af Daniel Defoe] skildrer livet lifligt, som om det var en yndefuld leg. Men forfærdelig, forfærdelig er i virkeligheden den letfærdige kvindes skæbne. Frygteligt er det at vide, at hvert år vil hundrede uskyldige engelske piger, blomstrende, med lyst hår og from og barnlig tankegang, begive sig ind på en vej, der lokker i glædens navn, men ender i gru.

En gammel, fransk filosof [François-Marie Arouet] har sagt: "Hvis Gud ikke er til, da må vi opfinde ham." Således gælder det også for os. Hvis den rene kvindelighed ikke er til, må vi skabe den. Derfor støder vi den ene del af kvinderne i afgrunden og holder den anden i uvidenhed derom, for at de ikke skal besmittes af medynk. Det er ikke vor egen svaghed eller vore egne fald, som vi herigennem prøver at holde skjult for kvinderne. Det er kvindens. En anstændig ung mand kunne betro sin søster, at han var morder. Men han ville hellere bide sin tunge af, end han ville fortælle hende, at han havde besøgt en letfærdig kvinde. Thi han vil ikke, at bevidstheden om en kvindes vanære skal forvirre og omstyrte den rene unge piges ligevægt.

En mand ærer den kvinde, der besøger den dødsdømte synder i hans fængsel, og som af barmhjertighed følger morderen til galgen. Men ingen mand ville tåle den kvindes nærhed, om hvem han vidste, at hun havde søgt at bringe trøst til en af disse synderinder i hendes mørke og usle bolig. Selv når disse kvinder, sønderknuste, bodfærdige og på dødens tærskel råber efter et medlidende ord, tør dog ikke en ren og uskyldig pige bringe dem det, uden at sætte sin egen kvindelighed og sjælefred i stor fare. En mand kan gøre det, fordi hans moralske natur er bevidst og behersket af hans vilje - en kvinde må frygte med bortvendt ansigt og tør ikke fælde nogen tåre.

Vor kirke vidste i gamle dage besked med, hvorledes den frygtelige fortabelses smittekim springer fra kvinde til kvinde. Den bifaldt de fromme kvinders besøg hos fangerne og forbryderne, selv hos de håbløst fortabte. Men den tillod i sin visdom ingen kvinde, ikke den reneste og fasteste af kvækernes døtre, at besøge den dødsdømte heks i det iskolde fangehul, hvori hun ventede på bålet.

Uden mørket bag den er den hvide lilje ikke så hvid. Og uden den, uden vore hvide liljer, - hvilket princip og hvilken glæde ville der vel være i vor id og udholdenhed?

Kærlighedens magt er da vældigere end selv ondskabens og rædslens, dens lys gennemtrænger det sorteste mørke.

Jeg [frk. Zosine Tabbernor] tror, at ethvert menneske har en romantisk skæbne, når man rigtig tænker efter.

Hvert eneste menneskes skæbne er forunderlig.

Er det godt eller er det utåleligt, at vi ikke kan se ind i fremtiden og vide, hvad der vil hænde os?

Vor tids menneskelighed har forbudt handelen med negerslaver. Men der findes i samfundet mennesker så griske, så ubarmhjertige, at de ikke viger tilbage for at drive handel med dets mest værgeløse medlemmer, de uskyldige unge piger. De bliver rige ved at sælge vore egne søstre og døtre til en skæbne, rædsommere end negerslavens i fremmede lande eller verdensdele.

Det er tungt at føle, hvor lidt man, selv med sin bedste vilje, formår imod livets slette og fordærvede kræfter.

Unge piger bør ledes og værnes om af gode, erfarne mennesker.

Var det, tænkte hun [frk. Zosine Tabbernor], altid den ædle mands kår at falde for bagvaskere?

Kan man finde lykken også uden for pligtens og lovlydighedens snævre vej?

Så længe, tænkte hun [frk. Lucan Bellenden], som jeg kan få lov at dvæle i min sorg, har jeg et hjem i den. Men hvis den tid nogensinde kommer, da det bliver forlangt af kvinden som af manden, at hun skal glemme og forlade sin kærlighed eller sin kærlighedssorg for at give sig af med den verdens opgaver, der omgiver hende, da bliver hun virkelig dreven ud på den åbne mark og udsat for vejr og vind. Ja værre endnu, hun kommer til at løbe der som en vanvittig med opløst hår, der spotter sig selv og sin egen natur.

Det er forfærdeligt at leve i spænding og at frygte for sit liv. Men det er, når faren er forbi, at man dør.

Et hus eller et landskab tager sig anderledes ud i dag end i går for den, der i nattens løb har besluttet at forlade det.

Rosa bliver hævnet

Unge piger løber deres vej fra de folk, der vil dem det allerbedst.

Der er her i verden to slags mod: Det adelige og det borgerlige mod. Den ene slags mod har den mand, der ikke frygter døden selv, når det gælder, hvad han har kært. Den anden slags mod er at elske selve faren. Men for at elske faren må man vist selv have noget hårdt, noget lunefuldt i sig.

Durior Ferro. Purior Auro. [Skarp som stål, tro som guld].

Døden er ofte så nær, når man mindst tænker på den.

En tung byrde af angst, uro og fortvivlelse, der i lang tid dag og nat igennem har hvilet på et menneskes sind, løftes ikke deraf i et øjeblik.

Ingen kan gå imod de magter, der styrer et menneskes skæbne.

Det er godt og gavnligt at lære livet at kende.

Bevar den værdighed, som består deri, at man adlyder sin skæbne.

Der er en risiko ved at myrde, hvor godt man end forbereder mordet.

Måske slipper man fri for megen sorg og skuffelse i livet, hvis man dør så unge som vi [frk. Lucan Bellenden og frk. Zosine Tabbernor].

Det er dog indimellem bedst at være sort.

De sorte mennesker har deres egne sjæle og deres egne næser.

Der er en uendelig nåde i verden.

Kan en kvinde synde frygteligere end ved at hade?

Den, der ikke kan leve uden retfærdighed og som i livet møder et så ondt menneske som pastor Pennhallow, må fortvivle.

Retfærdigheden er en frygtelig ting. Ja, den er i vore hænder en frygtelig ting. Og hævnen slår den ned, der selv tager den på sig. Til at udøve retfærdigheden mellem mennesker er øvrigheden indsat, som uden had, på det hele menneskesamfunds vegne, kan dømme forbryderen og fuldbyrde dommen.

Hvad i verden kan vel trøste et sorgfuldt kvindesind, hvis fint linned og kniplinger ikke kan det?

Sidste Fortællinger (1957)

Kardinalens første historie

Kappen

Nattevandring

Om hemmeligheder og om himlen

Et menneske er mere end ét menneske.

To gamle herrers historier

Kardinalens tredje historie

Kvindens hele væsen er en hemmelighed som bør bevares.

Det ubeskrevne blad

Hvor menneskene er tro, er evigt og urokkeligt tro imod historien, der taler tilsidst tavsheden. Men hvor der ingen historie er og ingen har været, eller hvor man har forrådt historien, der er tavsheden, - men når den fortællerske tier, som har været historien tro indtil døden, da taler tavsheden.

Karyatiderne - En ufuldendt historie

Ekko

En herregårdshistorie

Det er en roses kald at dufte, det er derfor, at vi planter roser i vore haver. Men en rose dufter, af egen lyst, stærkere og sødere end vi kan forlange det af den, ja end vi selv kunne tænke os det. Der er ikke andet, den vil [i verden].

De gamle folk, der har levet her før vi, og som har ryddet og brudt og pløjet dette land. Deres kår var hårde, de måtte nøjes og forsage, og de måtte begynde deres arbejde forfra mange gange. I de helt gamle dage havde de ulve og bjørne at værge sig imod, siden de vendiske sørøvere, og siden igen undertrykkere og strenge herrer. Men ifald de stod op af deres grave, en høstdag som i dag, og så ud over de marker og enge som vi nu ser, da ville de vistnok tænke, at det havde været deres umage værd.

En mands kærlighed til en kvinde [overlever] sjældent længe besiddelsen.

Retfærdigheden behøver vi to [Eitel og Ulrikke] ikke at tage os af. Skæbnen er retfærdig, Gud er retfærdig. De dømmer vist, og gengælder, uden at vi gør noget dertil. Vi kan [således] godt [fravige] at dømme hinanden.

Hvem vil tale ondt om en død fader til hans barn?

Det går undertiden sådan med børn: De voksne fortæller dem om en trold eller kæmpe, og barnet slutter sig til trolden, den tilhører ham, eller han tilhører den.

Den kristne lære taler til os om vor pligt overfor vor broder og vor næste, overfor de mennesker som just i dag lever i vor nærhed, omkring os. Den byder os at stå op for de fattige og forladte imellem dem, for dem som bliver trådt under fødder, og at gøre deres sag til vor egen. Den blev først prædiket af fiskere og håndværkere.

Der findes en anden trosbekendelse [end den gængse kristne lære], som ikke taler om broder og næste, men om fædre og sønner. Den forkynder for os vor forpligtelse mod fortiden og byder os at tage de dødes sag op og gøre den til vor egen. Vi adelsmænd er denne trosbekendelses præsteskab. Derfor er vi adelsmænd og bærer endnu de gamle navne [fra de gamle adelsslægter], derfor er jord og gods givet os i hænde: For at fortiden og de døde må kunne stole på os [og vor nådefulde velvilje].

