Johanne Luise Heiberg

Fra Wikiquote
Johanne Luise Heiberg

Johanne Luise Heiberg(1812 - 1890)

Biografi på Wikipedia
Værker på Wikisource
Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons
Johanne Luise Heiberg (døbt Pätges) (22. november 1812 i København - 21. december 1890 ditto) var en dansk skuespillerinde og memoireforfatterinde, hvis mor var af jødisk familie. Fra en opvækst i næsten total social elendighed - fattigdom, druk og racisme - præsterede hun at stige til guldalderens top uden at miste sin sjæl. Hun blev teatrets første kvindelige skuespilinstruktør og indførte Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson på den danske scene. I 1820'erne skrev Johan Ludvig Heiberg flere vaudeviller til hende, og hun blev gift med ham i 1831. På samme vis skrev Henrik Hertz, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen i romantikken en række skuespil til hende med splittede, dæmoniske kvinder i hovedrollen. I teaterhistorien indtager hun positionen som den største danske skuespillerinde.

Citater

  • Lidenskaberne har altid noget af dæmonerne i sig.
  • Kirsebærs nyden har den samme egenskab som kærlighed: Jo mere man får, des mere vil man have. Begge opvækker tørsten, idet de læsker den.
  • [Kun] hos få kunstnerinder har jeg set det glædelige bevis for, hvad sjælen formår over legemet i den grad som hos [den svenske nattergal] Jenny Lind.
  • Vi tugtes ofte af en usigelig kærlighed.
  • Det at lære et menneske til bunds at kende er bedre og indeholder mere end at lære mange nogenlunde at kende.
  • Et virkeligt talent baner sig vej så at sige gennem et nøglehul.
  • At være en anden og dog sig selv, det er skuespillerens vanskelige opgave; thi den skuespiller, der ikke formår gennem alle de forskellige billeder at holde fast på sin egen personlighed, mangler [det grundlag], der i tidernes løb kan fængsle tilskuerne således, at der mellem dem og [skuespilleren] opstår et slags venskabsforhold, der ofte kan blive så stærkt, at man ved en skuespillers død kan have en følelse [af samme inderlige art] som om en [for hjertet] kær ven og slægtning var bortrevet fra vor midte. Og her er det ikke rollernes tab, man begræder, men personens; men hvorledes skulle denne person have vundet vor kærlighed, ifald vi ikke gennem alle de forskellige billeder, bevidst eller ubevidst, havde set et menneske, en bestemt individualitet skinne frem?
  • Til bryllupsrejser, hvor folk dog har andre ting i hovedet, egner Italien [med sin unikke kulturhistoriske arv og kunstnere som Giovanni Boccaccio, Leonardo da Vinci, Raffaello Sanzio, Sandro Botticelli] sig ikke. Det er sandt at sige for godt dertil og for indholdsrigt.
  • Det er ikke godt at slide sine sidste par sko på teatrets brædder.
  • At gå hjem ligeså [præget af tomhedsfølelse], som man er kommet, det er det, man kalder at opmuntres i teatrene.
  • Hvad er det dog for en [forunderlig] verden, vi lever i? Menneskene piner og plager hinanden af ærgerrighed og forfængelighed, indtil en skønne dag døden træder til og siger: Du skulle have brugt dine dage og timer bedre, thi alt dette har du herefter ingen brug for.
  • Hvad formår et menneske ikke, når sindet er løftet, og hvor lidet, når det er nedbøjet.
  • Moderløs er aldrig den søn, der har et fædreland, han elsker.
  • Musikken er ligesom naturen: Glad med de glade, bedrøvet med de bedrøvede.

Om Johanne Luise Heiberg og hendes personlighed[redigér]

  • [Johanne Luise Heiberg] var og er den største skuespillerinde, som dansk teater har kendt, ja, den eneste store [danske scenekunstner fra romantikken, og hendes person, dygtighed og skæbne har optaget eftertiden mere end nogen anden hjemlig teaterpersonlighed].
    Af Edvard Brandes, dansk politiker, kritiker og forfatter.

Eksterne henvisninger[redigér]