Niels Ditlev Riegels

Fra Wikiquote
Spring til navigation Spring til søgning
Niels Ditlev Riegels

Niels Ditlev Riegels - (1755 - 1802)

Wikipedia-logo-v2.svg Biografi på Wikipedia
Wikisource-logo.svg Værker på Wikisource
Commons-logo.svg Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons
Niels Ditlev Riegels, oprindeligt Niels Ditlev Riegelsen, (1755 på Søllestedgaard - 24. august 1802) var en dansk historiker, spion og samfundskritiker af oplysningstidens skole. Niels Ditlev Riegels blev født på Lolland i slægten Riegelsen, der var udgjort af velhavende handelsmænd med rødder i Nakskov. Faderen Hans Riegelsen var en for handelstanden usædvanlig lærd mand, med en filologisk eksamen og rejser til Europas universiteter bag sig. Moderen var godsejerdatteren Bodil Birgitte Flindt. Trods Riegels omfangsrige og brede forfatterskab samt hans direkte involvering i mange af slutningen af 1700-tallets hændelser og meningsdannende kulturer, figurerer Riegels kun som en mindre forfatter i størstedelen af eftertidens litteraturhistorie. De af hans skrifter, som han i overvejende grad erindres for i den danske almenhed, er såvel hans kirkehistorie som kongehistorierne.

Citater

Om den franske revolution[redigér]

  • Fortvivelsen, sammenpakket i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, brød først ud ved dets Ende, men da rasede den og grueligen.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 46

Om monarkier[redigér]

  • Hvo nægter, at for Enevælden fordrer en saa høi Grad af Visdom og mandig Retfærdighed, for retteligen og menneskekiærligen at bruges og gavne, at Mennesket synes at være skabt for svagt til at bære den?
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 4
  • Historien har viist, at af alle Dødelige var ingen mere Lidenskabernes Trælle, end uindskrænkede Regentere; hvor altsaa de, som omgive Thronerne skabe, føde og styre Regenternes Lidenskaber, styre de med dem Folket.
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 4
  • Dannemarks Konge skal være en udødelig, mild og christelig Enehersker. Adlydes da Kongeloven, er det, fordi den er mild og christelig. Haver aldrig den Høitidelighed Sted paa Jorden, at Stænderne tør sige deres Regenter: nu regieres ikke mildt og christeligt; forandres ikke Regimentet, da skal Regieringen atter deles imellem Stænderne. Denne Tanke, som muelig, burde aldrig glemmes af nogen Regent; og Himlen give, at Stændernes Taushed ei hendyssede Regentere, saa de troe sig befriede fra alt Ansvar! Lydelig ville vist Undersaatterne svare Sandheden, naar engang Alherren, dømmende Jorderige, spørger dem: bleve I mildt og christeligt regierede? De Danske ville omgivere deres Friderich [den 2.], tilbede ham Naade; men grusom bliver deres Skiebne, der misbrugte Enevælden.
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 160
  • Det er nu ofte tilfældet i monarchiske Stater at Regenten ikke selv er hovedet, men Hoffet bliver det.
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 170
  • Naar Adspredelser, Ustadighed, Sandseløshed først have udvridstet scepteret af den hånd, der skulle føre det, da er hofkrybet straks tilrede, for at føre sig det længe attråede øjeblik til nytte. Det gælder da kun om, hvilket parti der kan rive scepteret til sig; eller og de forskellige partier skiftes til at føre det, hver til sin tid. Imidlertid sønderslide uretfærdighed, vold og uorden, rigets indvolde. Således er det gået til under græske kejsere, og i senere tider under trende Ludviger i Frankrig.
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, 1792, s. 434
  • Det vigtigste i en god Regieringsform bestaaer i at have skielnet imellem de Ringeres frievillige og de Ringeres ved slavisk Frygt eller skiult Tvang afpræssede Samtykke til Accordter med de Rigere, samt at have sat Værn mod det sidste. Men dette Værn: hvori kan det bestaae? Blot allene i Undersøgelser; men ogsaa af yderste Vigtighed ere de for dem, hvis Embede det er at bedømme, hvorvidt de Ringeres Vidnesbyrd til Fordeel for de Mægtigere kunde være frie og troværdige eller ikke.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 186
  • Lydighed, veed denne Regent, kan blot Skaberen med Rette fordre af sine Skabninger, fordi hans Viisdom ikke kan omfattes af dem; menneskelig Viisdoms Bud derimod kan begribes af fornuftige Mennesker, og behøver derfor ikke blindt at adlydes. Hos Slaven er Frygt for overhængende Straf og blind Lydighed eet og det samme.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 196
  • Desværre er det alt for almindeligt, at gavnlig Oplysning, retfærdig og stedse virksom Ansvar næsten ere qvalte i Monarkierne; og, at Luner, Egensindighed, Yndest Familie-Forbindelser, Stands Fortrin, derimod vriste Retfærdigheden Sværdet ud af Haanden, svinger det blot til Ceremonie over Embedsmændenes Hoveder, og lader det blive ved Trusler. Kun personligt Had og Partie-Aand hævner sig i Monarkierne; Uretfærdigheders Afstraffelse høres sieldnere.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 217