Hvad vil fortiden gøre uden os [og vor videreførelse af fortiden]?

Hvem er vel fattige og forladte, og i sandhed trådt under fødder, som de døde?

At glemme og slippe fortiden og at tilintetgøre den, det er den styggeste af alle krænkelser af verdenslovene. Det er dyb utaknemlighed, og fornægtelse af vor gæld [til vore forfædre]. Det er tillige selvmord - vi tilintetgør os selv ved [denne form for tab og henfald af fortiden].

[Der forefindes] ikke nogen ting her i verden [som] bliver virkelig sandhed førend den er femogtyve år gammel.

Midtfiguren i et klassisk relief [er udgjort af selve] den hvidklædte Jomfru på et afgudsalter.

Der skal være retfærdighed på Jorden.

Det [at ride en tyr til døde] er en bedrift, som folk vil tale om i hundrede år.

Bønderne gifter sig unge [og i utidig alder].

En uret, der en gang er gjort, [vil] aldrig siden [kunne] oprettes.

Der kan være en anden retfærdighed i verden end vor, som til sidst vil gøre alting godt.

Husk [at tilgodese], at du skal leve.

Gud i himlen, der er ingen [åbenbaret] retfærdighed til på Jorden!

[Er] der da så meget at sørge over, og at frygte i verden?

[Er] døden altid sørgelig og frygtelig?

Jo, der skal være retfærdighed på Jorden.

[Et menneskes øjne kan antage en karakter] uden udtryk, som en blinds øjne, som skæbnens øjne.

Store herrer keder sig, det er deres kors i livet, just sådan som nød og bekymring er småfolks kors [i livet].

Guds nåde med os alle.

Nætterne bliver [i almindelighed måneskinsklare og kolde] mod enden af sommeren.

Kvinder har en anden lykke, og en anden sandhed, end vi [af det modsatte køn].

Megen menneskelig kundskab og visdom [er] samlet [der], i de svære, smukt indbundne [bøger fra gamle dage].

Et slag imod en værgeløs [vil] sjældent eller aldrig følges af en streng dom.

Verba mortuo facta.

Menneskekærligheden er måske inderligst påkrævet overfor den dybest sunkne.

Et vildt dyr kan forholde sig mere blikstille end noget husdyr.

Ib og Adelaide

Samtale om natten i København

Skæbne-Anekdoter (1958)

Dykkeren

Mellem alle skabninger på Jorden må da fuglene være dem som kommer englene nærmest.

Babettes Gæstebud

Miskundhed og sandhed mødes. Retfærd og fryd skulle kysse hinanden.

Her [i menigheden i den nordnorske by Berlevåg] har jeg [general Lorens Löwenhielm] lært, at skæbnen er hård og ubønhørlig, og at der i denne verden er ting, som er umulige.

Almægtige Gud. Din miskundhed rækker til himlen, og din retfærdighed [går] til havenes dyb.

Guds veje går over havets bølger og over de sneklædte bjerge, hvor menneskeøjet ikke ser nogen sti.

Guds veje går også lige gennem elvene.

Hvad er berømmelse? Hvad er fremkaldelser? Graven venter os alle.

Fuglen vender jo tilbage til sin rede og mennesket til sit fædreland.

Lotterier [er] djævelens værk.

Hvad betyder [det] for et menneskehjerte ikke at have nogen bøn at fremføre?

Tungen er et lidet lem, men pukker storligen. Den er mennesket et ustyrligt onde, fuld af dødelig forgift [mellem godtfolk].

Guds vilje ske.

Forfængelighed! Forfængelighed, alt er forfængelighed!

Kan summen af en række sejre, gennem mange år og i mange lande, komme til at udgøre et nederlag?

Hvilke spor kunne vel tredive år i Berlevågs ubevægelige lille verden sætte i et kvindeansigt?

Børnlille, elsker hverandre!

Hvad tilflugt har en fornuftig mand, når han ikke længere kan stole på sin fornuft?

Det var, forstod de [gamle søstre og brødre i menigheden], når mennesket har ikke blot glemt, men aldeles afvist al tanke på [spise] og drikke, at det [spiser] og drikker i den rette ånd.

Det eneste, vi får lov til at tage med os fra dette vort jordeliv, det er det som vi har givet bort.

Hvor ubegrænset rige ville ikke de fattige piger blive i det næste liv?

Vi mennesker er kortsynede. Vi ved vel, at der findes nåde i universet. Men i vor menneskelige kortsynethed forestiller vi os endog den guddommelige nåde som endelig. Vi bæver da, inden vi her i livet træffer vort valg. Og vi gruer, efter at have truffet det, for ikke at have valgt det rette. Men det øjeblik kommer, hvori vore øjne åbnes, og vi forstår, at nåden er uendelig. Den forlanger intet andet af os, end at vi skal forvente den i tillid og erkende den i taknemlighed. Den stiller ingen betingelser og udvælger ikke nogen enkelt iblandt os; den deklarerer almindelig amnesti. Se! det som vi har valgt skænkes os, og det som vi har afslået bliver os, tillige og på samme tid, tildel. Ja, det som vi har forkastet, rækkes os indtil overflod. Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fryd skulle kysse hinanden.

Jeg [general Lorens Löwenhielm] har i aften [under den franske middag af madame Babette] lært, kære søster [frk. Martine], at i denne, vor skønne verden er alt muligt.

Det er [efter den himmelske middag] næsten som om stjernerne er kommet nærmere.

En stor kunstner er aldrig fattig.

Priset være Herren og den hellige Jomfru.

Det er frygteligt for en kunstner, det er ikke til at bære, at blive opmuntret til at yde sit næstbedste. Det er frygteligt for en kunstner at høste bifald for sit næstbedste. Der går gennem verden et langt skrig fra kunstnerens hjerte: Giv mig lov, giv mig lejlighed til at yde mit ypperste.

I Paradis vil du [madame Babette] være den store kunstner, som det var Guds mening, at du skulle være!

Storme

Den udødelige historie

Ringen

Hvad Gud har sammenføjet skal mennesker ikke adskille.
- Bemærk, at citatet i ligelydende ord findes i fortællingen Ehrengard.

Skygger paa Græsset (1960)

Farah

Barua a Soldani

Enhver jagt kan siges at være en kærlighedshistorie. Jægerens hjerte er hos vildtet, han ser det med andre øjne end den spadserende [uden våben], og hvert træk og hver bevægelse hos det er ham dyrebar. Men almindeligvis er i jagt betagelsen ensidig.

Løvejagt blev ved at være [i min tid i Afrika, såvel] som da jeg først kom til landet, mine øjnes lyst og mit hjertes begæring.

Den store gestus

Ekko fra højene

Ehrengard (1963)

[De] meget gamle slægter føler undertiden tilintetgørelsens skygge falde over sig. Planten [eller slægtskabets træ] mister sin forbindelse med jorden, og mens den måske formår at frembringe endnu en enkelt blomst af særlig, sjælden skønhed, visner roden.

Enhver kvinde er i sit hjerte overbevist om, at hun gennem svangerskabets trælsomme tid og fødslens smerte har erhvervet sig ret til et evigt liv her på Jorden, i sine kødelige efterkommere.

Kunstnerens holdning overfor verden omkring ham er helt og holdent forførerens.

At blive forført er først og fremmest kvindens privilegium - hvad manden [for] øvrigt nok kan misunde hende!

Der er kvinder som udleverer hele deres kvindelighed i et smil, et øjekast eller en vals, og andre, som giver den i deres tårer.

Fromme folk fortæller os, at vore øjeblikke af jordisk fryd kun er ekkoer af en tidligere, himmelsk eksistens.

Verdensordenen er sublim, yndefuld og ubønhørlig. Indenfor den er der intet som ikke får betydning, og ens første træk på skakbrættet kan få spillet til at ende med mat.

Kastanjetræets blomster holder sig ranke som alterlys. Syrenens blomster synes at myldre frem i alle retninger fra stammen og grenene, så at hele busken bliver til en overdådig buket, guldregnens blomster hænger som gyldne sommer-istapper i den [lysviolette] luft, men tjørnens blomster ligger hen ad grenene som lette lag af hvid og rosenrød sne. En så uendelig forskelligartethed kan umuligt være nødvendig for naturens husholdning, den må være et udslag af en [verdenssjæl], som er til overmål opfindsom, [tøjlesløs] og lystig, ude af stand til at tilbageholde sine muntre kildevæld af lyksalighed. Sandelig, sandelig: Domine, non sum dignus.

Som hjorten higer efter vandløbet, således higer kunstnerens sjæl efter hans motiv. Og hvem ved om ikke motivet længes efter det kunstværk, i hvilket det skal gøres til sit sande selv.

Et gyldent lys [med et gyldent farvespil af samme karakter som efterårsskovens gyldne farver kan fylde] luften, som gylden vin fylder et glas.

Der er en [besynderlig] egenskab ved en hemmelighed: Den [emmer] af hemmelighedskræmmeri. Man kan være langt fra at få fat på selve hemmelighedens sande natur, man ville måske endda, hvis man fik den fortalt, være højst skeptisk og tvivlende - alligevel er man sikker på, at en hemmelighed er dér [at blotlægge].

