Karen Blixen

Fil:Isak Dinesen (1959).jpg

Karen Blixen

Karen Blixen– (1885 - 1962)

Biografi på Wikipedia

Værker på Wikisource

Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons

Baronesse Karen von Blixen-Finecke (døbt Karen Christentze Dinesen) (17. april 1885 - 7. september 1962) var en dansk, højtbeundret digter, forfatter og storyteller, som - foruden eget navn - skrev under pseudonymerne Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel.

Citater

Syv fantastiske Fortællinger (1935)

Vejene omkring Pisa

• Sandheden er vist, ligesom tiden, et begreb, der er blevet til gennem menneskeligt samvær, og endnu beror derpå.

• Derinde i det store spejlkabinet i København ser man sig selv afspejlet til alle sider, ja, i loftet og gulvet, i mange hundrede spejle, hvoraf hvert eneste forvrænger og fordrejer beskuerens ansigt og skikkelse, forkorter og forlænger og vrider dem i de underligste kurver, mens det dog altid bevarer noget af ens virkelige udseende. Således bliver jo vort væsen genspejlet i ethvert menneskes bevidsthed, som vi møder, og således bliver det bestandig fordrejet til en karikatur, som dog aldrig er helt uden lighed med vort virkelige jeg, og som foregiver at være sandheden om os selv.

• Jeg klynger mig ikke til verden, thi erfaringen har lært mig, at de, som vi klynger os til her i livet, ufravigeligt ender med enten at blive kede af os, eller at protegere os. Derfor klynger jeg mig ikke engang til Gud. - De skal ikke beklage mig, fordi jeg skal dø, jeg er med alderen kommet til forståelse af, at det i grunden er mere comme il faut at være død end at leve.

• Poesien er en stor og lykkelig magt i livet og hjælper os til at bære hverdagens genvordigheder.

• Hvis vi i noget enkelt øjeblik af vort liv, selv i sådanne øjeblikke, som vi kalder livets lykkeligste, fik at vide for sikkert, at dette nu skulle vare evigt, da ville vi med forfærdelse føle, at vi var viede, ikke til evig salighed, men til evig fordømmelse.

• Da den gamle mand levede, ønskede vi ham død, men nu, da han er borte, er det tomt, og vi ville gerne have ham tilbage. Det tjener til at lære os, at der for ethvert menneske, som vi møder i livet, dog burde findes en plads i vor egen tankeverden, - som for et træ, som vi planter i vor have, eller et møbel, som vi stiller op i vore stuer. Det er dog vist bedre at bevare dem og søge at gøre brug af dem der, end at kaste dem alle fra os, og ende med at stå i en nøgen have og et tomt hus.

• Vort liv er et mosaikværk, som Skaberen fylder ud stykke for stykke.

Den gamle vandrende Ridder

• Lønner det sig at forsage en tilbøjelighed for at gøre det, der for os står som det rette?

• Hvor det drejer sig om helt unge mennesker, har kærligheden kun lidet med hjertet at gøre. Vi drikker, i den alder, af tørst, eller for at få en rus, og vinens eget væsen beskæftiger os ikke synderligt. En forelsket ung mand er først og fremmest henrevet og betaget af de kræfter, der rører sig i ham selv.

• Det har altid syntes mig, at der er blevet gjort stor uret imod kvinden derved, at hun ikke nogensinde har været alene i verden. Adam havde jo dog en tid, om den var lang eller kort, hvor han kunne vandre omkring på en frisk og fredelig Jord, og se på dyrene i sine egne tanker. Vi har nok alle, fra fødslen af, en erindring om den periode. Men stakkels Eva kom lige ind i en verden, hvor hun fandt sin mand etableret, med alle hans fordringer på hende. Dette er da også et klagemål, som kvinden længe har haft imod sin Skaber: Hun føler, at hun har et krav på ham, en ret til for en tid at have Paradiset for sig alene.

• Allerede dr. Faust, ved De nok, har forklaret, at kvinden, på vej til Satan, alle tider er hundrede skridt forud for os andre. Men kappestriden imellem mand og kvinde, med den særegne skinsyge, som den fører med sig, den var efter den nye katekismus af ædel art, og blev lyst i kuld og køn i heksekredse.