Om hoffet[redigér]

  • Ved hoffet synes os ikke, at den gode smag har hersket; thi dertil regne vi ikke idelig jagt og riden, snarere gode skuespil, et godt kapel af musik-elskere, gode malerier, kort: alle slags ædle kunster, elskede og yndede af hoffet
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 639

Om republikker[redigér]

  • Men Friehed i at tænke, en bedre og finere Smag kunde de frie Stater rose dem af frem for Monarkierne. Aarsagerne til disse store Fortrin ligge vel deri, at Fortienester søges, bruges og hædres i Republiker; i Monarkier derimod træde Familievælde og Hofyndest i disse Sted. I de frie Stater regierer den oplyste Fornuft; i Monarkierne som oftest Egensindighed, arvet Slendrian og uforanderlige Grundlove. I de frie Stater fremmer enhver sit eget Vel i at fremme Statens; thi Borgerne regiere over sig selv, sætte sig selv i Skat, straffe sig selv; i Monarkierne er Kongens Skat Statens Skat, Kongens Villie Undersaatternes Villie, Kongens Yndest det endelige Maal for alle Undersaatternes Handlinger. Undersaatterne og deres Børn leve ikke for sig selv eller for Staten, men for Kongen og hans Ministre. Disses Glands, ikke egen Ære, er det, der skal befordres. Saa forskiellige, saa fortrinlige ere de Bevæggrunde, der styre Menneskets Iddrætter og Handlinger, naar det beherskes af oplyst Fornuft og ikke af dorsk Vaneregiering.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 258

Om fornuft og lidenskaber[redigér]

  • Modsigelsers Kastebold er og bliver Mennesket, hvad enten det er Konge paa Europa’s Troner eller boer under Africa’s Palmetræer. I hvor det end er hensat paa Kloden, kan det kun faa Øieblikke i sit Liv rose sig af at have holdt Ligevægt imellem Fornuften og Lidenskaberne.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 221

Om religionen[redigér]

  • Overbærenhed mod tvivlere, sagtmodighed imod fremmede religionsbekendere, bære just de ubedrageligste mærker på en opklaret og filosofisk tænkemåde hos regenter eller teologerne, hvis råd de følge
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 203
  • Og hvad er Teologi, når den ikke erkender og agter Menneskeligheden fælles Rettigheder langt ophøjede over forskellen i Religioner; disse er dog vel for Mennesket, og Mennesket ikke for dem.
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 454
  • Historien har i det foregaaende lært os Bevæggrundene til dette Forbud. Nu paaligger det os nøiere at betragte de Feiltrin, blindivrende Theologer let kunne forlede Regenter til at begaae. Saare mueligt kunde det været, at der blandt de sande og store Lærde, blandt de gode Manufacturister, og de oplyste Handelsmænd, fandtes Folk, som kunde været af den Mening, at den menneskelige Natur selv har Ævne til at erhverve sig al den Hellighed, Reenhed i Sæder og Tænkemaade, som den kam imodtage; ikke let troer Fornuften, at Skaberen havde sagt til Mennesket: “det er godt!” hvis det ikke havde Ævne til at blive godt. – Fuldkommen Hellighed anseer Fornuften for noget unaturligt, som den ikke vil, ikke behøver at give sig af med, da den ved Tienders Erlæggelse til Naaden har contraheret med samme om Hielp til flittigen at gaae i Kirken og opremse Skriftebønner, Davids Poenitentsepsalmer og Catechismer. Mueligen gaves der i Borgerstanden een og anden restskaffen og oplyst Mand, som faldt i Søvn over det herskende homiletiske Piat i Kirkerne, men derimod fandt Føde for sin Forstand ved hiemme i et godt Vennelag at kunne høre Grundene for og imod Sætninger af Religionen, Sædelæren eller Videnskaberne. Videnskabers-Selskabers Sammenkomster vare jo alle en Forkleinelse for den offentlige Gudstieneste. Som lydige Undersaatter befattede vi Danske os eiheller med at oprette saadanne i Kiøbenhavn.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 249-50

Om Tyskland[redigér]

  • Hvorfra og hvorledes fik Dannnemark sine Landofficierer? Fra samme Land, som det fik sine Dronninger, sine Pager og sine Hofyndlinger: fra Tydskland, dette ulyksalige Land, mishandlet af tusinde smaa Despoter, hvis Gothiske, Hierarchiske Lehnstænkemaade stedse har pleiet Slaverie, og qvalt al Oplysning og Friehed hos den almindelige Mand, fra dette fik Dannemark sine Soldater og Officierer.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 312

Om borgerstanden[redigér]

  • Intet uden en mere udbredt Handel, samt Søfart og Fabrikvindskibelighed kunne skænke Staterne denne værdige Middelstand, der alene kan betrygge de ringere Stænder imod Regenters, Adels og Gejstligheds Vold; thi Hin forsvarer Oplysning og Frihed, som disse gerne ville træde under Fødder.
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 444

Om bondestanden[redigér]