Det [kan] altid være umagen værd at fiske i rørt vande.

Hvad Gud har sammenføjet skal mennesker ikke adskille.
- Bemærk, at citatet i ligelydende ord findes i fortællingen Ringen.

Harer kan, når hundene er efter dem, i deres vildeste sidespring udvise noget genialt.

[Blikket i en piges sjælfulde øjne kan være] stærkt og direkte, som en pils flugt fra buestrengen til målet.

Essays (1965)

Mit livs mottoer

Daguerreotypier

En båltale med 14 års forsinkelse

En helt uhildet og ærlig lægmands ord kan undertiden være værd at høre på just for udlærte teologer.

Den gamle engelske præst Robertson har sagt: "To ting afgør et menneskes værd og skæbne: Dets forhold til Gud og dets forhold til det andet køn." Jeg [baronesse Blixen] selv anser inspiration for at være den højeste menneskelige lykke. Og inspirationen kræver altid to elementer. Jeg tror, at den gensidige inspiration - mand og kvinde imellem - har været den mægtigste drivkraft i vor slægts historie, og frem for andre har skabt, hvad der kendetegner vor adel: Bedrift, poesi, kunst og smag.

Jeg [baronesse Blixen] har levet mellem krigerstammer som masaier og somali, hvor mænds og kvinders tilværelse formede [eller udspillede] sig aldeles forskelligt, og hvor den gensidige tiltrækning aldeles bestemt var livets afgørende faktor.

Det er ingen lykke for en kvinde at sætte en mand til vægs, det er ingen ydmygelse for en mand at knæle for en kvinde. Men det er ydmygende for et samfunds kvinder ikke at kunne agte dets mænd, det er ydmygende for et samfunds mænd ikke at kunne ære dets kvinder.

Hvor ligger da, dybest set, de to køn imellem, den væsensforskel, der rigest betinger samspillet og vældigst vækker inspirationen?

Hun [kvinden som begreb] er svagere, og hun er stærkere, hun står de høje ånder fjernere, hun er nærmere englene.

Mandens tyngdepunkt, hans væsens gehalt, ligger i, hvad han i livet udfører og udretter, kvindens i, hvad hun er [som åndfuldt eller yndefuldt menneske]. Taler [eller konverserer] man med et menneske om hans forældre, vil han i almindelighed meddele, hvad hans fader har udrettet i verden: "Min fader byggede Storstrømsbroen, min fader skrev den og den bog, min fader startede den og den store forretning." Og spørger man ham så om hans moder, svarer han: "Mor var så yndig [og bedårende]."

Kvindens virke er at udvide hendes eget væsen. Det kan brede sig meget vidt, som et stort træs krone, men det har stadig sin rod i hendes eget jeg.

Jeg [baronesse Blixen] har fra mine rejser sydpå det indtryk, at i vore tider [er] Jomfru Maria det eneste himmelske væsen, som virkelig [bliver] elsket af millioner.

En kvindes klæder er for hende en udvidelse af hendes eget væsen.

Jeg [baronesse Blixen] tror, at kunstnere - digtere, bildende kunstnere og komponister - på en måde står anderledes til deres værk end mænd i almindelighed, og her nærmer sig den kvindelige modus vivendi. Kunsten er en udfoldelse af kunstnerens eget væsen, og hans værk ligger ikke egentlig uden for ham selv, men det er ham selv.

Jeg [baronesse Blixen] tror, at det for mig selv, hvis jeg var en mand, ville være udelukket at forelske mig i en forfatterinde.

Fra lægmand til lægmand

Breve fra et land i krig

Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettroende står over alle vantro, én rettroende sjæl er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen klasseudslettende som Det tredje Rige, den ene muhamedaner er, om han er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem - [en mindre og procentuel del] af din formue skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler. I sine ritualer har Islam lighed med Det tredje Rige: De rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting [og nogle tanker] i "Min Kamp" ligner kapitler i Koranen.

Selve Islams forestilling om Paradis er skabt af en kriger-fantasi, det er et ideal for en hær på march.

Islam bærer præg af sin ørken-oprindelse, der er sandstorme i den og store luftspejlinger.

Gensyn med England [efter 8 års fravær grundet 2. verdenskrig]

Hvilken hilsen er det værd at sende Danmark fra England gennem BBC [British Broadcasting Corporation]?

Ad denne, [luftens landevej] fløj fuglen Rok, den forfærdelige, hjem fra Afrika til Arabien, med en elefant i hver klo!

Skulle jeg [baronesse Blixen] selv finde et enkelt ord for hvad England, i mine øjne, står for og betyder, måtte det blive: Frihed. [Således] ikke just i politisk forstand, men frihed til at være menneske, til at have et spil, en margin overalt i livet, - bevægelsesfrihed, også hvor strenge love og regler skal overholdes.

Det har måske været lettere for [katedralen] St. Paul at stå så fuldkommen værdigt ovenover en rig og blomstrende by. Men det lader sig gøre at stå på samme måde over ruiner [efter bølgende krigsperioder af gru, uhygge og ødelæggelse].

Under dette stærke indtryk af tidsaldrenes nærværelse [her i Englands hovedstad], af fortids og fremtids enhed, har jeg husket en gammel nordisk leveregel: Når der er et [eller flere reelle] vilddyr ude, og de vanlige våben svigter, da skal man støbe kugler af arvesølv, det er [således]: Af sølv der er nedarvet fra fader til søn og sønnesøn. Her [i det krigshærgede London] har været farlige vilddyr ude, nogle af dem er ude endnu. Det er [således] på tide, at vi går til vore kister og ser efter, hvad vi har i behold af [vor] arvesølv i det London, hvis sværtede ruiner tegner sig imod himlen.

Sejren er den mands, som styrke henter af nederlag.

Om retskrivning

Jeg [baronesse Blixen] ved af erfaring, at jeg ikke kan opfatte hvordan en af mine egne sætninger klinger før jeg har set den skrevet.

H.C. Branner "Rytteren"

Den redelige kunstner Jakob Knudsen har sagt, at kunst er lovbundethed i fantasien.

Efterladte fortællinger (1975)

Familien de Cats

Man må vænne retfærdigheden til at være almægtig; dette vil vi kunne mærke om tyve år.

Ja, barmhjertigheden kan dog ikke sætte retfærdigheden til side.

Hele verden hviler på [den almengyldighed], at dyden belønnes, men hvem vil tro det, når de ikke ser [selve belønningen].

Ja, det er jo [som udgangspunkt] let at skyde skylden på skæbnen.

Onkel Théodore

Karneval

Det er lidt [enfoldigt] at være en karikatur af noget, man ikke kender ret meget til, og som betyder meget lidt for én, men at være sin egen karikatur - det er det sande karneval!

Den sidste dag

Det er ikke vanskeligt at dø, det er kun [gådefuldt] oplysende, som om man var kommet op i tilværelsens mast [eller op på livserfaringens tinde]. En visdom kommer til én, - og når man ikke er vis i sig selv, og aldrig før har været vis, er det noget man føler sig slået af. Folk kalder det vist erfaring [af overjordisk karakter].

Onkel Seneca

Den fede mand

Anna - En ufuldendt fortælling

Ingen moder vil virkelig, i sit hjerte, være vred over at hendes søn beviser sin unge mandighed.

[Det kan være en vanskelig opgave] at forme sine følelsers malstrøm i ord.

Den stolte dame [ved navn La Guillotine]

Det [går] som det [går] - mennesket spår, men en anden - det højeste væsen [Gud] - råder.

Det højeste væsen [Gud] går vist ikke meget op i at arrangere ægteskaber for aristokraterne.

Det [vil] altid være en ære og en fornøjelse at bære brænde og vand for en Perrenot.

Det er en alvorlig forseelse at prøve at bestikke en [såkaldt] republikkens tjener.

Der vokser ikke mange slanke, hvide liljer af den slags [som datterdatteren af Jocelynde-Jeanne de Perrenot de Lionne] på Paris' brosten i dag.

Ingen aristokrat vil nogensinde kysse de læber, som har kysset [skarpretteren] Samson.

Bødlerne i gamle dage måtte [under deres arbejde] have oplevet [en let og lang sindsbevægelse løbe gennem deres krop i forbindelse med deres øjesyn af de syndige] tyve og skøger, mod hvis sydende kød de pressede det hvidglødende brændejern.

Bjørnen og kysset

Nordmarkens rette enehersker [er] den vældige, ensomme bjørn.

En gammel bjørn kan blive menneskejæger, og er da ikke god at møde for en enlig vandrer på den smalle sti over renlavet.

Gamle sagaer [fortæller] om finne- og lappepigerne, at de er sortøjede og rødlæbede, med bløde lemmer og stemmer; de kan trolddom [og heksekunst].

De mørkøjede, lavmælte kvinder var dyre i køb; de kunne koste en mand hans liv eller forstand.

En dag forbi [og solskiven dukket under horisontens ædle, rette linje] - det siger altid noget [om erindringsværdien af dagen].

[At hjembringe et bjørneskind anses for at have] hjembragt de tolv mænds kræfter, som en bjørn siges at have.

Finnekoner bliver blide og søde i mælet af kaffe.

