Christian Elling

Fra Wikiquote
Spring til navigation Spring til søgning
[[Fil:|thumb|Christian Elling]]

Christian Elling - (1901 - 1974)

Wikipedia-logo-v2.svg Biografi på Wikipedia
Wikisource-logo.svg Værker på Wikisource
Commons-logo.svg Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons
Christian Thorvald Elling (14. november 1901 på Frederiksberg - 13. juli 1974) var en dansk professor, kunsthistoriker og arkitekturforsker. Elling foretog talrige og lange rejser, især til Italien, hvis ældre barokarkitektur var hans primære forskningsområde. Hans arbejde gælder især det 18. århundredes arkitektur, hvor hans usædvanligt rige kendskab til udenlandsk kunst har kastet nyt lys over de danske arbejder fra den tid. Elling havde også udpræget kulturhistorisk sans, og talrige større og mindre afhandlinger angående levevis, teater, opera og musik. Hans værk om arkitekturen i Rom i tiden fra Berninis død i 1680 og til Napoleons indtog i 1797 var et banebrydende værk om et emne, der kun var sparsomt beskrevet. Elling var ven med mange kulturpersonligheder som Karen Blixen, Steen Eiler Rasmussen og Paul V. Rubow.


Citater

Kransen om Rom - Barokkens værker i Campagnen og Bjergene (1968)[redigér]

  • I Oldtiden var oliegrenen et fredens tegn, men kranse af olivenkviste var også klassiske ærestegn.
  • I kransen af blomster om Rom er de store og rige mest værd at prise.
  • Set med den jævne italieners øjne var de klostergivnes strenge fællesliv en virkelighed, der indgød ærefrygt, men ikke vakte romantiske forestillinger. Anderledes forholdt det sig med eneboere og samfund af eremitter. Disse uhægede åndens mænd, der helt hengav sig til Gud og i naturens vold, æggede fantasien hos datidens mennesker. Legenderne om de oldkristelige ørkenfædres levned var ikke blot opbyggelige, også spændende. Dengang man hverken havde indianerhistorier eller detektivromaner kunne man i disse og i folkelige helgenkrøniker finde tilfredsstillelse for sin længsel efter det fjerne og eventyrlige.
  • Et gammelt latinsk vers udsiger, at Ignatius elskede storbyen, Frans den lille by, Bernhard de dybe dale og Benedikt de høje bjerge.
  • Kunsthistorien, som - i lighed med andre æstetiske videnskaber - hellere udskiller genrer end samler helheder, har ikke fuldt realiseret den kendsgerning, at opdagelsen af det romerske landskab falder sammen med villabyggeriets store gennembrud og havekunstens fornyelse i disse egne. Det er hævet over enhver tvivl, at maleriet og arkitekturen med dennes gartneriske supplement gensidigt har befrugtet hinanden, at de hver på sin vis har villet hæve de gamles arv i latinpoeternes eget land.
  • Ønsker man atter at få jord under fødderne i de tusculanske sommergårde og samtidig indånde kunstens og naturens dufte, kan man søge bistand hos den digtning, som var epoken kær.