Thomas Dinesen

Fra Wikiquote
Skift til: Navigation, Søgning
Thomas Dinesen

Thomas Dinesen - (1892 - 1979)

Wikipedia-logo-v2.svg Biografi på Wikipedia
Wikisource-logo.svg Værker på Wikisource
Commons-logo.svg Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons
Thomas Fasti Dinesen (9. august 1892 på Rungstedlund, Rungsted – 10. marts 1979, Vejle) var en dansk forfatter, soldat og civilingeniør, søn af Wilhelm Dinesen og bror til baronesse Karen Blixen. Som frivillig deltog han i første verdenskrig, og blev tildelt det engelske Victoria Kors den 12. august 1918 samt den franske orden Croix de Guerre. Thomas Dinesen rejste meget i blandt andet USA, Rusland og Kenya, hvorfra oplevelser blev brugt i hans forfatterskab. Han ligger begravet i familiegraven på Hørsholm Kirkegård.


Citater

No Man’s Land - En dansker med canadierne ved vestfronten (1929)[redigér]

Syrenbusken (1951)[redigér]

  • Hos os, der har levet i Afrika, er måneskinnet gået i blodet som en blid kærlighed.
    • Af fortællingen Skuespillerinden.
  • De ved nok, netop når det gælder retfærdigheden kan øst og vest ikke mødes, for de hvides og de sortes synspunkter ligger så langt fra hverandre, at en dommers afgørelse altid vil føles bunduretfærdig af den ene part.
    • Af fortællingen Tusmørke.
  • De hvides love, som ikke anerkender negrenes retfærdighedsbegreber og deres ubetingede krav om erstatning - fra en eller anden - for forårsaget skade, anerkender naturligvis heller ikke på nogen måde eksistensen af hekseri, i hvert fald når det er rettet mod europæere.
    • Af fortællingen Tusmørke.
  • Indianerne overholder ikke tiden med større nøjagtighed.
    • Af fortællingen Barclays hytte.
  • Søfolk glemmer deres hårde dage, som om det var noget, der var sket i en anden tilværelse.
    • Af fortællingen Barken Capella.
  • Drømmebilleder kommer sikkert ikke helt tilfældigt, - der er en vis uforstået, men måske ikke uforståelig forbindelse eller vekselvirkning mellem drøm og virkelighed. Man kan, til tider, i en drøm få et intuitivt indblik i sin egen karakter og personlighed, - og i den skæbne, som er en følge heraf.
    • Af fortællingen Syrenbusken.

Øksen - En Lægmands Livssyn (1959)[redigér]