Den varme kaffe [kan smelte et] selskab mere sammen.

Kaffe, det giver konerne bjørnejægerne, når de kommer hjem [fra deres sindrige jagter].

Ja, bedrøveligt [under nattehimlen], ja, det sørgeligste i verden: Et lys fra et fængsel.

Der er [ganske givet] ingenting i verden så uskyldigt som en heks [og hendes kunstfærdige hekseri].

Gensyn

Det er aldrig blevet regnet for noget godt varsel at møde sin dobbeltgænger.

Når en mand begynder at tale om sig selv, behøver han som regel god [og tankefuld] tid.

Jeg [direktøren for marionetteatret] formoder, at der kun er få mennesker, som slet ikke har andet i tankerne end at gøre Guds vilje, selv om de er fast besluttede på dette ene [gøremål].

Vist er det en stor lykke at kunne forvandle de ting, der hænder en [ved de forskellige stadier på livets vej], til historier. Det er måske den eneste fuldkomne lykke, et menneske kan finde i livet. Men det er på samme tid, uforklarligt for de uindviede, et tab, endogså en forbandelse.

Det er det, et gensyn gør. Det er historiens prøvesten, parentesens sidste kurve, som slutter sig til den første kurve og gør det, den rummer, til en [sammenhængende] enhed.

Citater fra breve

Breve fra Afrika 1914-31 (1978)

Jeg sender dette brev til dig, da du vel er den hjemme, som bedst kan forstå den salighed, som de oplevelser, det omhandler, volder. Jeg har i [28 dage og nætter under den levende afrikanske himmel] besøgt de lykkelige jagtmarker og kommer lige ud fra dybet af den store vilde naturs herlighed, fra urtidens liv, i dag som for tusind år siden, fra mødet med de store rovdyr, som betager én, som man får på hjernen, så at man ikke synes, der er andet værd at leve for end løver, - stærk af det store højfjelds luft, brun af dets sol, fyldt af dets fri, vilde, mægtige skønhed i varmeblændende dage, i store måneskinsklare nætter.
- Af brev til Thomas Dinesen, 17. oktober 1914.

Jeg ville så gerne begynde at male igen og håber jeg skal få tid, når jeg får alt i orden hjemme [på farmen]. Når jeg engang kommer hjem [til Rungstedlund], skal jeg gå på en malerskole. Jeg tror, [at] man må opleve noget, førend man kan samle sin personlighed i nogen slags kunst, men jeg tror, [at] man siden kan omsætte det igen i kunsten.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 17. februar 1917.

Egentlig lever man jo her [på farmen] som på landet hjemme i år 1700. Post får vi allerhøjst 1 gang om måneden, vejene er ufremkommelige, så snart [skyerne lader regnen falde på farmen og det omkringliggende højland]; jeg kan [eksempelvis] aldeles ikke komme til Nairobi for tiden. Bror rider [til og fra Nairobi], men da man kun kan ride i skridt i dyndet, er det mig for [brydsomt].
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 19. april 1917.

Elskede moder, jeg sidder her og skriver og får måske [ikke af mit oprigtige hjerte] frem, hvad jeg vil sige, men hvad skal man gøre? Den store afstand er der, og alt det jeg synes, jeg skulle sige ved at tage dig om halsen, må jeg møjsommelig male på et papir. Når jeg tænker på dig og Tommy og at I skal skilles, bæver hele mit hjerte, fordi I to ligner hinanden og er for mig det skønneste jeg har set, og elsker hinanden så højt. Men så skal I også se, hvor dejligt det bliver at mødes igen.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 14. juni 1917.

Man skal vænne sig lidt til farverne herude [ved søen Lake Naivasha og bjerget Longonot], især til det, at alting er så lyst; og så er det så tørre farver, aldrig noget frisk grønt og himlen for det meste hvidviolet.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 1. juli 1917.

Jeg tror, at livet, for at give én noget igen, forlanger at man skal elske det, [således] ikke bare nogle sider af det og ikke bare sine egne ideer og idealer, men livet selv i alle dets skikkelser, og når du [Thomas Dinesen] taler om min livsanskuelse, så har jeg egentlig ikke anden [end selve kærligheden til livet].
- Af brev til Thomas Dinesen, 26. februar 1918.

Hvis jeg får et barn, som jeg så inderlig håber, og om ikke alt for længe, så vil jeg ikke tro [eller antage], at jeg sidder inde med hele sandheden i verden, men jeg vil lade andre mennesker og forhold opdrage det ligeså meget som mine egne ideer; thi der er nok mange øjeblikke, hvor det udenforstående liv ubevidst lærer én meget mere end de bedst overvejede og tildelte principper.
- Af brev til Thomas Dinesen, 26. februar 1918.

Når man er så langt borte, så smelter fortid og nutid så underligt sammen, og man syntes også tit at forskellen på liv og død er en illusion.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 17. maj 1918.

Jeg tror, der er en ganske egen fascination ved dette land, måske ved alle nye lande, som man synes ligger og venter på én, og hvor man kan gøre så meget.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 20. maj 1918.

Noget så smukt som en [dansk] septemberdag hjemme findes der ikke [her i den årstidsløse del af verden].
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 5. september 1918.

Ja, af alle verdens kræfter er kærligheden den guddommeligste. Den har skabt alt skønt i verden, - nattergalenes sang, træernes blomster, alle kunstværker og vel også de fleste [af de ærefulde og heltemodige Victoria Kors].
- Af brev til Thomas Dinesen, 13. december 1918.

Her er dejligt, et Paradis på Jorden, når der kommer regn nok. Og i trængselstiderne kommer man på en måde til at elske dette genstridige land endnu mere; jeg har den følelse, at for fremtiden vil jeg, hvor i verden jeg er, tænke om der er regn ved Ngong.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 26. februar 1919.

Det er så dejligt, at Rungsted og du, og Folehave og I alle er til. - Men Ngong, [bjerget] Ngong, det står nu skrevet i mit hjerte.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 24. november 1920.

Nu har vi set Afrika i horisonten, og gid nu det kære, elskede land vil tage imod mig med samme venlighed, som jeg hilser det med. - Jeg synes dog, at det er dér, mit liv ligger; jo nærmere jeg kommer det, jo mere føler jeg de stærke bånd som binder mig til det.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 13. december 1920.

Det er så svært at skrive, når man i virkeligheden ikke ved, om man er købt eller solgt, eller hvordan man i øjeblikket egentlig skal se på tilværelsen. Men jeg håber, - og tror også nu, - at denne uvisheds tid snart skal være forbi, og alt skal "blomstre som en rosengård."
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 29. maj 1921.

Jeg vil så gerne altid have den følelse, at til dig kan jeg skrive alt.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 25. oktober 1921.

Det er så stjerneklart og stille her i aften. Verden er så stor og mærkelig, - og så har man dog den hele i sit eget hjerte.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 24. november 1921.

Jeg træffer mange mennesker her, som jeg kommer til at holde så meget af, - som Denys, som kommer herud nu, og Doone, - som jeg vel aldrig havde truffet hjemme i Danmark. Selve mit hus og have [samt] hele farmen her holder jeg så ubeskrivelig meget af; jeg har en følelse, som man hjemme sjælden kender, af at jeg har skabt dette selv, og at det [således] er en del af mig.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 23. januar 1922.

Man kan næsten ikke forstå, at der i verden skulle kunne findes så stærke kræfter, at de kan skille moder og barn, slet ikke noget så udvendigt og umotiveret som en sygdom.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 7. april 1922.

Jeg tænker så tit på det ord i Biblen: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig." Jeg synes der er så dyd mening, noget så stort i det; jeg regner det næsten for mit "valgsprog" her i livet. I alle forhold, i alt, hvad man oplever i verden, synes jeg at det har så dyb gyldighed; endogså med denne farm og dette land.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 29. oktober 1922.

Jeg har sådanne dejlige hvide liljer for tiden, større og hvidere, synes jeg, end de er hjemme. Det er ikke underligt, synes jeg, at de er blevet regnet for hellige blomster, og at man altid ser dem i hænderne på engle; de er næsten overnaturligt hvide. Herude er der en slags fugle, som hedder Aigrettes, de er ligeså hvide og ser ganske unaturlige ud i landskabet.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 12. november 1922.

Herudefra kan man dog ikke lade være at se på [Georg] Brandes som en af dem, som i de sidste 25 år har kastet mest glans over Danmarks navn.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, ca. 20. januar 1923.

Farmens fremtid [og skæbnegang] må jo blive: Enten at kompagniet [Karen Coffee Company Ltd.] beholder den, - eller at jeg låner penge og køber den, - eller at den bliver solgt ved et tvangssalg og kommer på fremmede hænder.
- Af brev til Thomas Dinesen, 23. marts 1923.

Jeg er i færd med at male en ung kikuyu-pige, håber det skal blive godt [og vellykket]. Når jeg kan stå og male her, - og det går nogenlunde godt, - og det regner på farmen, og luften er så fin og frisk, som den bliver her i regntiden, synes jeg det er en fornøjelse at leve.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 9. april 1923.