• Intet er et sandt mysterium, førend det bliver et symbol.

• Der er en teori, som går ud på, at en helt ung mand ikke skal være en uskyldig piges elsker, men se at finde sig en mere erfaren elskerinde. Det er ikke rigtigt, det er det andet, der er naturens mening og vilje.

• Vi siger, når vi gribes af en pludselig kuldegysen, at nogen går over vor grav: Fremtiden bringer sig i erindring. Og ligesom l'on meurt en plein bonheur de ses malheurs passés, således giver vi slip på den lykke, vi har, for kommende ulykkers skyld.

Aben

• Hvis Adams og Evas børn havde forstået at benytte deres forældres erfaring, ville verden have båret sig fornuftigt ad for 6000 år siden.

• Af alle livets veje leder én kun os ind til lykken, og dens navn er pligt.

• Den egentlige forskel mellem Gud og mennesker, tænkte han [Boris], er, at Gud kan ikke udholde varighed. Aldrig så snart har han skabt en årstid eller en særlig time på døgnet, før han får lyst til noget andet og tilintetgør det. Aldrig så snart var man en ung mand og godt tilfreds dermed, før verdensordenen slyngede en ind i ægteskabet, døden eller alderdommen. Og mennesket klynger sig til øjeblikket. Hele sit liv kæmper det for at fastholde nuet og står hele livet igennem over for en force majeure. Kunsten, den er jo intet andet end et forsøg på frem for alt at fange og fastholde det enkelte øjeblik, dets stemning og dets betydning, det øjeblikkelige trylleri ved en enkelt kvinde eller en enkelt blomst, og at gøre dette uforgængeligt. Det er helt fejlagtigt, tænkte han, når vi forestiller os Paradiset som en uomskiftelig salighedstilstand. Det vil uden tvivl vise sig at være det stik modsatte, et ustandseligt op og ned, en malstrøm af omskiftelighed i Guds egen ånd. Men til den tid skulle man jo være blevet ét med Gud og må antages at have fået samme smag.

• Vand er visselig engang blevet forvandlet til vin, og dette er en herlig drik.

• Intet ægtefødt barn kan se lige mod solen, det kan kun bastarder.

• Der er intet, som man kan længes efter som efter havet. Menneskets kærlighed til havet er uselvisk. Vi kan ikke dyrke det, dets vand kan vi ikke drikke, i dets favn dør vi. Og dog, når vi er borte fra havet, føler vi, at noget af vor egen sjæl tørrer i os, forsvinder som en opskyllet gople i det tørre sand.

• Alle storvildtjægere ved, at jagten på vildsvin og bøffel, hvor farlige dyr de end kan være, ikke bliver det samme som jagten på de store carnivora, der, hvis de får held til det, æder en, når striden er endt.

Syndfloden over Norderney

• I ungdommen er tanken om død eller nederlag os uudholdelig, vi kan ikke engang tåle at blive til latter. Men vi har på samme tid en uovervindelig tillid til vor egen lykkestjerne, og vi kan ikke for alvor tænke os, at noget skulle vove at komme os på tværs. Efterhånden som vi ældes, vænner vi os langsomt til tanken om, at alt kommer til at gå skævt for os, og at nederlaget er det naturlige i livet, men det er da heller ikke længere af altovervejende betydning, hvordan det kommer til at gå os. På denne vis kommer der balance i tingene.

• Visse mennesker nærer en ubetvingelig lidenskab for gåder. De kan have lejlighed til at lytte til sund fornuft, eller til den visdom, som forklarer os tilværelsen, men nej, de må nødvendigvis af sted og bryde deres hjerne med den allerkunstigste gåde, de kan finde, ene og alene, fordi den ikke er til at forstå. At løsningen i sig selv, når de endelig finder den, rimeligvis er helt hen i vejret, det betyder ikke noget for dem, som denne passion virkelig har besat.

• Ingen pige gør et så glimrende parti som den, der formæler sig med himlen.