  • Når Bonde Almuen ved god Opdragelse, Oplysning, Frihed og Velstand var blevet til en så vigtig Stand, da ville den i forening med Borgerstanden slå en Vognborg om Tronen, og grant kunne se, hvorhen alle Rådgivernes Planer sigtede. Villig ville da Bonden adlyde de Gode, gøre Forslag til nyttige, men bele, forhåne og sende tilbage alle egennyttige, upassende Kongebud. Adelen som den mere oplyste del af Folket, og som den, der ved sande ærværdige og nyttige Handlinger ville ophæve sig over Mængden, ville ikke råde Monarken andet, end hvad der kunne gøre ham Ære, og frembringe Erkendtlighed hos tænkende Borgere. Denne er Frihedens virkning på Mennesket; og hvor stor er da ikke den Monark, der bruger sine Armeer til at værne om Friheden, på det den i Forening med Oplysningen kan have Ro til at stifte alt det gode i Staten, som den uafladeligen pønser på. Stort er Håbet 1791
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 603

Om statens finanser[redigér]

  • De på Armeen anvendte uhyre Summer ville, anvendte på Handel, Agerbrug og Fabrikker, have forøget Folkemængden, udbredet Vindskibelighed, og givet Frugter, der kunne have glædet de sildigste Slægter; thi med Velstand i alle Stænder havde Frihed og Oplysning indfundet sig af sig selv.
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, 1792, s. 646
  • Redeligt offentligt Regnskab kan sjældent frie Stater eller Kongeriger opvise. Enhver Menneskealders Sved sammenskrabes. Brugen deraf forsvarer Vælden. Ansvar haver endnu intet Folk kunnet gøre gyldig. Hvor mishandledes de offentlige Penge værre end i England? Hvor er den offentlig Gæld større? Hvor vokse daglig Skatterne mere?
    Forsøg til Femte Christians Historie, 1792, s. 685

Om viden[redigér]

  • Fordum blev man Philosoph ene ved Bøgers Læsning og at forklare visse Mænds Skrifter, der engang vare i Besiddelse af Navnet Philosopher. Derimod det attende Aarhundrede vil, at man for at blive det, skal begynde fra Naturen selv, og aldrig efterlade at grandske i den. Det fordrer, at man skal føre et med sand Naturkundskab overenstemmende philosophisk Sprog, ja at al Vished skal have virkelig Erfarenhed til Grund, og ikke Pønsen paa Gietninger, og Ærbødighed for Mænds Meninger, der ene have Ældre og Hævd for sig.
    Tanker ved Giennemlæsningen af Prøveforelæsningerne for det overodentlige theologiske Professorat ved Kiøbenhavns Universitet, 1789, s. 47

Om Danmarks udenrigspolitik[redigér]

  • Han holdt fast ved den Erfarings-Sætning, at Dannemark aldrig kunde have nogen Fordeel af at forlade sine naturlige Venner, det er: dem, der have Styrke tilfælles med det, nemlig Søemagterne, og at Dannemark stedse er svagest til Lands og intet kan vinde ved at giøre fælles Sag med Landmagter, da denne Forening er unaturlig, hiin naturlig.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 487

Om den bedste styreform[redigér]

  • Nationerne ere jo hidindtil blevne førte i Ledebaand af listige Skriftefædre, Friller og Ministre. Disses Lidenskaber have ledet deres Kræfter hen til de Maal, deres Opfyldelse fordrede. Ikke Ansvar, Friehed, sand Menneskekierlighed og egen Opofrelse styrede i Begyndelsen af det attende Aarhundrede Folkeslagenes Iid og Vælde. Maaske denne moralske Fuldkommenhed skal ved dettes Ende blive nogle faa Lande til Deel, imedens at den øvrige oplyste Verden gisper under Aristocratiets Jernscepter og Vanetroens tusindhovede Hyæne.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 505ff.
  • Den Regiering, der, i hvad Form den end har, er bygget paa Ansvar uden Persons Anseelse, paa Pengeforvaltnings-Regnskabets offentlige Aflæggelse, paa rene Sæder, paa Stænders Ligevægt og Kierlighed, paa sand ubehindret Oplysning, den Regiering giør enhver Nation stærk i sig selv, den lærer Nationen under disse Omstændigheder at være troefast Ven af enhver anden dydig Nation, den afskaffer Cabinetter og deres Rænker, den giør det let for Historieskriveren, at fortælle Folkeslagenes ædle Handlinger, og af det menneskelige Kiøns Historie at frembringe en Familie-Historie om den Menneskeslægt, der lever fredelig i sit Paulun, Jordkloden.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 506.

Om Frederik 4.[redigér]

  • Friderich havde ikke det ringe Begreb om Menneskets Værd, som Peter Czar, han ansaae ikke sine Undersaatter for Fluer, hvis Liv stod i Regentens Luners Magt, hvis Skiebne beroede paa, om han med egen Haand vilde knuse een eller tusinde af dem; han vilde regiere over Christne, der havde Ret til at vaage over, at den Regiering, de havde underkastet sig, viste sig mild og christelig imod dem.
    Udkast til Fierde Friderichs Historie, bind 1, 1795, s. 358