Jeg har læst [selvbiografien af den italienske kunstner] Benvenuto Cellini igen i denne tid, jeg ville ønske, at jeg kunne gøre en rigtig tur [og kulturrejse] i Norditalien, næste gang jeg kommer hjem; måske kunne Thomas og jeg gøre det sammen, der er ikke noget land i verden som har så meget charme for mig; forresten synes jeg, at naturen [i dens ideelle form] ligner dette land, især farverne, [om end] det [muligvis] mest [måtte være] olivenskovene, som gør det.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 29. april 1923.

Ja, hvad Jesus selv var som menneske og [som kulturhistorisk] personlighed, kan man vel blive nogenlunde klar over, selvom opfattelserne også her kan være meget forskellige; men hvor dybt et indtryk en ophøjet personlighed end kan gøre, tror jeg ikke, at det er noget, som i sig selv kan blive ved at have betydning gennem tusind år.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 6. maj 1923.

For de mennesker, som ikke har virkelig tro på én, kan man aldrig, synes jeg, komme til at føle noget virkeligt, mens omvendt jeg tror, man måtte kunne dø med største glæde for dem som har det.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 8. juli 1923.

Jeg selv vil nærmest sige, at man er fri, når man er i stand til at elske de love, som ens tilværelse er underkastet.
- Af brev til Thomas Dinesen, 19. august 1923.

Jeg ved godt, at det ville være en forfærdelig sorg og ulykke for mig at opgive [min fjerntliggende kaffefarm] og rejse herfra. Men hvis det for mig står således, at jeg i alle begreber om fairness og decency og retfærdighed er så langt som muligt fra de mennesker, som jeg her er afhængig af, og hvis jeg mener at være kommet til klarhed over, at det er deres opfattelse, at jeg her tager imod langt mere af dem, end jeg nogensinde kan give, og egentlig mere end det nogensinde har været rigtigt og anstændigt af mig at tage imod, - kan det så fra noget som helst synspunkt, moralsk eller dikteret af sund fornuft, være rigtigt af mig at blive her?
- Af brev til Thomas Dinesen, 25. september 1923.

At der eksisterer et sådant menneske som Denys, - hvilket jeg nok har anet før, men knapt har turdet tro, - og at jeg har været så lykkelig at møde ham i livet og har levet ham så nær, - selv om der har været lange tiders savn imellem, - det opvejer jo alt andet i verden, og andre ting betyder jo ikke noget i sig selv.
- Af brev til Thomas Dinesen, 25. september 1923.

Når man bliver ældre, så synes jeg, at afstand får så lidt at betyde, både i rum og tid; jeg synes egentlig, at alt det, som er svundet for længe siden, og alt det som nu sker langt borte fra mig, er ligeså nærværende som det, jeg tilfældigvis har lige op ad mig i øjeblikket.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 23. december 1923.

Jeg tror, at det uden undtagelse er opfattelsen, at den unge mand og pige har samme glæde af et kærlighedsforhold og kan gå ud af det med den samme gode samvittighed, - hvis de da ellers har overholdt de gældende regler for honnet opførsel.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 27. januar 1924.

Jeg tror, at de fleste mennesker har en stærk trang til at kunne udtale sig fuldkomment åbent til en eller anden, og at de mennesker, som har evne til at vinde og bevare andres fortrolighed, udretter en stor velgerning.
- Af brev til Mary Bess Westenholz, 19. april 1924.

Jeg er, tror jeg, for tid og evighed bundet til Denys, til at elske den jord han træder på, til at være over alt begreb lykkelig, når han er her [på farmen], og lide mere end døden mange gange, når han rejser.
- Af brev til Thomas Dinesen, 3. august 1924.

Man har [som menneske] ikke evnen til at elske, uden at man før eller senere kommer til at møde den, som man kan [hengive sig] til helt og holdent. Den, som aldrig har elsket, kan måske tvivle på, om han nogensinde vil kunne elske; men jeg tror ikke at livet er sådant, at man får et glimt af lykken [og kærligheden] engang, og så aldrig mere; det ligger i én selv, og det når én så sikkert som døden.
- Af brev til Thomas Dinesen, 3. august 1924.

Denys er endnu på safari, men jeg venter ham snart. Jeg har [fået] et par breve fra ham; jeg tror, [at] han har været meget glad ved at bo her [på farmen], alle hans venner siger, at han var ikke til at drage bort fra Ngong. Han rejser hjem, fordi hans fader er syg, - det er jo [ganske] synd for ham; for to år siden rejste han hjem til sin moder som døde.
- Af brev til Thomas Dinesen, 24. februar 1926.

Du har forstået mig bedre og hjulpet mig mere i livet end noget andet menneske.
- Af brev til Thomas Dinesen, 24. februar 1926.

Jeg ved ikke noget mere typisk udtryk for den gamle verdensorden end klapjagterne på Näsbyholm.
- Af brev til Mary Bess Westenholz, 23. maj 1926.

Når man nu vil måle eller vurdere sin egen skæbne, så er en af vanskelighederne den, at man uvilkårligt kommer tilbage til andre menneskers synspunkt og målestok.
- Af brev til Thomas Dinesen, 5. september 1926.

At gå gennem skoven fra Rungsted til Folehave, at lave en kop the med ristet sigtebrød, at plante en ny række hyacinter, - det er indhold i livet, det er værd at gøre, fordi man holder af det, føler sig vel tilpas deri, er lykkelig ved det.
- Af brev til Thomas Dinesen, 5. september 1926.

Hvis man vil være mellem de bedste, da må man søge og omgås de bedste; vil man være mellem de forreste, da må man søge og kende de forreste, - ikke nødvendigvis i personlig omgang, men i tankegang og åndsliv.
- Af brev til Thomas Dinesen, 22. oktober 1926.

Jeg sender dig indlagt en evighedsblomst som har groet lige på toppen af Ngong Hills.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 21. august 1927.

Trods alle savn er jeg så lykkelig her [på farmen], som jeg knap troede jeg skulle blive i livet. Jeg er jo fri, - ville være helt fri, hvis vi kunne komme over vore økonomiske bekymringer, og der er så meget her som jeg elsker. Og så forstår du, at mit forhold til Denys gør mig meget lykkelig.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 9. september 1927.

Dette brev skrives af et [for tiden] meget lykkeligt menneske, hvilket jeg stoler på vil være dit kærlige, søsterlige sindelag en glæde [og en hjertefryd]. Vi har haft en herlig regn [her på farmen], og på grund af forskellige omstændigheder [af frugtbringende karakter] føler jeg mig selv som et træ, der blomstrer og springer ud.
- Af brev til Ellen Dahl, 22. november 1927.

Jeg tror, at du vil have forudsætninger for at forstå mine synspunkter bedre, når de skrives fra Afrika, end hvis de blev [formuleret] i dagligstuen på Folehave.
- Af brev til Mary Bess Westenholz, 30. marts 1928.

En af de første dage jeg var her i landet, var der en [dreven og indsigtsfuld rejsende], som før havde været i Indien, som sagde til mig, hvad jeg tit har tænkt på siden, at: "Indien er [Tusind og en Nat], og Afrika er Robinson Crusoe."
- Af brev til Mary Bess Westenholz, 6. maj 1928.

Jeg synes ganske vist, at menneskelig lykke, hvor den så [end måtte] findes, er af stor værdi og vel værd at bevare; og jeg synes tillige, at den, som kan siges at have skabt noget smukt og harmonisk, har tilført verden værdier, selv om dette tilsyneladende kun forefindes, og virker, i hans [eller hendes] egen sfære.
- Af brev til Mary Bess Westenholz, 29. juni 1928.

Jeg synes, at den allerstørste lykke er at mødes og forenes med et andet menneske i kærligheden til et ideal, eller til idealer, i livet, men jeg ønsker ligeså lidt at tjene ham frem for dem, som jeg ønsker at han skal tjene mig på deres bekostning, - og heri tror jeg ikke at jeg er dikteret af hverken forfængelighed eller egoisme, men af min tro på det guddommelige i verden, og uden den kunne jeg, - som har kaldt mig fantast fra mine unge dage, - dårlig se nogen sammenhæng i tilværelsen.
- Af brev til Mary Bess Westenholz, 20. november 1928.

Jeg kan nok se, at der er noget vist poetisk i den muhammedanske opfattelse af kvinden og hendes stilling i livet som livets krone og største kostbarhed for manden.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 17. marts 1929.

Jeg har altid godt kunnet lide at være [i selskab] med gale eller lidt forstyrrede folk; der er noget frigørende ved det, at man dog en gang [imellem] kan komme ud af de usigelig udtrådte, konventionelle baner, også for tanken [og dens karakter af anker i tilværelsen].
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 11. maj 1930.

Jeg har selv haft et par af de dejligste dage, for Denys kom her [på farmen] i torsdags og rejste igen i går. Det er en magisk virkning som han har på mig; aldrig nogensinde har jeg kendt en lignende lykkefølelse som i hans selskab, det er som om jeg fik lys og luft efter at have været længe inde i en stue. Jeg var oppe og flyve med ham i går, og om der nu overhovedet kunne eksistere en større lykke for mig end at flyve over Ngong med ham, anser jeg for tvivlsomt.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 21. september 1930.

Man skal se Afrika fra luften, det er sikkert; dér får man rigtig de uhyre vidder og spil af lys og skygge over dem.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 21. september 1930.