• Det er tvivlsomt, om noget skuespil kan nydes ligeligt af mennesker, der kan blive udsat for at agere med deri, og andre, som af forholdene er afskårne fra enhver sådan mulighed. Det kunne vel hænde kejser Nero selv efter en særlig spændende gladiatorkamp at se treforken og nettet i et mareridt. Men vestalindeme kunne ligge på deres marmorbænke og med den sande kenders nydelse gennemgå enhver detalje i kampen og leve sig ind i deres yndlingsgladiatorers følelser. Det er heller ikke rimeligt, at selv den frommeste gamle dame kunne overvære en hekseproces og en heks' bålfærd med ganske samme sindsro som de mandlige tilskuere omkring retterstedet.

• Herren kender jo i forvejen sandheden, og hvis han har gabet en smule over den, skal jeg [frøken Malin] ikke sige noget til det. Sandheden er for skomagere og skræddere, Deres Højærværdighed [kardinal Hamilcar von Sehested].

• Det er de ringest begavede kvinder, der i karnevallet ser en lejlighed til at blotte, hvad de i almindelighed skjuler.

• Har man først spist af Kundskabens træ og set sig selv, lukker alle haver sig. Man bliver en person på moden, som Adam og Eva blev det, da de gav sig til at beskæftige sig med deres udseende.

• Kvindens skønhed bliver til i mandens øje.

• Mange vande kan ikke udslukke kærligheden, ej heller stormflod overskylle den.

• Frygt ikke det utrolige! Vig ikke tilbage for det fantastiske! Når du er i tvivl, vælg da den farligste, den mest uhørte løsning. De l'audace! De l'audace! Et encore de l'audace!

• Endnu lever, sagde han [kardinal Hamilcar von Sehested], traditionerne fra solkongens dage og det store århundrede. Men intet menneske med sans for storhed kan dog tro, at den Gud, som har skabt stjernerne, havet, ørkenen, digteren Homer og giraffen, er den samme Gud, som nu har skabt og opholder kongen af Belgien, den schwabiske digterskole og tidens moralske begreber. Lad os engang få talt ud derom. Vi tjener en himmelsk Louis Philippe, en menneskelig Gud, på samme vis, som kongen af Frankrig er en borgerlig monark.

• Ja, selv om kejser Nero ynder at have folket til vidne, når han formæler sig, kan det så dog ikke tænkes, at Pythagoras kan have haft nogen blufærdighed i behold?

• Efter vort spil skal vor ærgerrighed bedømmes.

• Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig.

Et Familieselskab i Helsingør

• De var fødte melankolikere, sådanne mennesker, som gør andre lykkelige, og sig selv håbløst ulykkelige, som synes at være skabte af leg, ynde og salte tårer, af kommers og evig ensomhed.

• Man kan spørge sit eget køn til råds, når det drejer sig om kurs og takkelage, om tjenestepiger og håndarbejder, men gælder det om at få at vide, hvad man egentlig selv er værd i verden, og i handel og vandel, da er det det modsatte køn, hvis ord gør udslaget.

• Hvad skal man gribe til, når kærligheden overmander en?

• Hvem kan finde på at spørge en kvinde, om hun elsker eller ej? sagde Morten, det, man skal spørge om, er: Hvad er prisen på hende? Og kan man og vil man betale det forlangte? - hvad enten det er rede penge, kærlighed, ægteskab eller liv og ære, de forlanger af os. Hvis vi er fattige folk og ikke kan betale, så må vi tage hatten af for kvinderne, og lade den mand, der er rigere, hjemføre dem. Det har siden verdens skabelse været god moralsk latin mellem mænd og kvinder. Og hvad det angår, om de elsker os, ja, så må man da først spørge: "Kan de elske os?"

Drømmerne

• Hvad er livet andet end en fuldendt, nøjagtigt indstillet, umådelig indviklet maskine, der forvandler muntre hundehvalpe til gamle skabede, blinde hunde, og stolte stridshingste til magre øg, og unge drenge ved godt huld, klædt i silke, for hvem verden er fuld af både henrykkelse og rædsel, til gamle, svage mænd med rindende øjne, som må drikke knust rhinoceroshorn?