Karen Blixen og Thomas Dinesen, 1922.
Krig og krigsmænd
  • Krig er, det ved vi alle, den frygteligste forbandelse, som hviler over vores race og vores kultur, - en fare så stor, at den truer selve menneskehedens eksistens. Vi har erfaringer herom ikke blot fra de to verdenskrige, men fra alt, hvad vi har set og hørt gennem hele vores liv. Der er ikke ét folk, verden over, og rimeligvis ikke én statsmand, som ikke ønsker at umuliggøre krig for al fremtid overalt på jorden. Og der vil, det er jeg sikker på, komme en dag, hvor krigstruslen vil høre til de farer, vi har overvundet.
  • En gang for alle lærte vi at se på døden som det, den virkelig er, - et selvfølgeligt, uundværligt led i livets kæde, - en slut-oplevelse, helt i harmoni med tilværelsens vilkår, hvadenten den kommer til os, medens vi er unge, eller vi når at blive gamle, svage og syge, - en udslettelse, som kun er venlig og barmhjertig.
Viden og tro
  • For den generation, som voksede op omkring århundredskiftet, før den første verdenskrig, var det naturligt, næsten uundgåeligt, at livsanskuelser og livssyn blev påvirkede ved det stærkeste af naturvidenskabens vidunderlige opdagelser og altomfattende teorier.
  • I Olive Schreiners roman The Story of an African Farm læser vi om, hvordan jægeren gennem et langt liv forgæves kæmper sig op ad kundskabens bjerge, - hver gang han har nået toppen af en klippemur, ser han blot de højere bjerge, som rejser sig bag ved de overvundne toppe, - men hvordan han dog opnår, at der i døden falder en hvid fjer af sandhedens fugl ned over ham. Ja, kunne vi blot være så optimistiske som en romanforfatter.
  • Vor hele tro, vort samlede livssyn beror i sidste instans på vort eget valg.
Gudebilleder og gudstro
  • Måske er der - som verdenshistorien synes at antyde - en almen lov i den menneskelige udviklingshistorie, som lyder på, at tider med stærk religionsfølelse skal veksle med århundreder, hvor guderne næsten har tabt deres magt.
  • Troen på Gud må gribe dig med begejstring, fylde dig med kærlighed - eller ryste dig med rædsel - ellers ved du ikke, hvad det er, du taler om. Hvis du ikke kan bede til Gud, overgive dig til det højeste, det helt fuldkomne væsen med i det mindste samme intensitet, som den du fyldes af, når du elsker eller kæmper, når det gælder om at skabe liv eller at tage liv, så kan jeg ikke regne din tro for at have nogen virkelig betydning eller vægt, så er det ganske ligegyldigt, om du kan godkende nogle bestemte dogmer om en guddoms eksistens og egenskaber.
  • Det er vel muligt, at den ortodokse kristne tro er ét med sandheden. Alle kirkens dogmer kan være sande: Verden kan være skabt af en almægtig Gud, og israelitterne kan have spadseret over Rødehavets bund; Jesus fra Nazareth kan have været en inkarnation af den anden person i den treenige Gud, og ordet om kødets opstandelse kan være rigtigt i bogstavelig forstand.
Dyd og moral
Liv og død
Mening og mål

Boganis - Min fader, hans slægt, hans liv og hans tid (1972)[redigér]

Baggrunden
Anders
Bedstefader
Hjem og søskende
Barndom og ungdom
Slesvig
Frankrig
Urskoven
  • Det er interessant at forsøge at opfatte og fremføre billeder fra tidligere tiders tænkemåde, at indse at der er en selvfølgelig forskel mellem menneskers følelser og handlemåde for hundrede år siden og nutildags.
  • Indianerne er letsindige, ubekymrede for fremtiden, ude af stand til at modstå civilisationen eller til at optage den, og derfor fortabte.
  • Det ligger nær at drage en sammenligning mellem Amerikas røde og Afrikas sorte racer.
Constantinopel
Hus og hjem
  • Kærlighedsfølelserne har sikkert været de samme dengang som nu, men århundredet har skabt forskel på anden måde.
Politik
Forfatter

Tanne - Min søster Karen Blixen (1974)[redigér]

Den britiske orden Victoriakorset, tildelt Thomas Dinesen i 1918.
Familien
  • Alt, hvad der er værd at gøre, er værd at gøre godt.
Barndomstiden på Rungstedlund
  • Det er ikke rigtigt at vente og kræve mere af et menneske end det ved fødslen har fået evner til.
Tannes ungdom
  • Skæbnen vokser med manden, ligesom hår og skuldre og hænder og fødder. Lykken vokser med manden, ulykken vokser med ham, en mand får lige den skæbne, han kan holde, lige den skæbne, han kan slæbe.
  • Kunsten [malerkunst, digtning og tegning] var for hende [den unge Tanne] lyset over tilværelsen.
  • Den unge pige [Tanne] har i forårsmånederne færdedes rundt i haverne i Rungstedlund og Folehave og gået lange ture i Folehave skov, og hun har glædet sig over hver ny blomst hun så og lærte at kende.
Glæder og skuffelser
  • For nutidsmennesker kan det synes ret forbavsende og temmelig ansvarsløst, at så sent som ved århundredskiftet [før den første verdenskrig] blev det betragtet som ganske rimeligt og selvfølgeligt at unge piger i velhavende hjem fik lov til at vokse op, uden at der blev lagt planer af nogen slags for deres fremtid, uden at de fik nogen egentlig uddannelse. Så gode almene kundskaber og så høj kultur som vel muligt, naturligvis, - men hvad andet kunne forældrene ønske? Man stolede på, at døtrene blev gift, og det eneste, man kunne håbe på og hjælpe med til, var, at de fik den rigtige mand, i kærlighed og forståelse.
  • På mange måder har Tanne følt og forstået, at det sorgløse barndomsliv på Rungstedlund, hvor mange lykkelige dage det end stadig kunne give, ikke kunne fortsættes uforandret.
  • Tannes hensigt [med turen til Paris i foråret 1910] var, som hun senere har forklaret, at prøve om det beundrede Frankrig måske kunne åbne muligheder for hendes kunstneriske evner, hvad frøken Sode og Akademiet [Charlottenborg] ikke havde været i stand til, - men hun har aldrig omtalt, om forsøget kom hende det mindste til nytte.
  • Mit første indblik af betydning i Tannes tanker og hele livsgrundlag fik jeg de aftner, da hun og jeg kunne sidde og snakke sammen, hele sommeren på verandaen og ellers foran kaminen i dagligstuen, til langt ud på natten, efter at hele huset [og det lille samfund på Rungstedlund] var gået til ro.
Den ny verden
  • Som altid er det umuligt med nøjagtighed at lodde tanker og følelser selv hos sine nærmeste, hos de mennesker, man holder allermest af. Man kan skønne, men ikke vide.
  • Løven var for Tanne Afrikas symbol.
Nederlag - og sejr!
  • Min beundring for Tanne skyldtes mere end noget andet hendes litterære evner. Allerede dengang dæmrede Tannes fremtid for mit syn: Det var nederlaget, som skulle bringe sejren, det var fortvivlelsen, som ville skabe den store kunstner.