Jeg har altid syntes, at [Denys] havde særlig meget af luftens [og flyvningens] væsen i sig.
- Af brev til Ellen Dahl, 12. oktober 1930.

En stor verden af poesi har åbnet sig for mig og taget mig ind, herude [under den uendelige og lette himmel i de afrikanske højlande], og jeg har elsket den. Jeg har set ind i løvers øjne og sovet under Sydkorset, jeg har set de store sletter under [de hede] græsbrande og med fint grønt græs efter regnen, jeg har været ven med somali, kikuyu og masai, jeg har [med Denys] fløjet over Ngong Hills.
- Af brev til Ingeborg Dinesen, 17. marts 1931.

Så har jeg, i disse vanskelige måneder [og i min nygroede og hjerteknugende uvished om, hvad jeg overhovedet kan gøre i verden], foretaget mig, hvad vi søskende gør, når vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, - jeg er [med afsæt i min belæsthed] begyndt at skrive en bog.
- Af brev til Thomas Dinesen, 10. april 1931.

Karen Blixen i Danmark - Breve 1931-1962 (1996)

Jeg selv har det godt, jeg er [for tiden] i færd med at skrive en bog: Mine erindringer fra Afrika, - og jeg har i grunden en meget lykkelig tid dermed. Nu, da jeg har fået [min tid og mistede tilværelse i Afrika] lidt på afstand, samtidig med at [erindringerne] dog altid er lige levende og nærværende for mig, synes jeg det ville være noget [unikt] at opnå, om jeg kunne komme til at samle det, som der betød noget for mig, og at det kunne blive et slags kunstværk.
- Af brev til Gustav Mohr, 3. juli 1936.

Det svære [og vanskelige] for mig er da i virkeligheden ikke savnet af moder, eller af de andre der er døde, men forholdet til livet, og de levende, og den tvivl jeg har, om [hvorvidt] jeg er i stand til virkelig endnu engang at høre til mellem dem. Da jeg kom hjem fra Afrika, sagde jeg til moder, at hun ikke måtte vente meget af mig, for det halve af mig lå i Ngong Hills, - og nu har jeg den følelse, at det halve af, hvad der var tilbage, ligger, - ja, ikke på kirkegården, men på en måde i fortiden, eller i selve universet, uden forbindelse med hverdagen, eller med noget af dens krav [og kutyme]. Jeg tror jo [tillige] at det, rent objektivt set, er en vanskelig opgave, for anden gang i sit liv, og når man er ude over ungdommen, at blive stillet overfor den opgave at skabe sig en [ny] tilværelse [efter tab af sin første tilværelse].
- Af brev til Karen Sass, 18. april 1939.

Jeg følte, da toget satte sig i bevægelse, og jeg så det sidste af dig [elskede Tanne], som vendte jeg nu tilbage til den daglige prosaiske verden efter dage i poesiens verden. Det var en stor oplevelse for mig at være på Rungstedlund og leve så helt sammen med dig, på dine vinger, under din varetægt, jeg kan ikke takke dig nok for den flyvetur.
- Af brev fra Mary Bess Westenholz, 24. juni 1942.

Hvad jeg egentlig ville sige var, at Deres forfatterskab for mig betyder befrielsen og fornyelsen ved at stå overfor komponerede ting, fri indbildningskraft, til forskel fra den ulidelige selvskildrende hjemstavnslitteratur der i øjeblikket er enerådende her i landet. Det første der forlanges af en digter eller digterinde er at der digtes, De gør kravet fyldest.
- Af brev fra Johannes V. Jensen, 16. november 1942.

[Af et ærligt, oprigtigt hjerte og] mere end nogensinde er jeg, efter at have læst dit brev, klar over, at vi forstår hinanden så langt som vi kan nå. Vi er enige om, at det, vi har som nådegaver - mod, viljestyrke, skønhed, helbred, gør et menneske værdifuldere end det, som det opnår ved bevidst stræben efter det ideale, - om det også er det i Guds øjne, må vi lade ubesvaret.
- Af brev fra Mary Bess Westenholz, 28. februar 1945.

De to gange, vi har været gæster på Rungstedlund, har virkelig været lyspunkter i vort liv i al den tid [vort venskab har varet]. Jeg skal aldrig glemme, hvad jeg ser og hører, indsuger og fornemmer af smukt og godt, når jeg er i Deres nærhed derude. Det er som at blive velsignet, og sindet løber fuldt til randen, med rigdom nok til lang, lang tid; der falder [i smukke ord] nye frø, som vil spire.
- Af brev fra Ingeborg Brams, 22. september 1948.

Jeg kan undertiden blive bange for, at heretikerne [de ansvarlige for tidsskriftet Heretica] er ved at udvikle sig til noget lignende som den retning i engelsk malerkunst, der kaldte sig præraphaeliterne. Det var dygtige folk, men forfærdelige; de kan få beskueren til at fornægte og forsværge malerkunsten overhovedet.
- Af brev til Thorkild Bjørnvig, 6. oktober 1949.

Jeg trænger [efter min seneste behandling på hospitalet] mere end nogensinde til en håndsrækning fra Shakespeare.
- Af brev til Thorkild Bjørnvig, 1. august 1950.

Jeg føler mig altid så inderlig vel på herregårdene [såsom Frijsenborg og Gyldensteen med disse steders eventyrlige dragningskraft]; jeg ved, at deres tid er forbi, men det er et af de stadier i mit tretusind-årige liv, som jeg helst dvæler i [eller tøver ved].
- Af brev til Benedicte Jensen, 14. august 1951.

Jeg var meget glad for at gense baronessen. Jeg synes altid, jeg har meget ud af at være i baronessens selskab og på Rungstedlund. Det rum, som baronessen holder af at hengive sig i på gårdene på Fyn, finder jeg altid nærværende, når vi er sammen. Jeg tror på den form af åbenhed og tilforladelighed, jeg kan finde på Rungstedlund; jeg er altid fuldstændig tryg i baronessens selskab.
- Af brev fra Jørgen Gustava Brandt, 10. september 1952.

For en kunstner gives der [i almindelighed] ingen slet omgang, siger [vistnok] Ernst Jünger i en aforisme.
- Af brev fra Tage Skou-Hansen, 1. oktober 1953.

Jeg kan ikke finde de ord, jeg skulle bruge for at sige Dem, hvordan [Deres digte] har grebet og bevæget mig, så mægtigt, med smerte og stor glæde, en bue blev ført over alle strenge i mig. Det var de gamle dages bølgegang. Quel bonheur quel bonheur.
- Af brev til Thorkild Bjørnvig, 4. oktober 1953.

Jeg synes, at blomster i sig selv er et af tilværelsens største mirakler, og at det i enhver form er herligt at give sig af med dem, men De [Knud W. Jensen] ved jo nok, at det er min særlige passion at sætte dem i vand. Det er hver gang, som om man malede et blomstermaleri.
- Af brev til Knud W. Jensen, 20. oktober 1953.

Enkelte stammer i Afrika undgår de store epidemier ved lige straks at dræbe de medlemmer af stammen, som først angribes af pest eller kopper, og nedsætter herved utvivlsomt den sum af lidelse, som stammen [ellers måtte gennemleve med dødens pust i nakken].
- Af brev til Torben Hvam, 25. juni 1954.

Mod er menneskehedens svar på himlens forkyndelse af dens kår. Det er [således] modet som adler uheldet, modgangen [og] ulykken, til tragedie.
- Af brev til Bent Mohn, 18. oktober 1954.

The Danish Papers report that on being awarded the Nobel Prize you have done me the honour to mention me as one of the authors who might have deserved it. In the hope that this is true, I thank you many times for your kind words. They give me, I think, at this moment as much heavenly pleasure, - even if not as much earthly benefit, - as would have done the Nobel Prize itself.
- Af brev til Ernest Hemingway, 1. november 1954.

Jeg er i øjeblikket virkelig syg, jeg har bestandig de mest uudholdelige smerter, som også delvis formørker min forstand [og åndelige integritet].
- Af brev til Aage Henriksen, 21. marts 1955.

Venskab skabes aldrig fra en side alene, men bygges op på gensidige følelser og forståelse og er en enestående gave.
- Af brev fra Inger Wedell, 15. april 1955.

For mig selv, som i de første ti år af mit liv var i ganske særlig grad knyttet til fader, og som senere [efter sit selvmord] ofte, bevidst og ubevidst, har følt savnet af ham, - også således at forstå, at jeg mener, min tilværelse, ifald han havde levet længere, kunne have formet sig i én [retning og] betydning mere harmonisk end den har gjort, - står han [for mig], mere end som forfatter, som et menneske, en ven. Jeg er ikke hans publikum, men hans datter. Min moders familie, mellem hvem jeg efter faders død voksede op, holdt ikke af ham, selv om de vistnok anerkendte jagtbrevenes værdi.
- Af brev til Aage Henriksen, 1. april 1956.

[Min fader] Boganis står vistnok i sit publikums bevidsthed som et menneske, der frem for alt ønskede, og søgte, at nyde livet [og naturens righoldighed], - om også under nogle - for de almindelige danske læsere - ret ejendommelige former, som for eksempel: Krig [og valpladser]. Dette har sikkert været medvirkende til hans popularitet; man er indtaget i et sådant menneske, men man tror ikke ret [og reelt], at noget for ham har været alvor, deraf også overbærenheden i bedømmelsen af ham. Den egenskab, som tiest anerkendes hos ham, er [livfuldhed], en anden er lethed, - han er en feinschmecker, en elegant, i selve sit væsen en æstetiker.
- Af brev til Aage Henriksen, 1. april 1956.