• Hvis du, idet du planter et kaffetræ, bøjer pæleroden, så vil træet efter en kort stund begynde at udsende en mængde små, fine rødder nær overfladen. Det træ vil aldrig komme til at trives eller bære frugt, men det blomstrer stærkere end de andre. Disse små rødder er træets drømme. Når det udsender dem, behøver det ikke mere at tænke på sin bøjede pælerod, det holder sig i live ved hjælp af dem, - en kort tid, ikke længe. Eller man kan også sige, at det dør ved hjælp af dem, - for det at drømme, det er i virkeligheden velopdragne menneskers form for selvmord.

• Det er ikke nogen dårlig egenskab ved en fortælling, at man kun forstår halvdelen af den.

• Universet, og jeg selv dermed, tænkte jeg [Lincoln Forsner], var på vingerne og på vej til den syvende himmel. Nu ved jeg godt nok, hvad denne fornemmelse virkelig betyder. Det er begyndelsen til et uigenkaldeligt farvel, det er hanen, der galer. Siden har jeg oplevet på mine rejser, at et land eller en kreds af venner har begyndt at antage det samme tyngdefri udseende, det er, når man snart skal til at skilles fra dem. Og på en måde havde jeg så dog alligevel dengang ret. Verden omkring mig var i sandhed på vingerne, løftedes og svævede opad. Det var kun mig selv, der var for tung til at flyve, og som blev efterladt aldeles ensom, i den frygteligste ørken.

• Pøbelens trøsteord er bitre i et kongeligt øre. Lad apotekere og bagere, og tjenere i de mægtiges huse, dømmes efter, hvad de har gjort, ja, endogså efter, hvad de har villet gøre. De mægtige selv vil dømmes, og må dømmes, efter, hvad de er. Det er blevet mig [Lincoln Forsner] fortalt, at fangne løver i deres bure lider langt mere af skam end af sorg.

Digteren

• Det er en stor ting at have stået ansigt til ansigt med det højeste i verden [geheimeråd Johann Wolfgang von Goethe], og det er en af livets love, at én eneste ting blandt dem alle, vi har mødt, må sætte det dybeste mærke i vore hjerter.

• Ulykkelig kærlighed er en mægtig beåndende følelse, den har før inspireret unge mænd til historiens største digterværker.

• Det, som folk i almindelighed kalder døden, det er jo ikke af mere gennemgribende betydning end en fornyet usynlighed og udstødthed, og det smerter mindre.

• Der var, tænkte han [Anders Kube] efter moden overvejelse, en særlig kvindelig proces, en "code de femme" til brug i det praktiske liv, som er blevet udviklet og bragt til fuldkommenhed gennem utalte generationer. Kvinderne, tænkte han videre, har så ofte set sig vejen til lykke afskåret af en overmagt. Det er undskyldeligt, ja, i grunden anerkendelsesværdigt, om de da resolut har bestemt sig til at skyde en genvej dertil ved én gang for alle at erklære virkeligheden for at være, hvad de gerne ville, at den skulle være, og så at sige lyse den i kuld og køn som selve idealet. Denne taktik er gennem tiderne blevet dem et uundværligt husmiddel i livets husholdning. Enhver erfaren kvinde kan vist fortælle os, tænkte han, at uden den er det en umulighed at føre hus.

• Det er ikke i den gamle vin alene, at bouquet'en findes, den kræver også en gammel gane.

• Dåren kun ved ej, hvor meget det halve er mere end det hele.

• Der sker noget, selv hvor man ikke er. Det er det, du [madam Fransine] ikke ved. Hanerne galer, selv når du ikke hører dem.

• Det er måske den store kunsts kendemærke, at man skal kunne tænke sig dens skikkelser i omgang med de gamle, store digteres skikkelser, og på selve skuepladsen for verdens mesterværker.

Den afrikanske Farm (1937)

Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong.

• At ride, at skyde med bue og at tale sandhed.

Kamante og Lullu

• Når man på jagt har fået Afrikas rytme i sig, forstår man, at den går igen i enhver form for liv derude.

• Kærlighed til kvinder og kvindelighed er en mandlig egenskab, og kærlighed til mænd og mandighed en kvindelig egenskab, og der er også en forelskelse i Syden og de sydlige folkeslag, som er nordboernes kendemærke. Normannerne må have forelsket sig i de fremmede lande, først i Frankrig og senere i England. De gamle milords, som optræder i det attende århundredes historie og romanlitteratur, på evige rejser i Italien, Grækenland og Spanien, havde ikke et eneste af sydlændingenes træk i deres personlighed, men de blev tiltrukket og fortryllet af en natur, der i et og alt var væsensforskellig fra deres egen.