Anne Margrethe - Dage og nætter i oldemors liv (1976)[redigér]

  • Det er nu rigtigt, som bedstemor altid sagde, man skal ikke tage sorgerne på forhånd.
  • Hele vor verden har to forskellige sider. Den ene side er den rent materielle, fra de mindste smådele - atomerne, som de kaldes - til Solen og stjernerne, og dem får vi mere og mere kendskab til. Den anden side - den anden mulige verden - kan vi kalde åndens verden, og det er netop det, religiøse mennesker kalder den; men et sådant ord siger i sig selv så lidt, det bliver let bare til fantasi og indbildning - lige akkurat det, gudebillederne er for mig at se. Vi kan måske få en idé om denne verden, et glimt af den gennem det, vi erkender som liv.
  • Hvor er et menneskes liv dog rigt.

Dagbog fra safari i Masai-Reserve, 28. februar - 15. april 1922 (1982)[redigér]

Citater fra breve[redigér]

  • Min far døde inden jeg fyldte tre år, men min mor, var det eneste menneske som i fuldt mål betød noget for mig, ligetil jeg som 32-årig traf min kone [Jonna Lindhardt], og jeg har altid stræbt efter ikke at volde hende sorg eller bekymringer.
    • Af brev til Godfred Hartmann, 19. november 1974.
  • Der er så mange af livets mest indholdsrige sager for de fleste andre, som jeg står fremmet overfor.
    • Af brev til Godfred Hartmann, 19. november 1974.
  • Når man kommer i min alder er der ikke så meget man kræver af livsgoderne, - egentlig kun, at man ikke ved sin afgang skal efterlade et minde om en hjælpeløs, senil mand; det kan være galt nok allerede, jeg kan ingenting huske og har svært ved at finde ord.
    • Af brev til Godfred Hartmann, 19. november 1974.

Øvrige citater[redigér]

  • Den 12. august 1918 ved Parvillers i Frankrig udviste menig Dinesen under 10 timers nærkamp usædvanlig tapperhed, som resulterede i erobring af ca. en mile [ca. 1,6 km] af stærkt befæstede, fjendtlige skyttegrave. Fem på hinanden følgende gange stormede han ensom fremad og satte fjendtlige våben ud af aktion. Med bajonet og håndgranater gjorde han det af med 12 fjendtlige soldater. Hans vedvarende tapperhed var til stor inspiration for hans kammerater under en kritisk fase af denne aktion.
    • Af indskrift fra Victoriakorset, tildelt Thomas Dinesen den 12. august 1918.

Se også[redigér]

Eksterne henvisninger[redigér]

Se artiklen om
Thomas Dinesen
Wikipedia.