Så mange minder fra ungdommens tid, lykkelige og alvorsfulde, strømmede ved modtagelsen af dit brev ind til mig, at jeg måtte se mig om i stuen for at forstå, at jeg var så langt borte fra mine skønne, uforglemmelige egne.
- Af brev til Ingrid Lindström, 18. juni 1958.

Jeg kan ikke afslutte dette brev uden at udtrykke min glæde og taknemmelighed over Deres bøger og over at det er faldet i min lod [som forfatter, billedkunstner og komponist] at være samtidig med en så stor skribent [og så betydelig forfatterinde].
- Af brev fra William Heinesen, 8. juli 1961.

Citater fra dagbøger

Dagbog fra Paris 1910 (1983)

Jeg var så tung om hjertet, i den rigtige forfærdelige melankolske sindstemning, hvori man gerne både selv vil dø og slå alle andre ihjel, om muligt, det er virkelig en slags galskab.
- Af Karen Christentze Dinesen, 24. marts 1910.

Jeg tænkte: Kære Gud, dette gamle forslidte, barnagtige, uendelig flove liv, som du har givet os at lege med og som rimeligvis var godt nok til de mennesker du havde tyve slægtled tilbage, er vi voksede fra, det er ikke til at holde ud.
- Af Karen Christentze Dinesen, 24. marts 1910.

Jeg vil ønske, at denne tur [til Paris] må give livet en lille smule charme, og gøre det i mindste måde værd at leve for mig.
- Af Karen Christentze Dinesen, 25. marts 1910.

Jeg tænkte på Marcel Legays "Cloches catholiques" og det var den første gang, jeg var glad her i Paris.
- Af Karen Christentze Dinesen, 27. marts 1910.

Kommer man sådanne steder [som en pension i rue Boccador], er det som om man kom i bur igen, Verden er ganske lille. Jeg tænker om jeg aldrig mere skal have den lykke at føle som om jeg stod højt og så udover en stor, skøn Verden.
- Af Karen Christentze Dinesen, 29. marts 1910.

Museer er dog noget for mig modbydeligt, Louvre er som balsameret, kongen skulle være der.
- Af Karen Christentze Dinesen, 5. april 1910.

Skæbnen kunne måske alligevel finde på at gøre mig til sin skyldner.
- Af Karen Christentze Dinesen, 9. april 1910.

Hvor er det lidt, lidt værd at leve.
- Af Karen Christentze Dinesen, 14. april 1910.

Jeg vil skrive det, det var første gang jeg følte mig let om hjertet, stærk.
- Af Karen Christentze Dinesen, 24. april 1910.

Trist, trist, trist, alt var mig modbydeligt og trivielt, som før [afrejsen fra Danmark].
- Af Karen Christentze Dinesen, 16. maj 1910.

Om Karen Blixen og hendes forfatterskab

Karen Blixens psyke og kunst er afgørende præget af hendes oprindelses miljø. Hun er vokset op med en krans af historier om sig, fortællinger om krig og vovemod, om mageløse jagter, lykkelige skud, underfulde begivenheder. Herregårdens lange hverdag, dvælende i rytmen, og dens fester har tryllet med hende, hun har draget ånde i salens duft af vin og pæoner, i staldenes lune em af dyr, i den duggede morgen på høstens marker.
- Af Christian Elling, dansk kunsthistoriker.

Den [såkaldte] blixenske skæbneindsigt, det man kunne kalde hendes eksistentielle overvejelser over tilværelsens rollebesætning, ytrer sig så at sige på ethvert af hendes livsstadier og altid med samme styrke [og standhaftighed].
- Af Niels Birger Wamberg, dansk forfatter.

Identiteten er et universelt tema, som Blixen var meget optaget af, og som også er relevant i dag. Identitetsspørgsmålet kan vi ikke komme uden om, og det er vigtigere end nogensinde i en global verden. Mange mennesker ved ikke rigtig, hvor de hører til, og hvem de er. Folk udfordrer deres identitet, har mistet den eller søger den, og det er det tema, der [som et ledemotiv kendetegner] Blixens forfatterskab, fordi hun selv stod med disse overvejelser.
- Af Catherine Lefebvre, direktør for Karen Blixen Museet.

[Som læser] mærker [man] ofte i Karen Blixens forfatterskab, at hun har begyndt sit kunstneriske arbejde med kul og pensel i hånden. Hendes koloristiske evne er højt udviklet, rig på præcise nuancer, og hendes følelse for legemet som skulptur [er] overmåde sikker.
- Af Christian Elling, dansk kunsthistoriker.

Trods sit skrøbelige helbred havde Karen Blixen et overskud, nogle skjulte ressourcer [af sjælelig særtræk].
- Af Knud W. Jensen, museumsstifter og -leder af Louisiana.

[Selskabelighedens løvinde] Karen Blixen var lige så omhyggelig med at vælge gæster som med at vælge blomster ud, og stræbte altid efter at sætte dem sammen i en smuk buket, så at de rigtig kunne udfolde sig i hinandens selskab.
- Af Steen Eiler Rasmussen, dansk arkitekt og formidler af bygningskunst.

Karen Blixen viste mod, handlekraft og praktisk sans over for de ikke få prøvelser, hun mødte i livet.
- Af Lisbeth Hertel, oversætter og litterær medarbejder ved dagbladet Information.

Den [engelske udgave af Syv fantastiske Fortællinger] har fængslet mig og interesseret mig, det er den mest fascinerende bog, jeg længe har læst, enestående ved sin romantik, som synes så fortidig og dog virker så moderne, og sin fantasis uforbløffede dristighed, ved sin erfarne livsvisdom og sine overraskende tanker, en fremmed fabelfugl med fjerene funklende af alle eventyrets farver midt i en verden [og midt i socialrealismens stilperiode], hvor litteraturen er optaget af [at skildre sin samtids] tragiske realiteter.
- Af Ludvig Holstein, dansk digter og filosof.

Ved udrejsen til Afrika havde [Karen Dinesen] uden tvivl følt sig som malerinde, men da hun rejste hjem, var hun [forfatterinde].
- Af Bente Scavenius, dansk kunsthistoriker.

[Kosmopolitten Karen Blixen] er en fremmed fugl i sit lands litteratur.
- Af Christian Elling, dansk kunsthistoriker.

[Karen Blixens skæbne og livsfortælling] viser, at det er muligt at miste alt - og få alt tilbage - måske ikke som praktisk livslykke, men i en renset [og] æstetisk form, der kan være til en glæde [og en indre hjertefryd] uden ende for den læser, som lader sig fange ind af hendes værk [og fortællekunst].
- Af Susanne Fabricius, dansk forfatter, cand.mag. i dansk og filmvidenskab.

[Den mangetydige mytemager Karen Blixen] brugte nok ordets medie, men hun brugte det som en billedkunstner. Hun skabte [således] med elementer fra drøm, kunst og virkelighed en anden virkelighed [af velordnet struktur og af digterhjertets form for sandhedskærlighed: Den såkaldte blixenske mytologi].
- Af Susanne Fabricius, dansk forfatter, cand.mag. i dansk og filmvidenskab.

Ingen anden dansk digter, end ikke H.C. Andersen, er blevet fotograferet så hyppigt som [Karen Blixen].
- Af Frans Lasson, dansk operasanger og Blixen-forsker.

Hvis man [eksempelvis vælger at] vurdere hendes forfatterskab efter de egenskaber hos det, som først bliver synlige, og som man kan sige er dem, litteraturhistorie skrives på, så er det klart, at Karen Blixen er overmåde vanskelig at placere litteraturhistorisk, fordi så ligner hun ikke ret mange; og det har vel at gøre med det usædvanlige miljø, hun er vokset op i [på Rungstedlund og Folehave], og den usædvanlige skolegang og læsning, hun havde i sin ungdom.
- Af Aage Henriksen, dansk litteraturforsker.

Som [Bertel] Thorvaldsen elsker Karen Blixen også attituder [og undertoner i kunsten].
- Af Christian Elling, dansk kunsthistoriker.

[Den udlængselsfulde og unge] Tannes hensigt [med turen til Paris i foråret 1910] var, som hun senere har forklaret, at prøve om det beundrede Frankrig måske kunne åbne muligheder for hendes kunstneriske evner.
- Af Thomas Dinesen, dansk forfatter, soldat og civilingeniør, bror til Karen Blixen.

Det måtte være lønnende at jævnføre Karen Blixen med Edith Sitwell.
- Af Christian Elling, dansk kunsthistoriker.

I forfatterskabet mærker man ofte bag det skrevne ord en malers opfattelse af situationen: I figurernes indbyrdes placering og i fornemmelsen af menneskelegemet som skulptur, i sansen for farvernes valør og for den [sceniske og virkningsfulde] belysning.
- Af Merete Klenow With, dansk oversætter og redaktør af Blixen-antologi.