• De indfødte folk, det var Afrika i kød og blod.

• Det er en foruroligende erfaring personlig at repræsentere kristendommen overfor et helt folk.

• Jeg kan en sang om Afrika, tænkte jeg, om girafferne og om den afrikanske nymåne, som ligger på ryggen, om plovene i marken og om kaffeplukkernes svedte ansigter. Kan Afrika også en sang om mig? Dirrer luften over sletten nogensinde med en farve, som jeg har haft på, leger børnene en leg, hvori mit navn forekommer, kaster fuldmånen en skygge over gruset på indkørslen til huset, som ligner min? Ser ørnene på Ngong ud efter mig?

Et Vaadeskuds Historie

• De mennesker, der drømmer, når de sover, kender til en egen slags dyb tilfredshed, som ikke hører dagens verden til, en ganske passiv henrevethed og lethed om hjertet, der er som honning på tungen.

• Det, som i den vågne verden kommer en drøm nærmest er natten i en stor by, hvor ingen kender os, eller nætterne i Afrika. Der er også ubegrænset frihed. Der foregår der bestandig i nærheden store begivenheder, skæbner bliver afgjort rundt omkring, der er vældig bevægelse til alle sider, og det hele kommer os slet ikke ved.

Gæster paa Farmen

• Sjælen i en lund er nattergalen.

• Gennem Denys Finch Hatton oplevede jeg den største, mærkeligste glæde i mit liv på farmen, jeg fløj med ham over Afrika. Derude, hvor der er få eller ingen veje, og hvor man kan lande hvor man vil på sletten, bliver flyvning en levende, betydningsfyld funktion i ens liv, den åbner en hel verden.

• Sproget mangler ord for de indtryk, man får under flyvning, og man kommer med tiden til at finde på nye ord for dem.

• Når man i en flyvemaskine sidder foran sin pilot med det tomme rum foran sig, kan man ikke lade være at føle som om han bar en på sine udstrakte håndflader, sådan som Djinnen bar Prins Ah gennem luften, og som om de vinger, som holder en oppe og fører en svimlende hurtigt frem, er hans.

Af en Emigrants Dagbog

• Den mørke, trange vej jeg løber på, den dybe grube hvori jeg nu ligger, på hvilken fugl kan de vel være kløerne? Når mit livs tegning er fuldført, skal da jeg, skal da andre folk se en stork? Infandum, Regina, jubes renovare dolorem: - Troja i flammer, syv års landflygtighed, tretten gode skibe gået tabt. Hvad der skal komme ud af det? "Uovertruffen elegance, majestætisk værdighed og uforlignelig sødme."

• Stolthed er bevidstheden om, og troen på den tanke, som Gud havde, da han skabte os.

• Elsk Guds stolthed over alle ting, og din næstes stolthed som din egen. Løvernes stolthed: sæt dem ikke i zoologiske haver. Jeres hundes stolthed: lad dem ikke blive fede. Elsk jeres partifællers stolthed og giv dem ikke lov at føle medlidenhed med sig selv. Elsk de besejrede nationers stolthed og lad dem ære deres fader og deres moder.

• Under den gensidige illusion gik samværet mellem de hvide og de sorte sin jævne gang.

• Himmellegemerne i deres baner har magt til at hensætte mennesker i en særegen salighedstilstand. Vi tænker i almindelighed kun lidt på dem, når de da pludselig bliver nærværende for os åbner de os grænseløs store perspektiver.

• Jeg har læst, at efter gammel nordisk lov kunne en mand ikke drages til ansvar for, hvad han havde sagt i en smedje. Også i Afrika løsnedes tungerne i smedjen, og talen var fri. Mange dristige indfald blev fremsat til akkompagnementet af hammerens sang.

Farvel til Farmen

Et smukt vue over Ngong Hills.

• Når du har en stor og vanskelig opgave, måske noget der næsten er umuligt; hvis man kun arbejder lidt ad gangen, hver dag lidt, vil arbejdet pludselig færdiggøre sig selv.

• Vanskelige tider har hjulpet mig til at forstå bedre end før, hvor uendeligt rigt og smukt liv er på alle måder, og at så mange ting, man går bekymre sig om, er uden betydning overhovedet.

• Mellem floden i det gyldne engelske landskab, og den afrikanske bjergkæde løb hans [Denys'] livs sti. Det var et optisk bedrag, at den løb ud og ind, det var omgivelserne, der snoede og vandt sig. Buestrengen blev sluppet på broen ved Eton, pilen beskrev sin bane og ramte Obelisken i Ngong Hills.

• Det var rigtigt og sømmeligt, at løverne skulle komme til Denys' grav og være et afrikansk monument for ham.

• Mange mennesker vil mene, at det er en urimelig ting at forlange et tegn af skæbnen. Dermed hænger det sådan sammen, at der kræves en særegen sindstilstand for overhovedet at kunne forlange et tegn, og at ikke alle mennesker nogensinde har befundet sig i denne sindstilstand. Hvis man med denne særlige indstilling beder om et tegn, kan man ikke undgå at få svar, det følger som en naturlig konsekvens af selve forlangendet.

• Det er mere end jorden selv, som man tager fra de indfødte, når man tager deres fædrene jord. Det er deres fortid, deres rødder og vaner, deres sande jeg, deres eksistens.

• Den gamle mørke, klarøjede afrikanske indfødte og den gamle mørke, klarøjede elefant, de ligner hinanden, de står på jorden, tunge af alle de indtryk af verden omkring dem, som langsomt er blevet samlet og ophobet i deres dunkle sjæle, de er selv træk i landskabet. Hvis en af de to, urolig og fortumlet, ved synet af de store forandringer, som er foregået omkring dem til alle kanter, ville spørge os, hvor han dog var, så måtte vi dog svare ham med Kents ord: "I eders eget kongerige, herre."

Vinter-Eventyr (1942)

Skibsdrengens Fortælling

• Manden og kvinden er to låste skrin, som hver indeholder nøglen til den anden.

• Tragedien forbliver af mennesker, med forbehold i deres forhold, eller i deres egen natur til den hårde nødvendighed. For dem er det frelsning og saligkåring.

• Ingen har set trækfuglene tage deres vej mod varmere områder som ikke findes, eller floder bryder deres vej gennem klipper og sletter for at løbe ind i et hav, som ikke findes. For gud skaber ikke en længsel eller et håb, uden at have en tilfredsstillende virkelighed klar til dem. Men vores længsel er vores løfte, og velsignet er hjemveen, for de skal komme hjem.

• Menneskesnak er en centrifugal funktion, altid på flugt udad fra hvad der er på oplæserens sind.

Den unge Mand med Nelliken

En Historie om en Perle

De standhaftige Slaveejere

Heloïse

Det drømmende Barn

Fra det gamle Danmark

Alkmene

Peter og Rosa

Sorg-Agre

• Landevejens tynde grå linje selv, der snoede sig tværs over sletten og op og ned ad bakkerne, var det fæstnede og blivende udtryk for menneskelig længsel og for den menneskelige tro på, at det er bedre at være ét sted end et andet.

En opbyggelig Historie

Gengældelsens Veje (1944)

• Hvert eneste menneskes skæbne er forunderlig.

• En tung byrde af angst, uro og fortvivlelse, der i lang tid dag og nat igennem har hvilet på et menneskes sind, løftes ikke deraf i et øjeblik.

• I alvorlige folk skal ikke gå så strengt i rette med et menneske for, hvad det finder på at more sig med, når det er lukket inde som en fange og ikke en gang har lov til at sige, at det er i fængsel.

Sidste Fortællinger (1957)

Kardinalens første historie

Kappen

Nattevandring

Om hemmeligheder og om himlen

To gamle herrers historier

Kardinalens tredje historie

Det ubeskrevne blad

Karyatiderne - En ufuldendt historie

Ekko

En herregårdshistorie

Ib og Adelaide

Samtale om natten i København

Skæbne-Anekdoter (1958)

Dykkeren

Babettes gæstebud

• Fuglen vender jo tilbage til sin rede og mennesket til sit fædreland.