Karen Blixens stil [og digtning] er rig på zoologiske metaforer [og navnlig de ornitologiske metaforer].
- Af Finn Salomonsen, dansk zoolog.

Som naturskildrer råder digteren [Karen Blixen] over den følsomme hånd og det sikre talent for udvælgelse, der fordres for at kunne virke [og præsentere naturscenerier] af sjælden stil [og af samme kolorit som guldaldermalernes landskabsmalerier].
- Af Christian Elling, dansk kunsthistoriker.

Her [på Kragerup] kom kusinerne fra Rungstedlund, den purunge Tanne Dinesen og hendes søstre, især til jagterne. [Således] ikke mindst herrerne [relaterede til Kragerup] var stærkt optaget af disse unge piger, som både var kønne og aparte, naturligvis især Tanne, hvis store, mørke øjne kunne hæves og sænkes på en [ganske forunderlig og foruroligende] måde, rummende alverdens mystik.
- Af Else Moltke, dansk forfatter og grevinde.

Karen Blixen var præget af engelske blomstertraditioner, der takket være et mildere klima og englændernes næsten religiøse kærlighed til havekunst er yppigere og ødslere end vore [danske blomstertraditioner].
- Af Lisbeth Hertel, oversætter og litterær medarbejder ved dagbladet Information.

Ligesom en skuespilforfatter søger at forme sit [teaterstykke], så at der ikke [figurerer] nogen [livløse] øjeblikke, men hver scene bliver fuld af betydning; sådan følte man, at Karen Blixen søgte at forme hele sit liv [og sin skæbne], så at hvert moment skulle have fylde og mening [samt at hvert moment blev et passende brudstykke i hendes skæbnes udkrystalliserede mosaik].
- Af Steen Eiler Rasmussen, dansk arkitekt og formidler af bygningskunst.

Kærligheden til malerkunsten bevarede Karen Blixen livet igennem. Af malerkunstens store mestre lod hun sig gerne inspirere. Det gjaldt også de danske guldaldermalere, hvis værker åbnede hendes øjne for værdien af vort eget landskab. Selv har hun erkendt, at [via] malernes fortolkning af landskabet lærte hun landets særlige natur at kende. Derfor blev hendes landskabsbeskrivelser til psykologiske billeder på fortællingers forløb.
- Af Bente Scavenius, dansk kunsthistoriker.

Ikke-indekserede citater

Den [kulturformidler], som virkelig skal formidle forståelsen mellem Afrika og Europa, det skal ikke være hverken politikeren, videnskabsmanden eller forretningsmanden, endskønt disse må være med i arbejdet. Men det skal være [et hverv for] kunstneren.
- Af Karen Blixens forord i værket Det genfundne Afrika.

Manden og kvinden er to låste skrin, som hver indeholder nøglen til den anden.

Jeg har altid haft svært ved at se, hvordan et landskab egentlig så ud, hvis jeg ikke af en stor maler [forinden] har fået nøglen til det. Kun de afrikanske højsletter har straks talt til mig uden tolk med et sprog, som gik mig lige til hjertet.

Ja, min drøm er endnu engang at tage på safari med Bror.

Vi må præge livet mens vi har magt over det, at det ikke skal lukke sig når vi går ud af det, uden spor.

Tragedien forbliver af mennesker, med forbehold i deres forhold, eller i deres egen natur til den hårde nødvendighed. For dem er det frelsning og saligkåring.

I sit fængsel synger mit hjerte kun om vinger, kun om vinger.

Ingen har set trækfuglene tage deres vej mod varmere områder som ikke findes, eller floder bryder deres vej gennem klipper og sletter for at løbe ind i et hav, som ikke findes. For gud skaber ikke en længsel eller et håb, uden at have en tilfredsstillende virkelighed klar til dem. Men vores længsel er vores løfte, og velsignet er hjemveen, for de skal komme hjem.

Gud skabte manden før kvinden. Det er ligesom, når jeg skriver. Først laver jeg en kladde.

Når du har en stor og vanskelig opgave, måske noget der næsten er umuligt; hvis man kun arbejder lidt ad gangen, hver dag lidt, vil arbejdet pludselig færdiggøre sig selv.

Vanskelige tider har hjulpet mig til at forstå bedre end før, hvor uendeligt rigt og smukt liv er på alle måder, og at så mange ting, man går bekymre sig om, er uden betydning overhovedet.

Den, der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet livet.

Nogle mennesker gør andet, end de har lyst til, og glemmer, hvad de selv er. De forvirrer naturens tanker, de plumrer naturens kilder op, ja tag jer endelig i agt for dem.

Ansigt til ansigt med det tragiske har guderne den gode smag at forholde sig passive og at undgå indblanding.

Kvindens hele væsen er en hemmelighed som bør bevares.

Mennesket bevæger sig kun på et enkelt plan og er bestandig bundet til jorden. Men jorden understøtter ham kun med det lille areal unders hans fodsåler, og han må selv bære sin vægt og sukke under den.

Skolen er ikke livet, og livet indretter sig ikke efter skolen; det er skolen som skal indrette sig efter livet.

Dyrene er, givet i vore hænder, endnu mere værgeløse end børnene.

Endogså hver enkelt af tilskuerne i teatret er så at sige en af naturens tanker, dog som publikum betragtet er de det ikke, thi der er grænser for alting.

Lidelsen er lykkens pris.

Lad lykkeligt anlagte mennesker formere sig, så må menneskeslægten jo engang blive lykkelig.

Det var hårdt for folk, som ønskede sig ting så stærkt, at de ikke kunne undvære dem. Hvis de ikke kunne få det, de ønskede sig, var det hårdt for dem, og hvis de fik det, var det meget hårdt for dem.

Jeg vil intet hellere end at underordne mig en mand, som jeg beundrer, men for et par bukser i sig selv har jeg ingen hellig ærefrygt.

Hvert eneste kunstværk er på samme tid sin egen idealisation og sin egen karikatur, et vrængbillede af sig selv.

Det er en forfærdelig oplevelse for en fortæller at erfare, at hans historie er sand.

Perler ligner tillige i sig selv digternes frembringelser - de er sygdom forvandlet til skønhed, og de er på én gang lysende klare og uigennemskuelige for det menneskelige øje. De er dybets hemmeligheder, med møje og fare bragt for dagen for at glæde unge kvinder, der i dem genkender deres egne hjerters dybere hemmeligheder.

Blomster er i sig selv et vidunderligt værk af naturen.

Tragedien er menneskets privilegium, dets højeste privilegium. Tragedien er forbeholdt mennesket, den skabning, der i sine kår og i sin egen natur er den hårde nødvendighed underkastet. Den er menneskets frelse og apoteosis.

Man må have mod til at leve - stort mod. Man må turde elske og man må have humor.

Linjerne i et mønster løber undertiden den modsatte vej af, hvad man ventede. Som i et spejl. Men derfor er det alligevel et mønster.

I sandhed, jeg elsker døden. Den er det eneste, vi har tilbage af de gamle dages storhed, og uden den kunne intet menneske holde livets kedsommelighed ud.

Der er mange veje til sandheden - en af dem er Bourgogne.

Litteratur med citater af Karen Blixen

Kruuse, Jens: Livskunst og lykke - En citatsamling ved Jens Kruuse, Forlaget Thaning og Appel, Aalborg 1958.

Relaterede citatsamlinger

Citater af elskere og slægtninge

Søster til Ingeborg Dinesen, Mary Westenholz
Nær ven og mulig elsker til Karen Blixen, Denys Finch Hatton
Bror til Karen Blixen, Thomas Dinesen

Citater af kulturpersoner i Karen Blixens bekendtskabskreds

Kunsthistoriker, Christian Elling
Skuespiller og filmstjerne, Marilyn Monroe
Professor i fysik, Niels Bohr

Citater fra filmatiseringer

Efter novelle af samme navn, filmen Babettes Gæstebud

Citater om emner vedrørende Karen Blixen

Barndomshjem og bolig, Rungstedlund

Eksterne henvisninger

Se artiklen om
Karen Blixen på Wikipedia.

Danske citater

Citater af Karen Blixen på Citatlisten.dk (Dansk)
Citater af Karen Blixen på Citatfabrikken.dk (Dansk)

Engelsksprogede citater

Citater af Karen Blixen på Goodreads.com (Engelsk)
Citater under pseudonymet Isak Dinesen på Quotlr.com (Engelsk)
Citater under pseudonymet Isak Dinesen på The Literary Ladies Guide to the Writing Life (Engelsk)
Citater under pseudonymet Isak Dinesen på Brainyquote.com (Engelsk)
Citater med baggrundsillustrationer på Quotefancy.com (Engelsk)
Citater af Karen Blixen på Izquotes.com (Engelsk)

Franske, italienske og norske citater

Citater af Karen Blixen på Babelio.com (Fransk)
Citater af Karen Blixen på Dicocitations.lemonde.fr (Fransk)
Citater af Karen Blixen på Le-citazioni.it (Italiensk)
Citater af Karen Blixen på Ordtak.no (Norsk)

Emne-specifikke citater

Moralske, eksistentielle og kønspolitiske brevcitater fra livsperioden på kaffefarmen på Kenyasafari.dk (Dansk)
Humanistiske citater fra forfatterskabet på Humanisme.dk (Dansk)