Storme

Den udødelige historie

Ringen

Skygger på Græsset (1960)

Farah

Barua a Soldani

Den store Gestus

Ekko fra Højene

Ehrengard (1963)

• Verdensordenen er sublim, yndefuld og ubønhørlig. Indenfor den er der intet som ikke får betydning, og ens første træk på skakbrættet kan få spillet til at ende med mat.

Essays (1965)

Mit livs mottoer

Daguerreotypier

En båltale med 14 års forsinkelse

Fra lægmand til lægmand

Breve fra et land i krig

Gensyn med England

Om retskrivning

• Jeg ved af erfaring, at jeg ikke kan opfatte hvordan en af mine egne sætninger klinger før jeg har set den skrevet.

H.C. Branner "Rytteren"

Efterladte fortællinger (1975)

Familien de Cats

Onkel Théodore

Karneval

Den sidste dag

Onkel Seneca

Den fede mand

Anna

Den stolte dame

Bjørnen og kysset

Gensyn

Brevcitater

Breve fra Afrika 1914-31 (1978)

Karen Blixen Museet, Rungstedlund.

• Når man er så langt borte, så smelter fortid og nutid så underligt sammen, og man syntes også tit at forskellen på liv og død er en illusion.

  Brev til Ingeborg Dinesen, 17. maj 1918

• Nu har vi set Afrika i horisonten, og gid nu det kære, elskede land vil tage imod mig med samme venlighed, som jeg hilser det med. - Jeg synes dog, at det er dér, mit liv ligger; jo nærmere jeg kommer det, jo mere føler jeg de stærke bånd som binder mig til det.

  Brev til Ingeborg Dinesen, 13. december 1920

• Jeg tænker så tit på det ord i Biblen: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig." Jeg synes der er så dyd mening, noget så stort i det; jeg regner det næsten for mit "Valgsprog" her i livet. I alle forhold, i alt, hvad man oplever i verden, synes jeg at det har så dyb gyldighed; endogså med denne farm og dette land.

  Brev til Ingeborg Dinesen, 29. oktober 1922

• Herudefra kan man dog ikke lade være at se på Brandes som en af dem, som i de sidste 25 år har kastet mest glans over Danmarks navn.

  Brev til Ingeborg Dinesen, ca. 20. januar 1923

• For de mennesker, som ikke har virkelig tro på én, kan man aldrig, synes jeg, komme til at føle noget virkeligt, mens omvendt jeg tror, man måtte kunne dø med største glæde for dem som har det.

  Brev til Ingeborg Dinesen, 8. juli 1923

• Jeg tror, at de fleste mennesker har en stærk trang til at kunne udtale sig fuldkomment åbent til en eller anden, og at de mennesker, som har evne til at vinde og bevare andres fortrolighed, udretter en stor velgerning.

  Brev til Mary Bess Westenholz, 19. april 1924

• Når man nu vil måle eller vurdere sin egen skæbne, så er en af vanskelighederne den, at man uvilkårligt kommer tilbage til andre menneskers synspunkt og målestok.

  Brev til Thomas Dinesen, 5. september 1926

• Jeg synes, at den allerstørste lykke er at mødes og forenes med et andet menneske i kærligheden til et ideal, eller til idealer, i livet, men jeg ønsker ligeså lidt at tjene ham frem for dem, som jeg ønsker at han skal tjene mig på deres bekostning, - og heri tror jeg ikke at jeg er dikteret af hverken forfængelighed eller egoisme, men af min tro på det guddommelige i verden, og uden den kunne jeg, - som har kaldt mig fantast fra mine unge dage, - dårlig se nogen sammenhæng i tilværelsen.

  Brev til Mary Bess Westenholz, 20. november 1928

• Man skal se Afrika fra luften, det er sikkert; dér får man rigtig de uhyre vidder og spil af lys og skygge over dem.

  Brev til Ingeborg Dinesen, 21. september 1930

Karen Blixen i Danmark - Breve 1931-1962 (1996)

• Jeg kan undertiden blive bange for at heretikerne er ved at udvikle sig til noget lignende som den retning i engelsk malerkunst, der kaldte sig præraphaeliterne. Det var dygtige folk, men forfærdelige, de kan få beskueren til at fornægte og forsværge malerkunsten overhovedet.

  Brev til Thorkild Bjørnvig, 6. oktober 1949

• The Danish Papers report that on being awarded the Nobel Prize you have done me the honour to mention me as one of the authors who might have deserved it. In the hope that this is true, I thank you many times for your kind words. They give me, I think, at this moment as much heavenly pleasure, - even if not as much earthly benefit, - as would have done the Nobel Prize itself.

  Brev til Ernest Hemingway, 1. november 1954

Øvrige citater

• Gud skabte manden før kvinden. Det er ligesom, når jeg skriver først, og laver en kladde.

• Den, der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet livet.

• Nogle mennesker gør andet, end de har lyst til, og glemmer, hvad de selv er. De forvirrer naturens tanker, de plumrer naturens kilder op, ja tag jer endelig i agt for dem.

• Ansigt til ansigt med det tragiske har guderne den gode smag at forholde sig passive og at undgå indblanding.

• Kvindens hele væsen er en hemmelighed som bør bevares.

• Mennesket bevæger sig kun på et enkelt plan og er bestandig bundet til jorden. Men jorden understøtter ham kun med det lille areal unders hans fodsåler, og han må selv bære sin vægt og sukke under den.

• Man er fri, når man er i stand til at elske de love, som ens tilværelse er underkastet.

• Endogså hver enkelt af tilskuerne i teatret er så at sige en af naturens tanker, dog som publikum betragtet er de det ikke, thi der er grænser for alting.

• Lidelsen er lykkens pris.

• Det var hårdt for folk, som ønskede sig ting så stærkt, at de ikke kunne undvære dem. Hvis de ikke kunne få det, de ønskede sig, var det hårdt for dem, og hvis de fik det, var det meget hårdt for dem.

• Jeg vil intet hellere end at underordne mig en mand, som jeg beundrer, men for et par bukser i sig selv har jeg ingen hellig ærefrygt.

• Hvert eneste kunstværk er på samme tid sin egen idealisation og sin egen karikatur, et vrængbillede af sig selv.

• Det er en forfærdelig oplevelse for en fortæller at erfare, at hans historie er sand.

• Perler ligner tillige i sig selv digternes frembringelser - de er sygdom forvandlet til skønhed, og de er på én gang lysende klare og uigennemskuelige for det menneskelige øje. De er dybets hemmeligheder, med møje og fare bragt for dagen for at glæde unge kvinder, der i dem genkender deres egne hjerters dybere hemmeligheder.

• Tragedien er menneskets privilegium, dets højeste privilegium. Tragedien er forbeholdt mennesket, den skabning, der i sine kår og i sin egen natur er den hårde nødvendighed underkastet. Den er menneskets frelse og apoteosis.

• Linjerne i et mønster løber undertiden den modsatte vej af, hvad man ventede. Som i et spejl. Men derfor er det alligevel et mønster.

• I sandhed, jeg elsker døden. Den er det eneste, vi har tilbage af de gamle dages storhed, og uden den kunne intet menneske holde livets kedsommelighed ud.

• Der er mange veje til sandheden - en af dem er Bourgogne.

Se også

• Thomas Dinesen - bror til Karen Blixen.

Eksterne henvisninger

Almindelige citater

• Blixen-citater på Manuela.dk (Udvalgt af Manuela Rasmussen)
• Blixen-citater på Vidensbanken.blogspot.com
• Citater af Isak Dinesen på Brainyquote.com (Engelsk)
• Blixen-citater på Ordtak.no (Norsk)
• Citater af Isak Dinesen på Great-quotes.com (Engelsk)
• Citater af Isak Dinesen på Quoteland.com (Engelsk)

Emne-specifikke citater

• Karen Blixen og islam - Citater fra Breve fra Afrika 1914-31 på Islamstudie.dk
• Humanistiske Blixen-citater på Humanisme.dk (Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen)
• Naturpoetiske citater af Karen Blixen og andre danske digtere på Danarige.dk (Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen)
• Citater fra Out of Africa på Great-quotes.com (Engelsk)
• Citater fra Babettes gæstebud på Great-quotes.com (Engelsk)
• Citater fra The Immortal Story på Great-quotes.com (Engelsk)